Ny blødgører misdanner ikke sædceller

Ti år efter at ordet 'phthalat' blev alment kendt - og frygtet - i danske småbørnsfamilier, er den tyske kemiproducent BASF klar med en ny type plastblødgøringsmiddel, som ikke skader forplantningsevnen.

Blødgøringsmidlet, Hexamoll DINCH, er en klar, lugtfri væske, der indgår en langt tættere forbindelse med PVC-molekylet end phthalaterne gør. På den måde bliver udledningen af skadelige stoffer minimeret, når plasten udsættes for varme eller lys.

»Det har taget sin tid, men nu står vi endelig med et både godt og sikkert produkt, som er lige til at bruge. Det kræver stort set ingen ændringer i fabrikkernes produktionslinje at skifte til det,« siger Christoffer Morgan, salgsansvarlig for BASF.

Virksomheden har investeret mere end 35 millioner kroner alene i toksikologiske undersøgelser af Hexamoll DINCH.

Plastblødgøreren har været på markedet i to år, hvor den er blevet anvendt i bl.a. legetøj og medicinaludstyr. Den opfylder EU?s kemikalie-bestemmelser, REACH, og kan nu også anvendes i produkter, der kommer i direkte kontakt med kroppen, for eksempel kosmetik, tøj og sportsudstyr.

Hæmmer kønshormon

Sidst i 1990'erne viste undersøgelser, at phthalater, som optages gennem huden og munden, standser udviklingen af mandligt kønshormon hos fostre og spædbørn.

I 2006 forbød EU de fem mest udbredte typer phthalater i legetøj, men de bruges stadig til at blødgøre PVC-plastic i alt fra vinylgulve til ledninger og persienner. Phthalater regnes fortsat for at være en af årsagerne til, at hvert tiende danske drengebarn fødes med misdannede kønsorganer og senere får nedsat sædkvalitet.

Seniorforsker Ole Ladefoged fra Danmarks Fødevareforskning har i en EU-Komité undersøgt de mest udbredte blødgørere og tidligt advaret om phthalaternes skadevirkninger. Selv om han endnu ikke kender de nye produkter til bunds, tør han godt glæde sig på forbrugernes vegne:

»Den nye type plastblødgører ser bestemt lovende ud,« mener han.

Danske Danisco har allerede haft stor succes med plastblødgøreren Grindsted Soft-n-safe, der er baseret på planteolier og blandt andet bruges til hospitalsudstyr.