Nu skal landets store haller tjekkes for fejl i konstruktionen

Nu har Erhvervs- og Byggestyrelsen fået nok. Efter en række sammenstyrtede tage på landets store haller, senest tagkollapset på Club Danmark Hallen i Valby i juledagene, skruer styrelsen nu bissen på og kræver sikkerhed for, at de haller, der hidtil er blevet bygget, kan holde til kommende snevejr, også selv om vejret kan blive mere ekstremt og snefaldet voldsommere.

Styrelsens krav kommer i kølvandet på den ekspertrapport fra Statens Byggeforskningsinstitut, SBi, der blev offentliggjort i fredags.

SBi havde undersøgt tagkollapset på Club Danmark Hallen og selve hallens konstruktion. Og resultatet overraskede selv SBi's hærdede eksperter:

Fejl i hallens dimensionering og i opførelsen af hallen førte, sammen med ophobet sne på taget, til kollapset. Undersøgelsen viste også, at beregninger for bygningens sikkerhed ikke stemte overens med den måde bygningen er opført på.

Risiko for mange menneskeliv

Søren Tege Pedersen, vicedirektør i Erhvervs- og Byggestyrelsen, siger:

»Rapporten viser, at der har været væsentlige fejl ved hallen. For at forhindre lignende alvorlige kollaps vil vi nu sætte en række initiativer i gang. Først og fremmest kontakter vi kommuner og ejere af haller og opfordrer dem til at kontrollere især haller med store spændvidder.«

Advarselsbrevene er også sendt til ejerne af Club Danmark Hallens to søsterhaller i Århus og Aalborg. Her har limtræsfabrikanten Lilleheden leveret lignende tagkonstruktioner af buer, der er koblet sammen med stålbeslag, indslidset i bjælkeenderne. Og i begge haller har snetryk tidligere fået elementer i tagkonstruktionen til at briste.

Når det især er haller, styrelsen interesserer sig for, og ikke store produktionsbygninger, som historisk også har givet efter for snetryk, skyldes det, at faren for alvorlige personskader i haller som Club Danmark Hallen er stor, fordi der normalt er mange mennesker samlet i disse store haller.

Fast arbejde til rådgivere

Ansvaret for at hallerne er forsvarligt konstrueret, påhviler hallernes ejere, og det er ikke nok at sætte halinspektøren ud og kigge på hallen:

»Hallernes ejere skal hyre en rådgiver til at kontrollere, om der er problemer med hallerne. I nogle tilfælde skal bygningen måske forstærkes, i andre tilfælde foreslår rådgiveren måske en beredskabsplan, der bestemmer, at hvis der falder så og så meget sne, skal sneen fjernes på den og den måde,« siger Charlotte Micheelsen, chefkonsulent i Erhvervs- og Byggestyrelsen.

»Via halinspektørforeningen har vi sendt breve ud til 600 haller om, at hallernes ejere bør være opmærksom på deres konstruktioner, for vi har jo på forhånd ingen mulighed for at differentiere. Og endnu kender vi ikke omfanget af fejlbehæftede konstruktioner,« siger hun.

Udover henvendelsen til kommuner og halejere om at få tjekket hallernes konstruktion og udarbejde beredskabsplaner vil såvel Erhvervs- og Byggestyrelsen som SBi sørge for at videreformidle undersøgelsesrapportens konklusioner til byggebranchen og undervisningsinstitutioner.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er rart at se at der endelig er en myndighed der træder en smule i karakter i forhold til disse dødsfælder som man i årevis har ignoreret eksistensen af. At de så ikke rigtig GØR noget er så også meget typisk for dagens politiske billede. Myndighedernes respons er at tvinge nogen andre til at gøre noget - og til at betale regningen. På overfladen virker dette umiddelbart rimeligt da det jo er ejerne der har ansvaret for at det er sikkert at befinde sig i deres bygninger. Men hvor ofte skal man tjekke sin bygningskonstruktion? Alle disse bygninger er i princippet allerede tjekket som led i opførelsesprocessen - tjekket er bare ikke blevet gjort godt nok i flere tilfælde. Så hvor mange ekstra gange skal man tjekke grundkonstruktionen? Skal de samme firmaer der har regnet forkert tidligere have lov til at udføre de nye kontroller? De er sikkert billigst i udbuddet da de har regnearkene liggende fra tidligere.

  • 0
  • 0

Såfremt målsætningen i EBSTs udmelding skal følges, bør kontrolundersøgelsen udføres som et "independent review" , dvs. at et uafhængigt ingeniørfirma kontrolberegner den faktiske konstruktion efter nugældende normer og sikkerhedsniveau, evt. med udtagelsen af prøvelegemer til bestemmelse at materialestyrker. I denne sammenhæng mener jeg ikke, at man kan basere sig på et check af regnefejl i beregninger udført efter de normer, som gjaldt ved bygningens opførelse. At det vil medføre en lang række forstærkninger på eksisterende haller, fordi sikkerhedsniveau og normgrundlag er skærpet, kan ikke blive et argument for en kontrolberegning efter de normer, som gjaldt ved bygningens opførelse. Konsekvenserne af et svigt er lige alvorlige, hvad enten det er en ny eller gammel hal, og vi må forlange samme sikkerhedsniveau, uanset hvor vi forsamles.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten