Ny bilaftale udskyder afgiftsstigning – men løser ikke problemet
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Ny bilaftale udskyder afgiftsstigning – men løser ikke problemet

Peugeot 208 var den mest solgte bil i Danmark sidste år. Den stod ifølge Peugeot til at blive omkring 10.000 kr dyrere for benzinudgaven og 15.000 kr dyrere i dieseludgaven. Men nu har regeringen og DF udskudt overgangen til den nye beregningsmetode. Hvad der skal ske ved udgangen af 2020, hvor overgangen ikke længere kan udskydes har partierne ikke meddelt. Illustration: Peugeot Danmark

Fra 1. april skulle afgifterne på nye biler have været fastsat med udgangspunkt i en ny testmetode, der giver et mere retvisende billed af bilernes brændstofforbrug. Både registreringsafgiften og den grønne ejerafgift fastsættes ud fra bilens brændstofforbrug. Jo højere forbrug, des højere afgift.

Men efter pres fra både FDM, DI og bilimportørernes brancheforening, har regeringen og Dansk Folkeparti i dag indgået en aftale om at udskyde overgangen til den nye testmetode. Det skriver Skatteministeriet på sin hjemmeside.

»Regeringen har ikke noget ønske om, at den nye og mere retvisende metode til at udregne bilernes brændstofforbrug skulle føre til dyrere biler for danskerne. Tværtimod er vi stolte af, at det med Dansk Folkepartis hjælp er lykkedes at sænke bilbeskatningen væsentligt siden 2015. Derfor vil jeg også gerne kvittere for, at Dansk Folkeparti bakker op om at forlænge overgangsordningen. Vi skal have ro om bilafgifterne, så danskerne også efter den 1. april har sikkerhed for, at bilerne ikke bliver dyrere som følge af noget afgiftsteknik,« siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) i pressemeddelelsen.

Større forskel end forventet

Før regeringen og DF sidste år indgik en aftale om overgangen fra den nuværende målemetode kaldet NEDC til den nye kaldet WLTP, havde EU-Lommissionens Fælles Forskningscenter (JRC) regnet sig frem til, at den nye test gennemsnitligt ville føre til 21 procent højere resultater, når man sammenvejede alle de forskellige biltyper og deres markedsandele.

Læs også: Ny afgiftslov gør store biler billigere og små dyrere

Derfor foreslog regeringen, »at brændstofforbrug fastsat efter WLTP-metoden korrigeres med en fast faktor på 1,21, så afgiftsniveauet i gennemsnit fastholdes på det nuværende niveau.«

Desuden indeholdt forslaget en omregningsfaktor på 1,1 for en overgangsordning, som kunne bruges indtil 31. marts 2019. Det skulle give branchen og myndighederne tid til at tilpasse it-systemerne til at kunne håndtere mange flere varianter af de forskellige bilmodeller,

Op til 20.000 kr dyrere

Men FDM har ifølge TV2 Nyhederne indsamlet priser fra bilimportørerne, der viser, at mens nogle biler ville falde i pris, når deres brændstofforbrug blev beregnet efter den nye metode, så ville andre modeller stige mellem 3.000 og 20.000 kr. i pris.

Læs også: Slap test underminerer aftale: I 2025 må bilerne på papiret øge benzinforbruget

Stationen har også talt med Bilbasen, der vurderer,at omkring 80 procent af modellerne ville stige i pris, mens 20 procent ville falde. Samlet set ville bilkøberne derfor komme til at betale højere afgifter til staten, end de gør i dag. Og det ville være imod regeringens og Dansk Folkepartis løfter om, at overgangen til en mere retvisende målemetode ikke samlet set måtte komme til at koste bilejerne mere, end de betaler i dag.

Har tjent på – nu grundløs – skræmmekampagne

Udsigten til prisstigninger har bilbranchen dels brugt til at reklamere med, at potentielle bilkøbere skulle skynde sig at købe ny bil før 1. april, og dels til at presse politikerne til at udsætte bilafgiftsforhøjelsen. Begge dele ser ud til at være lykkedes.

Bilsalget i januar og februar var ifølge De Danske Bilimportører således højere end i samme periode sidste år – og regeringen og DF har nu aftalt, at bilimportørerne også efter 1. april kan bruge den nuværende overgangsordning, hvor brændstofforbruget opgøres efter den hidtidige NEDC2-metode tillagt 10 pct. Muligheden for at bruge overgangsordningen forlænges indtil udgangen af 2020.

Stor afgiftsstigning skyldes snyd

Hos Det Økologiske Råd har transportmedarbejder Jeppe Juul advaret om at forlænge overgangsordningen.

EU har nemlig opdaget at bilfabrikanterne nu er begyndt at snyde med brændstoftallene på deres biler på en ny måde. EU kræver at bilproducenterne skal reducere nye bilers brændstofforbrug med 15 procent mellem 2021 og 2025. Reduktionen måles med WLTP-metoden. For lettere at kunne nå den krævede reduktion indberetter bilfabrikanterne derfor nu WLTP-tal, der er dårligere, end de er i virkeligheden.

»Det er blevet opdaget, at producenter kan bruge overgangen fra den gamle European driving cycle (NEDC) test-procedure til at oppuste deres WLTP-emmisionsniveau i 2020. Dette kan de gøre uden at påvirke deres NEDC,« skrev kommissærerne Miguel Arias Cañete og Elżbieta Bieńkowska således i et brev.

Læs også: Bilfabrikkerne igen fanget i at fifle med test: Nu blæser de forbruget op

EU er derfor i gang med at stramme kravene til WLTP-testen, så det bliver sværere at snyde.

Så selv om det i øjeblikket ser ud til, at forskellen mellem NEDC og WLTP er højere end 21 procent, så vil det ifølge Jeppe Juul ændre sig, efterhånden som bilfabrikanterne bliver tvunget til at indberette korrekte WLTP-tal.

»Det her vil blive udjævnet forholdsvist snart. Så politikerne kan godt korrigere nu, men så skal man jo korrigere det tilbage lige om lidt for ikke at give en permanent afgiftsnedsættelse,« sagde Jeppe Juul således til TV2 Nyhederne i februar.

Læs også: Miljøorganisation: Bilers CO2-tal kan stadig presses kunstigt ned

Fra udgangen 2020 kan overgangen til WLTP imidlertid ikke udskydes længere. Hvad politikerne vil gøre til den tid er imidlertid stadig uvist.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Man kan jo så håbe, at regering og Folketing nu tager sig sammen til at indføre et helt nyt system til beregning af registreringsafgift inden udgangen af 2020. Det nuværende system er et frygteligt roderi med et virvar af ikke altid lige logiske tillæg og fradrag og en del lappeløsninger.

  • 7
  • 2

Hvis vi skal have flere elbiler, nytter det ikke at give fossilbilerne kunstigt åndedræt i form af lave afgifter.

Men som regeringen selv siger ifm. processafgift på strøm til elbiler::
Så er kopskatterne på det løbende energiforbrug vigtigere end noget andet, og da elbilerne udfordrer disse kopskatter, skal alle tiltag sættes i værk for at undgå for mange elbiler.

  • 4
  • 6

Det store spørgsmål er så hvor horder af administrativ personale så skal tage sig til.

Lige det skal du da slet ikke ligge søvnløs over lille borger ;)

Vi herinde har langt over hundrede års daglig uddannelse og træning i BKsB[1]. Enhver nyansat skal kunne magte alle BKsB's regler, ellers er vores job truet ;) .. eller hele styrelsen/institutionen bliver udflytningstruet.

[1] ..Bureaukrati Kamufleret som Beskæftigelse

/undskyld, men tastaturet overfaldt mig.

  • 1
  • 3