Ny analyse: Nej, der findes ingen sorte huller med hård skal

De fleste galakser har i deres midte et supertungt sort hul, hvorfra intet - selv ikke lys - kan undslippe, når det først er faldet ind i det sorte hul og har passeret den såkaldte begivenhedshorisont.

Men rent faktisk kan man ikke være helt sikker på, at de supertunge objekter nu også er sorte huller, hvor en passage gennem begivenhedshorisonten ikke vil føles som noget særligt - ud over naturligvis at der er voldsomme tyngdekræfter på spil.

Man kunne godt tænke sig, at de supertunge objekter var noget andet, og de eksempelvis havde en hård skal. Lad det være sagt med samme, at det er der ikke mange seriøse astrofysikere, der mener. Men i naturvidenskab må det være observationer, der i sidste ende afgør sagen, og ikke teorier og formodninger.

Forskere fra University of Texas i Austin og Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics i Massachusetts forklarer nu, i en artikel I Monthly Notices of the Royal Society, at der er eksperimentelt belæg for at fastslå, at de supertunge objekter ikke har en hård skal, men at de rent faktisk er sorte huller.

Fra teori til eksperiment

»Vi har gjort tanken om en begivenhedshorisont til en eksperimentel videnskab,« pointerer Pawan Kumar fra University of Texas.

Forskerne præsenterer i deres videnskabelige artikel først en analyse af, hvad der ville ske, hvis eksempelvis en stjerne stødte ind i et supertungt objekt med en hård skal frem for at blive slugt af et sort hul.

De begrænsede sig til supertunge objekter, der er mere end 100 millioner gange så tunge som Solen - af sådanne findes omkring en million inden for en afstand af nogle få milliarder lysår fra Jorden.

Analysen viser, at et sammenstød mellem stjerne og det supertunge objekt vil resultere i en glødende gas med en varighed af flere måneder eller år, som let kan observeres fra Jorden,

Pan-STARRS - et 1,8 meter teleskop på Hawaii - har for nylig gennemført en kortlægning af halvdelen af den nordlige stjernehimmel, og Kumar og de øvrige forskeres analyse viser, at teleskopet under en periode på 3,5 år skulle havde detekteret mere end 10 hændelser med en kraftig stråling, hvis hypotesen om supertunge objekter med en hård skal var korrekt.

Der var ingen.

Ramesh Narayan fra Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics siger, at deres arbejde viser, at Einsteins generelle relativitetsteori og sorte huller som en af dens konsekvenser har bestået endnu en kritisk test.

Så skulle man mene, Kumar, Naryan og deres kollega Wenbin Lu var tilfredse og glade. Men de beretter, at de alligevel planlægger en endnu større test med det kommende 8,4 meter teleskop, der bliver bygget i Chile.

Man ved jo aldrig.

Emner : Universet
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Artiklen taler om sorte huller som værende noget andet end et objekt med en hård skal. Men uanset om sorte huller har hårde eller bløde kanter, så er der vel tale om objekter? Uanset hvordan disse objekters randzoner ser ud (hårde eller bløde), så vil der vel ske en kollision af en art når en stjerne rammer det. Jeg er med på at en sådan kollision vil skjules af begivenhedshorisonten, men det ændrer vel ikke på, at kollisionen rent faktisk må finde sted.

  • 1
  • 0

Dvs. det 'gør ikke ondt' når man som uheldig astronaut rammer de partikler det sorte hul har slugt igennem sin livstid?

I alle andre tilfælde ville det jo 'gøre ondt' at ramme tyngdekrafts-sammenhobede partikler (som f.eks. Jorden) fra stor højde.

  • 0
  • 0

Dvs. det 'gør ikke ondt' når man som uheldig astronaut rammer de partikler det sorte hul har slugt igennem sin livstid?

Joda.

Når du kommer for tæt på singulariteten i centrum vil forskellen mellem tyngdekraften på dine fødder og dit hoved ende med at rive dig i småstykker. Stumperne vil så ende med at blive en del af singulariteten. Men det er ikke sikkert at du oplever noget særligt ved passagen af begivenhedshorizonten. Sådan er standard forklaringen.

Men denne forklaring strider mod kvantemekanikkens forbud mod tab af information. Så vi har nogle uafklarede problemer her.

  • 2
  • 0

OK, så:

  • Singulariteter har ganske vist hårde kanter
  • Men da et sort hul defineres som en singularitet samt dens heraf afledte begivenhedshorisont
  • Så kan vi dermed sige, at sorte huller ikke har hårde kanter
  • (selv om det ville være mere præcist at sige,at begivenhedshorisonter ikke har hårde kanter)
  • 0
  • 1

Kan vi ikke snart slippe for fortællingerne om: At INTET selv ikke lyset kan undslippe et sort hul? Gravitationen har da tydelighvis ingen problemer hermed, selv om der er almindelig enighed om at dennes udbredelseshastighed er den samme som for lyset! Tilsvarende gælder så vidt jeg ved også for elektrisk potentiale. Disse fejltagelser stammer vist fra, at rummet under et sort huls begivenhedshorisont antages, at være krummet ind i sig selv, så dette helt har afsnøret sig fra omverden. Einsteins forklaring på gravitationen med rummets deformering lyder af flere grunde ikke særlig troværdigt.

  • 0
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten