»Det lyder som et meget aktuelt problem. Uhyggeligt aktuelt. Skrev de faktisk det for 50 år siden?«
Spørgsmålet kommer fra lektor Tine Steen Larsen fra Aalborg Universitet, da Ingeniøren ringer for at finde svar på, om en 50 år gammel opfordring er blevet hørt.
Dansk Ingeniørforenings 75-års jubilæum i 1967 fik det daværende Ingeniørens Ugeblad til på lederplads at opfordre byggebranchen til at opføre en ny bygning ‘med hensyntagen til alle de forskellige krav, fremtiden måtte stille til byggeriet’.
‘Det, man må finde frem til, er, hvordan man indretter boligen bedst muligt i overensstemmelse med befolkningens ønsker og behov, og her spiller en hel række af faktorer ind, f.eks ventilation, opvarmning, belysning, støjisolering, rigtige proportioner, overfladekarakterer, osv. osv. Det er ikke noget, arkitekter og ingeniører kan skabe alene. Der må et bredt samarbejde til mellem arkitekter, ingeniører, læger, psykologer, sociologer, økonomer og andre,’ lød det fra foreningens daværende formand, Gunnar P. Rosendahl i en kommentar til lederen.
‘Tager man et varmesystem som eksempel, så lægger man efter vor opfattelse megen vægt på at konstruere et teknisk optimalt varmesystem og interesserer sig for lidt for de fysiologiske problemer i forbindelse med varmesystemet,’ fortsatte han.
Tilbage i nutiden har Tine Steen Larsen de seneste ti år målt og undersøgt flere af de demonstrationsbyggerier og renoveringer, som skulle vise, hvordan byggebranchen kunne leve op til fremtidens krav. Og det har især været energikravene, der har været i fokus:
»Der er krav om, at man med beregninger skal dokumentere energiforbruget, så det gør man bare. Men bygningsreglementet for boliger indeholder ikke mange indeklimakrav. Og dem, der er, kunne godt strammes op. Eksempelvis er der krav om, at du ikke må have overtemperaturer i længere tid, men du vælger selv, hvilket rum du vil lave beregningen for, så det afhænger meget af ingeniørens moral, om den bliver retvisende. Og mange købere tænker slet ikke over det. Det er langt lettere at forholde sig til energiforbruget, fordi det er nemmere at måle og håndtere,« siger hun.
Artiklen fortsætter under grafikken
De seneste 50 år har vægtningen mellem energiforbrug og indeklima tippet frem og tilbage. Oliekriserne gjorde opvarmning dyrt, så interessen for at isolere og tætne de eksisterende boliger steg, mens vinduerne i nybyggede huse blev mindre og mindre. Da lugten af skimmelsvamp efterfølgende kom snigende i flere og flere huse, blev næserne igen rettet mod indeklimaet, og i 1980’erne blev der forsket i og informeret meget om indeklima og indflydelsen på beboerne.
I 2008 tippede balancen så igen. Folketinget vedtog, at energiforbruget i nye huse skulle skæres ned med mindst 75 procent frem mod 2020, hvor nye huse skulle være ‘næsten nul-energi’.
Men nu er der rejst tvivl om, hvorvidt – den i dag frivillige – Bygningsklasse 2020 nogensinde bliver indført. Og selv om alle ved, at energiforbruget i de eksisterende bygninger skal skæres ned – omkring 40 procent, har IDA eksempelvis foreslået – svinger pendulet tilbage mod indeklima.
Ikke kun fordi nogle af lavenergihusene har vist sig at have problemer med overophedning og med at få de stadigt mere avancerede installationer til at fungere. Men fordi det har vist sig at være svært at få danskerne til at investere i energirenovering. Og de, der faktisk renoverer eller køber lavenergihuse, har i mange tilfælde skruet op for varmen, så en del af energibesparelsen er blevet omsat til komfort.
»Efterhånden har man hele raden rundt erkendt, at vi må droppe at få folk til at energirenovere udelukkende ved at se på simpel tilbagebetalingstid,« siger Tine Steen Larsen. Til gengæld kan indeklimaet være en driver for energirenovering, mener hun.
»Når vi begynder at tale om sundhedseffekterne ved et godt indeklima, så begynder folk at lytte efter. Og hvis man viser alle fordelene – og eventuelt værdisætter dem – kan vi måske få flere til at gå i gang med energirenovere.«
Vil man opleve, hvordan godt – og knap så godt – indeklima føles, skal man tage til Holstebro.
Her har fonden Realdania opført tre rækkehuse som en del af projektet Sunde Boliger. Udadtil er de næsten ens, men kommer man ind bag facaderne, er der store forskelle, fortæller arkitekt og projektleder Jørgen Søndermark fra Realdania, mens han åbner døren til det midterste af husene.
»Huset her er bygget efter standarden i dag. I huset til venstre har vi forsøgt at bruge ny teknologi til at forbedre indeklimaet, og i huset til højre har vi forsøgt at opnå et bedre indeklima med et minimalt forbrug af ny teknologi.«
Ud over den ingeniørtiltalende udsigt ud over Vandkraftsøen er det første, der rammer én inde i huset, lugten af ny maling.
Standardhuset er opbygget helt traditionelt: Facaden er af tegl. Bag den er isolering og en dampspærre. Indervæggen er af letklinkerbeton. Vinduerne er tre-lags lavenergiruder. Ventilationen styres af et anlæg med varmegenindvinding, så energirammen kan overholdes. Indblæsningsventilerne er monteret i lofterne, som en del steder består af akustikplader. Indvendigt er huset malet hvidt med almindelig maling.
På gulvet snor et virvar af tynde plasticslanger sig. Det er en del af det udstyr, der måler afgasningen i huset. Som Ingeniørforeningens formand ønskede sig i 1967, er husene nemlig bygget på et fundament af indeklimaundersøgelser skabt i et tværfagligt samarbejde mellem læger, arkitekter, ingeniører og antropologer, fortæller Torben Sigsgaard, professor og centerleder ved Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet.
Mellem 2009 og 2016 var han leder af Center for Indeklima og Sundhed i Boliger (Cisbo) – et tværfagligt forskningssamarbejde, som Realdania også finansierede. I dag er han blandt andet tilknyttet Sunde Boliger, hvor opdagelserne fra Cisbo bliver omsat til virkeligheden.
»For det første skal man bruge afprøvede materialer og teknikker i sit byggeri, så man har en fornemmelse af, at der er styr på den del. Og når man har bygget, vil der i en periode være en vis afgasning fra materialerne. Det skal man også måle på,« forklarer Torben Sigsgaard.
Men den største indeklimapåvirkning kommer i driftsfasen – altså når beboerne rykker ind og begynder at leve i huset.
»Så man er nødt til at have et fokus på brugerne, og hvad de gør, når de bor i og eventuelt renoverer huset. Det er eksempelvis vigtigt at gøre husene nemme at holde rene og hjælpe dem med at fastholde et godt indeklima.«
Noget af det, Cisbo fandt ud af, var, at partikelforurening er et undervurderet indeklimaproblem.
»Hidtil har man ikke tænkt så meget på partikler. Man har mere koncentreret sig om afgasninger. Men partiklerne er bærere af mange problemer. Det er dem, der deponeres på slimhinderne i lungerne og længere oppe i luftvejene. Der virker de inflammatorisk, og er der også skimmel i boligen, kan det give yderligere problemer. Især for sårbare mennesker, som børn eller folk med astma.«
En del partikelforurening kan let undgås – eksempelvis ved at undlade at tænde stearinlys.
Men andre partikelskabende aktiviteter kan man ikke bare undlade, siger Jørgen Søndermark, da vi står ved standardhusets køkkenø. Som i mange andre nybyggerier er kogepladen placeret midt på køkkenøen med en frithængende emhætte over. På den måde kan kokken følge med i, hvad der sker i resten af stuen, mens der kokkereres.
»Men madlavning producerer rigtig mange partikler, der faktisk ligner de partikler, vi ser fra dieselbiler. Og placeringen på en køkkenø betyder, at emhætten har svært ved at suge partiklerne væk. Man skal jo lave mad, så der må andre løsninger til.«
Andre løsninger er der også brug for, hvis partikelforureningen fra andre dagligdags aktiviteter skal undgåes.
»Støvsugning er en anden partikelskabende aktivitet. Man suger godt nok store partikler ind, men i støvsugeren bliver en del af dem slået i stykker og blæst ud igen på trods af filteret. Og håndtering af vasketøj giver også meget støv. Det er derfor, de fleste af os har så meget støv i soveværelset. Det er ikke, fordi vi har tøj liggende i skabene, men fordi vi lægger det sammen på sengen, før vi lægger det ind. Der skal man også tænke anderledes.«
Grafikken herover gennemgår de anderledes løsninger mere detaljeret. I det såkaldte NOtech-hus er det arkitekturen, der reducerer indeklimabelastningen med separat køkken og naturlig ventilation gennem ovenlys over bade- og toiletrum, køkkenet og legerummet mellem børneværelserne. Desuden er NOtech-huset ligesom YEStech-huset udstyret med centralstøvsuger, der fører afkastluften op over taghøjde, så de små partikler blæses ud.
I YEStech-huset er køkkenet blevet flyttet fra kogeøen og udstyret med avanceret emhætte med lufttæppe, der indfanger partikler. I alle rum sidder der desuden sensorer, der leverer data til et avanceret zone- og behovsstyret ventilationssystem.
Sensorerne vil vi se i flere og flere boliger de kommende år, mener både Tine Steen Larsen, Jørgen Søndermark og Torben Sigsgaard.
»Sensorerne bliver billigere og billigere. I 2011 kostede en CO2-måler mellem 8.000 og 10.000 kroner. Nu kan du få den for 1.000 kroner, og priserne falder bare. Om få år kan vi sikkert få en for 100 kr.,« siger Tine Steen Larsen.
Både boligselskaber, virksomheder og private står på spring for at bruge sensorerne, fortæller Torben Sigsgaard:
»Boligselskaberne vil gerne sikre sig, at man opdager indeklimaproblemer, før de giver skader på bygningen, og mange beboere og boligejere vil også være interesserede i at kunne styre indeklimaet bedre. Det kan jeg eksempelvis høre på mine studerende – de kommende boligejere.«
Bedre indeklimadata kan øge bevidstheden om indeklimaets betydning og måske få flere til at gå i gang med at renovere, mener Tine Steen Larsen, der for tiden arbejder med projektet Rebus, der skal øge og forbedre renoveringen af almene byggerier – blandt andet ved at måle før og efter renoveringen og på den måde få kvantificeret renoveringens effekt og beboernes oplevelse af den.
»Måske kan vi få gang i flere renoveringer ved at få sat data og værdi på fordelene,« siger hun.
Jørgen Søndermark håber, at erfaringerne fra rækkehusene i Holstebro både kan overføres til renoveringssager og vise byggebranchen, at det er muligt at hjælpe beboerne til et bedre indeklima.
»Når indeklimaet er dårligt, skyder man altid skylden på brugerne. Det ville man jo ikke acceptere, hvis det var en bil eller et stykke værktøj, der ikke virkede. Vi vil vise, at det er muligt at lave løsninger, der er så robuste, at man faktisk kan leve et almindeligt menneskeliv i disse huse uden at gå på kompromis med indeklimaet,« lyder det.
Næsten som i 1967, hvor Ingeniørens leder sluttede med disse ord:
‘Givet er det, at det eventuelle resultat ikke kan blive et byggeri, hvorom man kan sige, at sådan skal det være – her har vi det eneste rigtige – men man bør i hvert fald kunne sige: Her er et byggeri, der er gennemtænkt, der er lavet for mennesker.’
