Nu starter byggeriet af Nordens største synkrotron

Svenskerne trykker nu på startknappen til byggeriet af Nordens største synkrotron i Lund, Max IV. I en cirkulær ring med en omkreds på 500 meter skal elektroner accelereres til tæt på lysets hastighed, så de udsender intens røntgenstråling

Lund Universitet oplyser, at det svenske forskningsråd, Vetenskapsrådet, nu har frigivet de første bevillinger efter at de tidligere i år endeligt godkendte projektet.

Med Max IV vil det blandt andet være muligt at studere og klassificere proteiner, foretage kemiske analyser af nanopartikler og foretage røntgenstråle-tomografi af objekter, der er mindre end et bakterie.

Hos Danfysik i Jyllinge, der er en af verdens førende producenter af de avancerede magneter, der bruges i stort omfang i synkrotroner, har man store forventninger.

»Vi forventer at få forespørgsler og håber på ordrer, for det er en maskine, der passer til vores kram,« siger virksomhedens administrerende direktør Bjarne Roger Nielsen.

Fire arkitektfirmaer er udvalgt til at præsentere forslag til byggeriet - heriblandt det danske firma 3xn i samarbejde med landskabsarkitekt Jeppe Aagard Andersen. I slutningen af oktober ventes det endelige valg af arkitekt foretaget, så jordarbejderne gå i gang til november.

Max IV vil efter planerne stå færdig i 2015. Som nabo til Max IV skal bygges neutronfaciliteten European Spallation Source (ESS), som Danmark sammen med Sverige er værtsland for.

Max IV og ESS vil tilsammen gøre Lund til et af Europas førende centre for materialeforskning.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Fordi LHC ved Cern er en partikelaccelerator til høj-energi fysik. En synkrotron er et praktisk værktøj for materialeforskere, biokemikere mv.

LHC er udelukkende til grundforskning, det er en synkrotron ikke.

  • 0
  • 0

Der er nu også andre maskiner ved CERN end LHC. Men jeg forstår ikke spørgsmålet når CERN lige har brugt små 8 mia. euro på LHC.

  • 0
  • 0

CERN har da flere installationer - herunder en synkrotron. Hvis man alligevel vil bygge en ny, saa kunne man da byggen den i CERN, hvor infrastrukturen allerede er paa plads.

  • 0
  • 0

LHC er også en synkrotron. Infrastrukturen er i høj grad også på plads ved Max-lab, Max-II er trods alt fra 1997, desuden er det en stor fordel for forskere fra norden at der ligger en synkrotron så tæt på.

  • 0
  • 0

Jeg citerer lige fra min tidligere artikel om synkrotronerne, der myldrer frem (se link i venstre spalte).

"Partikelfysikernes maskiner var første generation af synkrotroner. De var dog få og ikke optimeret til røntgenstråling. Efterhånden opstod der et behov for dedikerede maskiner, der var konstrueret direkte til udsendelse af røntgenstråling."

Den største synkrotron i Europa, ESRF, findes i Grenoble. Den kan ikke dække behovet hos universitetsforskere og industrien.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten