Nu skal solcelle-ejere søge om tilskud – igen

Opdateret: Efter et meget langt tilløb åbnes der 11. februar for, at en stor gruppe solcelle- og husstandsmølleejere nu endelig kan få udbetalt resten af den støtte, de har krav på. Men kun hvis de sender en ansøgning ind til Energinet.dk.

Onsdag 11. februar kl. 10 åbner Energinet.dk for, at tusindvis af ejere af solcelleanlæg og husstandsvindmøller nu endelig kan søge om at få den ekstra støtte, som forligspartierne lovede dem tilbage i 2012 og 2013, fremgår det af en pressemeddelelse fra Energistyrelsen.

Læs også: Dansk støtte til nye solceller lammet på ny

Den ekstra støtte blev kaldt 'overgangsordningen' og omfatter anlæg, som kom for sent til at nyde godt af den givtige årsbaserede nettomålerordning, som blev afskaffet pr. 20. november 2012.

Overgangsordningen omfatter derfor anlæg, der enten er i drift eller er etableret som et 'projekt' i perioden fra 20. november 2012 til og med 19. marts 2013. Et projekt skal være anmeldt til kommune eller netselskab, ligesom der skal være indgået bindende kontrakt på anlægget indenfor perioden.

Ejerne af eksisterende solcelleanlæg har indtil i dag blot fået udbetalt 60 øre pr. kWh, de har solgt til elnettet. Nu kan de få udbetalt restbeløbet op til støtten, hvis størrelse beregnes fra den dag, anlægget blev tilsluttet.

For private er det henholdsvis 130 øre pr. kWh i 2013, 116 øre i 2014 og 102 øre i 2015. For fællesanlæg er beløbene 145 øre, 128 øre og 111 øre pr kWh, og for fælles anlæg på jorden er det 90 øre, 84 øre og 78 øre pr. kWh.

Ejere af husstandsmøller får i alt 2,50 kroner eller 1,50 kroner pr. kWh alt efter vindmøllens størrelse.

Ukendt, stor regning

Som nævnt gælder ordningen også for anlæg, som ikke er bygget endnu, men som er anmeldt og som der er indgået bindende kontrakt på. Det betyder, at man faktisk ikke aner, hvor mange anlæg der vil kræve den ekstra betaling – og hvor stor regningen for tilskuddene bliver for statskassen.

Især de store anlæg, der ikke er bygget endnu, kan udgøre en dark horse i regnskabet.

Læs også: Kæmpe solcelleprojekt sprænger rammerne for dansk energiforlig

Ifølge den seneste opgørelse fra Energinet.dk ville 128 MW solcellekapacitet fordelt på godt 5.000 anlæg kunne komme ind under overgangsordningen, mens Energistyrelsen medio marts sidste år anslog mængden til 265 MW.

Læs også: Ny opgørelse: 265 MW solceller kan være berettiget til dyr statsstøtte

Ifølge klima-, energi og bygningsministerens redegørelse er forligskredsen blevet enig om at skaffe pengene ved at reservere 205 mio. kroner årligt fra en særlig 'VE til proces'-pulje i perioden 2017- 2020.

De forhøjede støttesatser har været forsinket, fordi Europa-Kommissionen først ikke ville godkende støtten, men det har den nu gjort alligevel. Dog kun til og med 2016.

Læs også: Notat: Her er løsningen på striden om støtte til grøn strøm

»Det er glædeligt, at reglerne om forhøjet støtte til solcelleanlæg og husstandsvindmøller endelig kan sættes i kraft. Vi har ventet lang tid på dette, og der er nu udsigt til, at solcelle- og husstandsvindmølleejere meget snart kan få den støtte, som de er blevet stillet i udsigt,« siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R) i forbindelse med at der åbnes for at søge støtte.

Fremadrettet kan solceller få forhøjet betaling for strømmen, hvis de er så heldige at komme ind under tre puljer på tilsammen 60 MW. Man kan ansøge om at komme ind under puljen fra 15. marts i år.

Læs også: Markedet for solceller får nyt løft

Læs mere om solcelle-støtte på Energistyrelsens hjemmeside.

Artiklen er opdateret med tal for støtten i de forskellige år.

Kommentarer (1)