Nu skal elektriske fly lades op med laserstråler

Et ungt firma i Seattle, LaserMotive, har udviklet en trådløs, distanceopladningsteknik, som firmaet satser på skal bruges til at holde elektriske UAV'er (Unmanned Aerial Vehicle) i luften i meget lang tid.

UAV'er er førerløse droner, som især militæret bruger til overvågning af fjendtlig aktivitet.

I første omgang har LaserMotive i november 2009 demonstreret en transportabel laser-enhed, som er i stand til at aflevere flere hundrede watt til et bevægeligt fartøj på en afstand af 1 km.

På kortere afstande vil dette kunne stige til over 1.000 watt.

Demonstrationen medførte, at LaserMotive vandt konkurrencen The 2009 Nasa Centennial Challenge for Beamed Power.

Næste milesten bliver at demonstrere opladning af en elektrisk UAV. Det skal ske omkring udgangen af 2010, hvorefter opgaven bliver at demonstrere opladning af en lille sværm af UAV'er samt opladning i højder over 5 km og med en større effekt.

Emner : Droner