Nu slipper børnehaverne også for krav om HPFI-sikring
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Nu slipper børnehaverne også for krav om HPFI-sikring

Børnehaver, skoler og arbejdspladser bliver i de kommende to år undtaget fra kravet om HFI- eller HPFI-relæer, fordi kommuner og regioner ømmer sig over, at den øgede sikkerhed koster penge.

De er derfor blevet undtaget fra en generel stramning af el-sikkerheden, som træder i kraft 1. juli. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Sikkerhedsstyrelsen, som også bekræfter, at lygtepæle som ventet bliver undtaget fra stramningen.

Ændringerne er sendt i høring nu, og protester kan indsendes inden for de kommende to uger.

Ældre elinstallation med HFI-relæ. (Foto: Kent Krøyer) Illustration: Kent Krøyer

Samtidig igangsættes en undersøgelse, der skal kortlægge, hvor mange børneinstitutioner, der reelt er tale om, og hvor meget det vil koste kommuner og regioner at overholde de nye, strammere sikkerhedsregler.

Reglerne strammes som en konsekvens af medlemskabet af EU. EU har nemlig vedtaget nye standarder, som halverer sikkerhedsafstanden mellem ledere med forskellig spænding (krybe-luft afstanden), og den deraf øgede risiko for den danske befolkning søger Sikkerhedsstyrelsen at imødegå med et generelt krav om HFI- eller HPFI-relæer overalt.

EU's mindre sikre standard for krybe-luft afstande bunder i en forudsætning om, at alle EU-lande har dobbeltsikrede el-net. Det vil sige, at der skal ske to fejl samtidig, før en situation bliver farlig.

Men dele af det danske elnet er ikke dobbeltsikret, skriver styrelsen. Det gælder som nævnt for nogle kommuners børneinstitutioner og skoler og for en række offentlige arbejdspladser.

For tre år siden anslog styrelsen i et mødereferat, at omkring ti procent af de danske husstande endnu ikke havde et HFI- eller HPFI-relæ. Samt at dele af de danske installationer heller ikke havde sikkerhedsjord.

Af samme referat fremgår, at det nye, generelle krav om HFI/HPFI-relæ overalt også handler om øgede risici ved liberaliseringen af markedet for stikpropper og stikkontakter, herunder det meget omdiskuterede, tyske Schuko-stiksystem.

Dokumentation

Sikkerhedsstyrelsens nye pressemeddelelse
Styrelsens mødereferat fra 2005

Emner : Huse
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Lygtepæle, børnehaver og skoler er nok mindre interessant i denne sammenhæng. Hele den danske industri og erhvervslivet i øvrigt får også yderligere 2 år til at bringe de elektriske installationer i orden efter kravene i Stærkstrømsbekendtgørelsen og kan udskyde investeringer i milliardklassen. De krav, der opretholdes pr. 1. juli i år, gælder således kun boliger og boliglignende installationer. Her har kravet været gældende for bygninger opført efter 1. april 1975 eller, hvor der er foretaget ændringer i installationer og tilsluttede elapparater.
Sagt firkantet må danskerne ikke slås ihjel i boligen, men gerne på arbejdspladsen.
Og så hedder det i øvrigt ikke HFI- og HPFI-relæer, men HFI- og HPFI-afbrydere ligesom EU ikke udarbejder normer. Det gør EN (Europanorm).

  • 0
  • 0

Det er ret uforståelig, at skoler og børnehaver slipper for en ordentlig sikring af elinstallationerne.
Enten har sikringsstyrelsen truffet de oprindelige beslutninger på et forkert grundlag - og det må så nødvendigvis gælde for alle, eller også har sikringsstyrelsen set mere på offentlige kasser og nedvurderet værdien af vore børn.
Der er ofte debat i medierne om dårligt vedligeholdte skoler og andre offentlige bygninger, det burde så medføre at sikringsstyrelsen trak i den anden retning - skærpet kravene!!

  • 0
  • 0

>>EU har nemlig vedtaget nye standarder, som halvere sikkerhedsafstanden mellem ledere med forskellig spænding (krybe-luft afstanden)<<

Hvad med banner på print ? Har i link eller info hvad den ny afstand er ?

  • 0
  • 0

Det er lidt firkantet at sige at man ikke må slå ihjel i boligen, men gerne på arbejdspladsen, og at denne udsættelse bidrager til dette.

Hvad enten kravet bliver opfyldt nu eller senere er kravene til virksomheder lempelige i forhold til boligen. Hvis du sidder med din PC tilsluttet i stikket i væggen mærket med "EDB-stik", er der ikke krav til HPFI, hvis det bunder i "drifttekniske grunde", hvilket mange nok vil sige det gør.

Står man desuden ved en større maskine, som er tilsluttet en sikring der er større end 20A, hvilket ikke er usandsynligt mange steder, er der heller ikke krav om HPFI. Der er ikke noget i vejen for at gøre det, men hvem vil betale for at installere relæet, hvis det ikke er nødvendigt?

Installationer i børnehaver... Ja, hvis der en dag sker en ulykke, så får de travlt med at forklarer sig inde hos sikkerhedsstyrelsen. Men hvis man til gengæld kigger sig omkring nede i børnehaven eller vugge stuen hvor mange brugsgenstande har børnene der adgang til? Hvor mange tilgængelige stikkontakter er der? Der er da selfølgelig nogle.

Men i forhold til hjemmet, som i dag er et rent "elektronik mekka" med diverse kinesiske apperater, der er købt billigt af folk som ikke aner at det skal være udstyret med CE mærkning, lamper som er arvet op igennem famillien, hvor den slidte ledning og fatningen er lige til at få kuldegysninger over, samt lednings virvar under skriveborde og TV-borde, der tror jeg bestemt at det er vigtigst at få styr på HPFI relæerne i hjemmene først.

Jeg syntes ikke man skal klandre SIK for denne beslutning.

MVH Tim

  • 0
  • 0

Det springende punkt må vel i sidste instans være om der ved træk af nye ledninger med mindre afstand er krav om indførsel af HFI eller HPFI.
Eksisterende børnehaver må formodes at være opført efter de dengang gældende normer og vil dermed have den større afstand mellem lederne end man kan risikere at de i nye installationer.

Men det vil nu stadig være rart at have den ekstra sikring i børnehaven.
Ud fra min egen søns opfindsomhed og facination af stikkontakter (herunder omgåelse af børnesikringer) og alt med ledninger, kommer jeg til at svede bare ved at tænke på, hvor mange unoder en større gruppe af hans slags kan finde på.

  • 0
  • 0

Det springende punkt må vel i sidste instans være om der ved træk af nye ledninger med mindre afstand er krav om indførsel af HFI eller HPFI.
Eksisterende børnehaver må formodes at være opført efter de dengang gældende normer og vil dermed have den større afstand mellem lederne end man kan risikere at de i nye installationer.

Men det vil nu stadig være rart at have den ekstra sikring i børnehaven.
Ud fra min egen søns opfindsomhed og facination af stikkontakter (herunder omgåelse af børnesikringer) og alt med ledninger, kommer jeg til at svede bare ved at tænke på, hvor mange unoder en større gruppe af hans slags kan finde på.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten