Ny aftale: Flere IDA-politikere skal have løn

23. november 2015 kl. 12:30
Et flertal i Ingeniørforeningens repræsentantskab besluttede lørdag, at også næstformanden og formanden for AR fremover skal have fast løn i millionklassen for deres arbejde. Mindretallet frygter pamperi og advarer om, at det udhuler frivilligheden i IDA.
Artiklen er ældre end 30 dage

Fra maj næste år kan IDAs formand se frem til en årsindtægt på 1,5 millioner kroner. Næstformanden og formanden for IDAs ’fagforeningsdel’, Ansattes Råd, kan hver forvente et honorar på max. 65 procent af formandens, 975.000 kroner, alt afhængigt af, hvor mange timer de lægger i foreningens tjeneste.

Det besluttede et flertal i IDAs repræsentantskab ved sit møde i lørdags.

IDA har netop rundet medlem nummer 100.000 – og den store vækst er et af argumenterne for, at der nu skal afsættes et fast beløb til næstformanden på IDAs budget, forklarede IDA-formand Frida Frost:

»IDA er ikke en lille biks, og vi deltager i rigtig meget. Som formand kan jeg bedre bede næstformanden tage over, hvis jeg ved, at han bliver honoreret,« fastslår Frida Frost, som understreger, at hun ikke selv bliver omfattet af den nye ordning, da hun går af ved valget til foråret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Leder du efter nye udfordringer? Find dem hos Jobfinder.

Siden 2000 har IDA haft såkaldte frikøbsregler, hvilket i praksis betyder, at formanden bevarer den løn, han eller hun havde i sit forrige job, samt et vederlag oveni på 250.000 kroner.

Et flertal i IDAs hovedbestyrelse mener imidlertid, at det er på tide at ændre denne ordning. Ifølge oplægget til repræsentantskabsmødet handler det blandt andet om at skabe mere åbenhed om lønnen – og om, at formandsposten i sig selv – ikke formandens tidligere job – skal bestemme niveauet.

Som det hedder i motivationen: ’F.eks. kunne man formode, at en 31-årig kandidat havde en væsentligt lavere indtægt end en kandidat på 60 år med mange flere år og karrierestep bag sig.’

Som en tyv om natten

Ingeniørlisten er imod forslaget, fordi det ifølge et af listens medlemmer, Søren Skibstrup Eriksen, vil forandre IDA:

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Mit problem er, at man er ved at ændre IDA fra frivillige politikere til betalte politikere. Dem, der gør noget nu, er folk, der brænder for sagen. Problemet er, at når man får løn, er man ansat,« slog han fast og løftede en advarende pegefinger:

»Hvis vi stemmer ja til forslaget, kommer vi ud i pamperi. Lad os sparke forslaget til hjørne. Det er ikke gennemtænkt,« sagde Søren Skibstrup Eriksen.

Det synspunkt deler Cay Holst fra Private Ingeniører – pi. Han mener, det er mere reelt over for IDAs medlemmer, hvis beslutningen bliver truffet efter forårets repræsentantskabsvalg. På den måde kan medlemmerne nå at forholde sig til det:

»Forslaget kommer som en tyv om natten. Det kan vi ikke være bekendt. Det er som at lukke op for Pandoras æske, for hvor mange andre skal så have honorar,« sagde Cay Holst.

IDA halter bagefter

Det er John Christensen fra Privatansatte Ingeniører slet ikke enig i:

»Vi er et repræsentantskab valgt af medlemmerne, så det er her beslutningerne træffes. Og det kommer ikke som en tyv om natten, for det er jo lagt frit frem,« understreger han.

Heller ikke IDAs næstformand Lasse Grønbech, Listen for Ledere, mener, at det er hensigtsmæssigt at udskyde beslutningen til efter valget:

»Det skal gøres nu, for dem, der stiller forslaget, bliver ikke selv berørt, for de kan ikke genvælges til de samme poster. Samtidig er det rigtigt, fordi folk, der stiller op til de tre poster, skal kende betingelserne,« pointerer han.

Thomas Damkjær Petersern, Fagforeningslisten, deler også flertallets holdning til forslaget, og peger på, at de nye honoreringskrav vil ’bringe IDA i trit med virkeligheden’:

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Vi halter voldsomt bag efter andre organisationer. Det dur ikke at belønne vores formænd afhængigt af, hvor de kommer fra,« siger han.

IDA-medlemmer får pengene 1,1 gange igen.

Efter en langvarig debat stemte repræsentantskabet om forslaget. 37 stemte for, 17 imod, mens 5 medlemmer stemte blank. Seks medlemmer var ikke til stede under afstemningen.

Mødet var det sidste, inden medlemmerne skal vælge et nyt repræsentantskab – og det sidste med Frida Frost som formand. Til maj har hun siddet på posten i seks år og falder dermed for IDAs genvalgsregler. Når det nye repræsentantskab konstituerer sig i slutningen af maj, skal det derfor vælge ny IDA-formand.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger