En lang rejse på 1,46 million kilometer er ved at være slut.
Den 24. januar sender Nasa en kommando til James Webb Rumteleskopet, som skal bringe rumteleskopet i sit kredsløb om Lagrangepunkt 2 for Solens og Jordens tyngdefelt.
Det er herfra rumteleskopet de næste mange år - men både Webb og Jorden er i kredsløb om Solen - teleskopet skal observere Universet.
L2 er et såkaldt metastabilt punkt, dvs.et objekt placeret direkte ved L2 meget let kan blive slået ud af kurs - lidt på samme måde som en blyant, der står på spidsen er i en metastabil tilstand, hvor den let falder til den ene eller den anden side.
Derfor er Webb i en bane, der både indebærer, at Web er i omløb om Solen og det matematiske punkt, der definerer L2.
Her ses, hvordan Webb-teleskopet og Jorden vil bevæge sig rundt om Solen.
Årsagen til, at man til trods for den metastabile position, har valgt at placere Webb ved L2, er, at det er et yderst velegnet sted til infrarød observationer, da rumteleskopet altid vil have Solen og Jorden på sin ene side og derved kan holde sine instrumenter rettet mod Universet i skyggen og dermed holde dem meget kolde.
Når Webb er i kredsløb om L2 fremfor at være placeret direkte ved L2, er det fordi, det er den mest simple operation, der kræver mindst muligt brændstof til små korrektioner.
Karen Richon, der er Webbs Flight Dynamics Lead Engineer forklarer på Nasas blog, at Webb fra Ariane 5 raketten fik en kraft, der kun næsten ville bringe rumteleskopet til L2. Men teleskopet ville rent faktisk falde tilbage til Jorden igen af sig selv, med mindre rumteleskopet fik sit sidste ekstra skub, som det vil ske nu.
»Det svarer lidt til at kaste en bold op højt i luften med stor kraft. Den vil også falde tilbage til Jorden igen,« skriver hun.
Når man bevidst gav Webb en lidt for lille kraft, er det fordi, det ville have været mere besværligt at bremse rumteleskopet og bringe det i det ønskede kredsløb, end det er tilfældet nu, hvor rumteleskopet blot skal have det sidste lille puf fra rumteleskopets egen motor.
