Nu skal færdselsloven ændres, så dine pakker kan leveres af en robot
Nyt udkast til ændring af færdselsloven vil i fremtiden give tilladelser til forsøg med små selvkørende køretøjer på stier og fortove. Det kan være en lille transportrobot, der kører medicin ud til fru. Nielsen eller en selvkørende fejemaskine, som rydder sne foran hr. Hansens rækkehus. Og i stedet for en stor varevogn fra nemlig.com, der drøner ned af en villavej, så vil et lille elektrisk køretøj kunne overtage den sidste del af ruten, også kaldet “last-mile”-levering.
Ifølge udkastet, er det interesse fra erhvervslivet og forskningsmiljøet, som nu får regeringen til at understøtte udviklingen.
Hos brancheorganisationen DI Transport glæder branchdirektør Michael Svane sig over, at der nu kommer gang i udviklingen:
»Det er vigtigt, at vi har en lovgivning, som tillader nye mobilitetsformer og derfor er det godt at vi nu får de nødvendige regler på plads,« siger han.
Hele affæren omkring elektriske løbehjul er et godt eksempel på, at der er brug for sådan en regulering, mener Michael Svane. Her opstod et stridsspørgsmål mellem kommunen, politikere, borgere og udlejere af løbehjul, netop fordi der manglede klare rammer:
»Derfor er det vigtigt, vi sikrer samspillet mellem dem, der opholder sig på fortovet og samtidig sikre os, at teknologiudviklingen ikke går uden om Danmark,« siger han.
Kun seks km/t
I Færdselsloven står der specifikt, at et køretøj defineres som en “indretning på hjul, bælter, valser, meder eller andet, som er indrettet til kørsel på vej, og som ikke løber på skinner”. Dermed er droner ikke omfattet af udkastet. Der må heller ikke være tale om persontransport, så egentlige selvkørende biler eller taxaservice er også udelukket.
Derudover vil der være en del restriktioner på køretøjerne. For eksempel vil det ikke være tilladt at køre over 6 km/t, og der skal altid være kontakt til en person, som kan overtage styringen, hvis robotten selv gøre opmærksom på det, eller hvis personen vurderer, at der er behov for det. Der vil med andre ord, være brug for en person, som er parat til at fjernstyre for eksempel en robot, som er ved at gøre noget, som kan være til fare for andre trafikanter, eller bare ikke vil flytte sig.
Der er flere årsager til, at der er brug for en lovændring. Først og fremmest vil den type selvkørende køretøjer ikke passe ind i nogen af de eksisterende kategorier for køretøjer, som er omfattet af færdselsloven. Oven i det kommer så hele pointen med, at den skal være selvkørende og derfor ikke har en fører, som konstant har det fulde ansvar for køretøjet.
Det forudsættes også i lovudkastet, at sådan et selvkørende køretøj på vej ned af fortovet skal drives frem uden lokal emission - hvilket i praksis vil betyde, at det bliver elektrisk.
Lovforslaget er netop sendt i høring, og hvis det bliver vedtaget, vil de første forsøg kunne gå i gang 1. januar 2021.
Korrektion: Transportministeriet har efterfølgende gjort opmærksom på, at foreslaget til ændringen af færdselsloven skal gælde på områder som kun " i begrænset omfang anvendes til almindelig færdsel". Det vil i denne fortolkning for eksempel betyde lukkede stisystemer og parkeringspladser, og altså ikke befærdende fortove i bykerner.
