Nu skyder vi dysten om Produktprisen 2013 i gang
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Nu skyder vi dysten om Produktprisen 2013 i gang

For 14. gang uddeles Ingeniørens produktpris i år. Det kommer til at ske i slutningen af november, men allerede nu kan virksomheder, der ønsker at tage udfordringen op og deltage i konkurrencen, tilmelde deres produkter.

Indstil dit produkt til Produktprisen 2013.

Reglerne for deltagelse er simple: Produktet skal være sendt på markedet i perioden 1. september 2012 til 18. oktober 2013. Det skal hovedsageligt være udviklet i Danmark, og så skal produktet indeholde afgørende nyt. Se de nærmere regler her.

»Rent geopolitisk et det vigtigt, at vi fastholder produktudvikling i Danmark og forhåbentlig også kan have noget produktion, for vi har behov for den type arbejdspladser, og Produktprisen bakker fint op om det,« siger direktør i Rambøll Miljø Hanne Christensen, der som sidste år er formand for dommerkomiteen. Hun peger desuden på, at konkurrencen giver både mindre virksomheder og store veletablerede virksomheder mulighed for at dyste om værdi og innovation:

»Især for de små og mellemstore virksomheder må det øge deres mod på at komme videre med deres produkter, når de kan overhale store og velestimerede firmaer. Det interessante ved Produktprisen er jo, at man både har de virksomheder, som vi kender for at have en stærk og innovativ udvikling, og at der er rigtig mange mindre og mere iværksætterprægede virksomheder, som blander sig i toppen. Det viser, at der er masser af potentiale i Danmark.«

Afgørende ryk

Ifølge Hanne Christensen er Produktprisen med til sætte fokus på produktudvikling og hjælpe nye produkter med at blive globale. Efter hendes opfattelser står danske virksomheder ofte over for en barriere:

»Det er ganske få situationer, hvor man får taget det afgørende ryk, når det drejer sig om at få kommunikeret et produkt ud i stor skala. Her kan Produktprisen være med til at synliggøre et nyt produkt og vise kvaliteten af det, man laver, når det viser sig, at man kan blande sig i toppen.«

Sidste års vinder blev Sensseed – et overvågningssystem til afgrøder fra firmaet Webstech. Og herfra er meldingen klar:

»For en lille virksomhed som vores har det været af stor betydning. Bare pr-værdien i omtalen gør mange ting lettere. Det har givet os betydelig mere synlighed over for eksempelvis vores underleverandører, og når det gælder om at finde medarbejdere, har vi oplevet en god søgning på vores stillingsopslag. Ser man på det udviklingsmæssige, så har den omtale, vi har fået i Ingeniøren, været meget gavnlig for os,« siger grundlægger og adm.dir. i Webstech Ole Green.

Hos kategorivinderen Smile Energy, der vandt Smiley-kategorien med den elektroniske vandspare-anordning WaterGuide har det haft stor betydning, at det netop er en pris, der uddeles af ingeniører.

»Det er en anerkendelse af vores produkt, som er meget vigtig, for når folk skal overveje at købe vores produkt, så er det meget vigtigt, at det netop er Ingeniørens produktpris, vi har vundet,« siger adm.dir. i Smile Energy Thorkild Rasmussen.

Illustration: Lasse G. Jensen

Efter planen vil den endelige vinder af Produktprisen og vinderne i de fem kategorier blive kåret ved et arrangement i Ingeniørens nye domicil i Valby 29. november 2013.

Regler og kategorier

For at kunne deltage i konkurrencen om Produktprisen 2013, skal produktet være sendt på markedet i perioden 1. september 2012 til 18. oktober 2013. Det skal hovedsageligt være udviklet i Danmark, og så skal produkter indeholde afgørende nyt. Det behøver ikke være en decideret opfindelse, men kan eksempelvis være en ny udgave af et eksisterende produkt, der dog skal indeholde afgørende nye elementer. Produkter kan indstilles i fem kategorier:

  1. Bæredygtighedsprisen – gives til det grønne produkt, der hjælper virksomheder eller slutbrugere til en mere bæredygtig hverdag.

  2. Velfærdsprisen – gives til et produkt, der hjælper mennesker i deres hverdag/til en bedre hverdag.

  3. Globalprisen – gives til et produkt med stort eksportpotentiale.

  4. Iværksætterprisen – gives til et lovende nyt produkt fra en ny virksomhed (etableret tidligst 2009).

  5. Innovationsprisen – gives til den geniale, overraskende løsning i form af et færdigt produkt, en service eller en tjeneste. Kan dække over bedste nye koncept eller et produkt, der i sig selv blot er med til at gøre os gladere.

Dertil kommer hovedprisen – Produktprisen 2013 – der gives til et helstøbt produkt, som indeholder flest af ovenstående kriterier i ét og samme produkt.

Selv om et produkt er indstillet i en bestemt kategori, forbeholder dommerne sig ret til at flytte rundt på produkterne, hvis de finder, at produkter vil være bedre kvalificeret i en anden kategori end den, de er indstillet i.

Dommerne

Dommerne, der skal bedømme produkterne, er et erfarent hold hentet fra forskningen, industrien og rådgiversiden.

Hanne Christensen, direktør i Rambøll Miljø, er igen i år formand for panelet. Resten af dommerholdet består af:

  • Lars Hein, direktør IPU (Institut for Produktudvikling)/DTU
  • Asbjørn Vonsild, forretningsudvikler, Danfoss
  • Jakob Bardram, professor, ITU
  • Jes Olsen, direktør, Oticon Medical
  • Lars Thøgersen, administrerende direktør, CPH Design.
  • Lene Lange, professor/forskningsdirektør, Aalborg Universitet
  • Ole Witthøft, udviklingsdirektør og grundlægger af System Audio
  • Martin Manthorpe, Direktør Strategi & Forretningsudvikling, Marked & Kunder, NCC Construction Danmark A/S
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg får følgende når jeg trykker på "regler"-linket: "Du har ikke adgang til at tilgå siden."
Hvorfor må jeg ikke læse reglerne? :-(

  • 0
  • 0