Nu vælter de tyske benzinslugere ind over grænsen

Miljøzoner i flere tyske byer sender gamle benzinslugere til Danmark, hvor lovgivningen ser med mildere øjne på partikelforureningen.

Importen af store og forurenende, ældre biler er steget markant fra 36.000 brugte, udenlandske biler i 2006 til 57.000 sidste år, viser tal fra Skat ifølge Dagbladet Børsen.

»Gennemsnitsalderen på disse brugte biler var 11 år, så det er virkelig nogle gamle øser, vi får ind. De kører ikke langt på literen, og ved siden af CO2-problematikken har vi jo en debat om forurening, og der er ingen tvivl om, at bare 10 år gamle biler forurener væsentligt mere end nye biler,« siger administrerende direktør for De Danske Bilimportører Bent Mikkelsen.

Med tilstrømningen af gamle biler til Danmark kan det se ud til, at Dansk Automobilforhandler Forening får ret i deres spådomme om, at 50.000 storforurenende biler fra Tyskland vil strømme til Danmark næste år.

Gamle benzinslugere er attraktive i Danmark

De gamle biler ender i Danmark, fordi mere end 10 år gamle biler holdes ude af en lang række tyske byer med miljøzoner, der også er på vej i München og Frankfurt til efteråret. Miljøzonerne gør stort set de gamle biler usælgelige i Tyskland, men attraktive i Danmark, hvor afgiftssystemet først og fremmest er bestemt af bilens værdi. Det gør en gammel bil billigere end en ny, siger Bent Mikkelsen.

»Det har ført til det paradoks, at selv om vi har haft et stort salg af nye biler i 2007, så er den danske bilpark blevet ældre, gennemsnitsalderen er steget fra 9,1 år i 2006 til 9,2 år i 2007. Og det er selvfølgelig et resultat af en meget stor import af brugte biler fra udlandet,« siger Bent Mikkelsen til Dagbladet Børsen.

K: Rige danskere køber bare flere biler

Ifølge De Danske Bilimportører er der også grund til at mistænke sidste års omlægning af bilafgifterne i en mere miljøvenlig retning for ikke at virke efter hensigten.

Både Konservative og Venstre fremhæver dog, at der nu bliver solgt langt flere nye diseselbiler og små biler, der kører længere på literen. Ifølge De Konservatives miljøordfører Per Ørum Jørgensen, er den stigende import af forurenende biler blot udtryk for, at folk er blevet rigere.

»Jeg tror, at det er udtryk for den økonomiske vækst, vi har set de seneste år, hvor flere har haft mulighed for at købe en bil eller købe bil nummer to. For vi kan se på salget af nye biler, at omlægningen har virket,« siger han.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det ville da være rart om der var en smule statistik med sådan en nyhed. Hvor gamle er bilerne, hvilken type er de og hvad for noget emissionsudstyr er der i dem.

Bare fordi det er "gamle" betyder det ikke nødvendigvis at de er meget forurenende. Hvem siger, og kan bevise, at netop de biler der kommer til DK netop er dem der ikke kan sælges i Tyskland?

Nu står der at gamle benzinslugere er populære - det er nye benzinslugere sådan set også. En fin familiebil som Ford Mondeo på benzin kører maks. 13,9km/l - er det særligt godt??

Det bliver hurtigt for populistisk at kalde dem benzinslugere, når de ældre biler kører lige så langt på literen som de nye biler. Hvad er det så man forsøger at skabe debat om, når man skriver at de gamle er mere forurenende uden at nævne noget om fakta?

  • 0
  • 0

Mig bekendt er der tale om begrænsninger på biler med for stor partikeludledning, der primært rammer ældre dieselbiler, så det er kedeligt, at et partsindlæg fra De Danske Bilimportører helt skal dominere historien.

Til orientering havde selv vores 14 år gamle benzin-Passat ikke de fjerneste problemer med at få den mest strikse mærkat i februar i år.

Med venlig hilsen Niels Dreijer

  • 0
  • 0

http://ing.dk/artikel/88841

Her er Thomas Djursing første igang med at male fanden på væggen.

Jf. http://www.umwelt-plakette.de/index.php?na... får biler med: EURO 2 motorer en rød plaket (indkørselsforbud i 2010) EURO 3 motorer en gul plaket, (endnu intet forbud planlagt) EURO 4+5 motorer en grøn plaket, (endnu intet forbud planlagt)

Et hurtigt kig på www.mobile.de gav f.eks dette resultat. BMW 328i med 380 Heste fra 1999 (grøn plaket) Mercedes-Benz 500 E med 320 fra 1993 (gul plaket).

Hold op med hysteriet.

  • 0
  • 0

Jeg kan kun tilslutte mig Mads Sørensens kommentarer. Når de danske bilimportører hyler i kor skyldes det i langt højere grad registreringsafgiften som har gjort denne bilimport mulig. Flere og flere brugtvognsforhandlere parallelimportere 1-2 år gamle, men "nye 0 km" biler - såkaldt outlet - fra europæiske overskudsmarkeder. Der er ofte 50 - 100.000 kr eller endnu mere at spare, og det er selvfølgelig generende for bilimportørerne.

Også jeg savner en statistik over hvilke biler, der importeres. Det er til syvende og sidst SKAT, der bestemmer prisen, og der er næppe meget fidus i at importere en 10 år gammel bil, medmindre det er en luksus Mercedes frue-garagevogn med kun 30.000 km på speedometeret.

  • 0
  • 0

Jeg vil gerne dreje diskutionen i en anden retninig, Pt. er vi ved at lave miljøzoner i kbh. og aalborg, men her er der ingen krav til privatbillister - kun erhverbsbillister, dvs. Lastbiler og Busser. HALLO, hvor er vi henne. Hvis vi vil have rent miljø i byen, så stil krav til alle der kommer der.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten