Nu skal mursten brændes i mikrobølgeovne

Ved at bygge mikrobølgeovne ind i teglværkernes tunnelovne kan gasforbruget sænkes med 50 procent. Et nyt projekt i Århus skal teste teori og teknologi i praksis.

Hvis energiforbruget i dansk teglproduktion skal gøres mindre og på sigt endda gøre sig fri af fossile brændsler, så kræver det helt ny teknologi. Derfor vil en gruppe af virksomheder og vidensinstitutioner nu teste, hvordan man kan bruge mikrobølger til tørring og brænding af tegl. Det skriver Teknologisk Institut i en pressemeddelelse.

Energiforbruget til murstensproduktion er højt og hovedsageligt baseret på gas. Men i et nyt projekt vil syv danske og britiske partnere undersøge om mikrobølger kan erstatte en del af gasforbruget til tørring og brænding af tegl. Foto: Randers Tegl A/S

I dag bruger de fleste teglværker naturgas som primær energikilde til tørring og brænding, men et britisk pilotforsøg har tidligere bevist, at det er muligt at erstatte op til 50 procent af gasforbruget med mikrobølgebaseret opvarmning. Teglværkerne kan dermed bruge energi fra vedvarende kilder som sol, vind og bølger. De britiske forsøg førte imidlertid aldrig til ændringer af britisk teglproduktion, fordi gasprisen faldt, og strømpriserne steg.

Læs også: Multikantet mursten køler om sommeren og varmer om vinteren

Energipriserne er dog ikke den eneste udfordring, fortæller sektionsleder Søren Christen Sørensen fra Teknologisk Institut.

»Selv om man også lavede et pilotanlæg i Storbritannien, kan deres resultater ikke bare overføres til Danmark, fordi vores råmaterialer er anderledes. Eksempelvis udgør blåler godt halvdelen af råvareforbruget i Danmark, og vi ved ikke, hvordan det reagerer på mikrobølgebestrålingen.«

Nogle materialer kan blive nærmest ‘gennemsigtige’ for mikrobølgebestråling, forklarer Søren Christen Sørensen.

»De forskellige materialer i leret har forskellige dielektriske egenskaber, og vi skal finde ud af, hvordan de ændrer sig under opvarmningsprocessen, så det ikke løber løbsk for os. Desuden skal vi selvfølgelig se på de færdige murstens egenskaber og farver.«

Læs også: Ny isolering kommer med gamle murstensskaller på

I forsøget, der støttes med 8,32 mio. kr. fra EUDP-midlerne, vil partnerne - der blandt andet tæller nogle af briter, der var med i de oprindelige forsøg - blandt andet bygge en 300 liter stor kombineret mikrobølge- og gasovn til pilotproduktion hos Teknologisk Institut i Århus. Her kan producenterne teste forskellige fremstillingsmetoder, så eksperimenterne kan laves til en fornuftig pris uden at bryde forstyrrende ind produktionsapparatet.

Selv om de store teglværker bruger tunnelovne, vil der her blive tale om en kammerovn. Resultaterne kan imidlertid omsættes til tunnelovne, mener Søren Christen Sørensen.

»Der vil være nogle regulerings- og måleparametre, der skal udvikles, men vi mener, at resultaterne vil kunne overføres. Men der vil være nogle andre forhold omkring tunnelovnene, som skal løses - eksempelvis hvordan man holder mikrobølgerne inde, førend teknologien kan tages i brug der.«

Læs også: Briter laver CO2-negative mursten af aske fra spildevand

Desuden skal det mønster, som stenene stables i, tilpasses til en ovn med mikrobølger for at sikre, at alle sten bliver opvarmet lige meget.

»Udover at spare på energien og bruge en anden energiform, så er målet også at lave mere ensartede produkter,« siger Søren Christen Sørensen

De første forsøg er planlagt til at gå i gang i slutningen af 2014. Projektet skal køre frem til 2016, hvorefter det er forventningen, at teknologien er modnet til at kunne bruges både i nye ovnanlæg og ved renovering af de eksisterende ovne.

Kommentarer (10)

»Udover at spare på energien og bruge en anden energiform, så er målet også at lave mere ensartede produkter,« siger Søren Christen Sørensen

Ak ja, det skal der nok være kunder til, men langt de fleste af mine kunder betaler gerne ekstra for det modsatte. Håndstrøgne kulbrændte sten fra f.eks. Petersen Tegl.

Al respekt for at bruge microbølgeovne til alt andet end mad HVIS det reelt giver en energibesparelse ???
Hvis det reelle scenarie er, at gassen skal laves om til el, for at drive microbølgeovnene, så vil det nok være et tvivlsomt regnestykke, som måske kun ender ud i "mere ensartede produkter" (læs "kedelige mursten").
Hvis det er målet, så brug dog beton. Så kan det ikke blive mere kedeligt ;-)

  • 1
  • 0

Det er pinligt, når Ulrik Andersen ikke løfter opgaven som journalist for ing.dk og besvarer et simpel spørgsmål fra en læser.

  • Artiklen er fuldkommen ligegyldig, hvis ikke der laves et energiregnskab.
  • 0
  • 0

Hej Hans Jørgen

Det er altid rart, når læsere gerne vil vide mere om det, vi skriver om. Men vi kan ikke følge med i debatterne under alle vore artikler, så en anden gang vil jeg anbefale, at du skriver direkte til den pågældende journalist. Navnet i bylinen er et maillink.

Mht dit og Lars Helbos spørgsmål, så har Søren Christen Sørensen sendt nedenstående oplysninger, som stammer fra de engelske forsøg, der omtales i artiklen.

  • brændetider reduceres med 30-50 procent.
  • samlet energibesparelse op til 50 procent.
  • I de britiske forsøg dækkede el ti procent af energiforbruget og gas resten.
  • reduceret flourid emission.
  • forbedret produktkvalitet pga. mindre temperaturgradient i gods.
  • Mht. forbedret ensartethed, så menes der fra produktion til produktion - dvs. forudsigelighed i produktserier.

Jeg håber, det besvarede jeres spørgsmål.

Venlig hilsen

Ulrik Andersen
Journalist
Ingeniøren

  • 0
  • 0

Havde du haft disse informationer med fra starten, så havde vi nok fået en mere interessant debat.
Det er jo nok for sent nu.

  • 0
  • 0