Ny bilmotor med kompressor og turbo

1,4 liters motorer er ikke længere ensbetydende med tamme familiebiler. VW's nye generation af TSI-motorer med både turbo og kompressor skal mætte behovet for en motorstærk, men samtidig brændstoføkonomisk benzinbil.

VW tager nu et teknologisk tigerspring, når det gælder motorteknologi. En 1,4 liters motor med 170 hestekræfter, 240 Newtonmeter og en brændstoføkonomi på 13,9 kilometer på en liter benzin ved blandet kørsel er nu en realitet. Det sker, efter at det for første gang i bilhistorien er lykkedes for VW-koncernens ingeniører at kombinere en mekanisk kompressor med en turbo, som er drevet af udstødningsgassen.

Dermed har koncernen løst det hidtidige problem med små motorer med turbo – nemlig at der ved lave omdrejninger ikke var tryk nok på udstødningsgassen til at drive turboen. Det betød blandt andet, at den voldsomme turbotøven gav en dårlig køreoplevelse. Volkswagens løsning er, at en bæltedrevet mekanisk kompressor af Roots-typen giver ekstra luft til motoren ved lavere hastigheder.

Det betyder, at turboen kan nå et turbotryk på 2,5 bar ved 1.500 omdrejninger i minuttet. En tilsvarende turbomotor uden kompressor ville højest kunne nå 1,3 bars tryk på dette omdrejningsniveau, oplyser Volkswagen. Resultatet er til at føle på, for TSI-motoren yder godt 120 hestekræfter per liter, hvilket så vidt vides er det højeste overhovedet for serieproducerede biler i denne motorstørrelse.

En af de største udfordringer har ifølge Volkswagen været at skabe et system, der giver det bedst mulige samspil mellem turboen og kompressoren, som er sat sammen i serie. I TSI-motoren slår kompressoren for eksempel selv fra, når motoren når et omdrejningstal på mere end 3.500 omdrejninger i minuttet. Herfra kan turboen selv opbygge det optimale turbotryk. Resultatet af dette samspil er, at der på intet tidspunkt er turbotøven i TSI-motoren.

20 pct. mindre brændstof

1,4 liters motorer er ikke længere ensbetydende med tamme familiebiler. VW's nye generation af TSI-motorer med både turbo og kompressor skal mætte behovet for en motorstærk, men samtidig brændstoføkonomisk benzinbil.

Den forbedrede benzinøkonomi opnås blandt andet ved, at et højt drejningsmoment på 240 Newtonmeter ved en relativt lav motorbelastning på mellem 1.750 og 4.500 omdrejninger i minuttet betyder, at føreren ikke behøver at køre bilen så langt ud i gearene. Samtidig betyder mindre motor lavere friktion.

I forhold til en benzinmotor med tilsvarende motorkraft, så forbruger TSI-maskinen 20 pct. mindre brændstof – for eksempel kører den ved landevejskørsel næsten 18 kilometer på en liter benzin.

TSI-teknologien er netop præsenteret på biludstillingen i Frankfurt. VW regner med, at den nye motortype kommer på gaden i 2006.

Det bliver i første omgang i bilmodellen VW Golf GT, der har en tophastighed på 220 km/h og accelererer fra 0 til 100 km/h på 7,9 sekunder. Senere forventes det, at TSI-motoren også vil kunne fås i familiebilen Touran. Dog med mere beskedne 140 hestekræfter.