Nu printer de et kontorhotel i Københavns Havn
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Nu printer de et kontorhotel i Københavns Havn

Buede betonvægge og et skråt tag er ikke svært at bygge, når man har en 3D-printer til formålet. Et nyt byggeri i Nordhavn skal vise mulighederne med 3D-printet beton. Foto: 3D Printhuset / Arkitekt Ana Goidea

OPDATERET: Hoteller, kontorer og boliger i både én og flere etager er allerede blevet printet rundt omkring verden de seneste år. Men i Europa har klimakrav og byggelovgivning gjort det noget sværere at komme i gang med at 3D-printe bygninger, selv om der er åbenlyse fordele, som f.eks. reduceret materialeforbrug og mulighed for at give betonen mere organiske former.

»Europa er uden tvivl den verdensdel, hvor der forskes og udvikles mest i 3D-printet beton, og hvor flest firmaer er involverede. Men det har taget længere tid at komme frem til rent faktisk at opføre noget med teknologien, fordi der er flere krav og standarder, som man skal leve op til,« forklarer teknisk chef i 3D Printhuset A/S Jakob Jørgensen.

Læs også: Se Dubais 3D-printede ‘fremtidskontor’ blive bygget

Basisfundamenet er allerede armeret og udstøbt. I næste uge går printeren i gang med at ekstrudere randfundament og senere væggene. Betonblandingen er traditionel beton med tilslag af genbrugt tegl i stedet for grus som eller er almindeligt at benytte. Teglen forbedrer betonens flydeevne, så der kun er behov for en smule plastificering. Teglstykkerne er desuden så lette, at de ikke synker ned gennem de våde nyprintede betonlag. Foto: 3D Printhuset

Print skal udradere skepsis

Men i disse dage er en 3D-printer i gang med at printe fundamentet til et hus i Nordhavn i København, som skal blive Danmarks og måske også Europas første 3D-printede bygning, der lever op til alle myndighedskrav.

»Vi mødte betydelig skepsis over for teknologien fra byggebranchen, der godt nok kunne se nogle af potentialerne ved 3D-printet byggeri, men også havde svært ved at se, hvordan byggetilladelse kunne opnås. Det har vi nu bevist kan lade sig gøre, og vi håber, at The BOD bliver et effektivt demonstrationsprojekt, der kan inspirere andre til at fortsætte og anvende 3D-printteknologien til byggerier,« siger direktør i 3D Printhuset Henrik Lund-Nielsen i en pressemeddelelse.

Print fra fod til loft

Der er tale om en lille bygning på knap 50 m2, der indrettes til kontorhotel. Både fundament og grundplan har kurver og vinkler, der normalt ville få betonfolkene til flå sig i håret eller gnide sig i hænderne, afhængigt af om de var på fastpriskontrakt eller timebetaling. Men her blev printerteknologien også en løsning.

»Vi har snakket en del med dem, der skulle støbe basisfundamentet. Men til sidst fandt vi frem til en løsning, hvor vi printede randen, og så kunne de støbe soklen inden i,« fortæller Jakob Jørgensen.

Printerkonceptet er det samme som i de små hobbyprintere. Foto: 3D Printhuset

Selve printeren er nærmest en gigaudgave af de små hobbyprintere af gantrytypen, som har været i handlen i flere år. Den har en størrelse på 8x8x6 meter. Printerens bevægelse i højden sikres via servomotorer på søjlerne, og printeren printer med en hastighed på 2,5 meter/minuttet. Hvert printede lag har en højde på 20 mm og bredde på 50-70 mm afhængig af anvendelsen.

Genbrugspapir isolerer

På mandag begynder 3D Printhuset at printe randfundamentet. Oven på det skal muren printes. Holdet printer en hulmurskonstruktion, som efterfølgende fyldes med isoleringsmaterialet Primewool, der laves af papir fra genbrugte gipsplader.

Læs også: Kontorbygning med alt inventar skal 3D-printes

Det er tilstrækkeligt til at opfylde Bygningsreglementets isoleringskrav. Til gengæld er det noget sværere at opfylde kravene til statik, fortæller Jakob Jørgensen.

Traditionelle betonsøjler

»Trykket kan vi uden problemer tage med den betonrecept, vi har udviklet. Men vindlast og bøjninger er noget sværere. Målet er, at vi kan klare alle laster med 3D-printet beton. I den nuværende betonblanding har vi tilsat plastfibre - såkaldte englehår. Det fungerer rigtig godt. Vi har tidligere haft det problem, at betonvæggen flækkede mellem lagene, når vi belastede et vægstykke. Det problem har vi ikke mere. Men vi er ikke helt oppe på de styrker, som er nødvendige for at kunne dokumentere, at betonen kan klare alle laster.«

For at kunne overholde den stramme tidsplan for demonstrationsbyggeriet har holdet derfor valgt at støbe traditionelle armerede søjler ind i de printede vægge. Med det almindelige statiske system har det også været lettere at få byggeriet myndighedsgodkendt.

Læs også: VIDEO: Første hus 3D-printet i ét stykke

Tidspres er også årsagen til, at taget ikke bliver 3D-printet.

»Oprindeligt var det planen at printe tagfladen også, og vi har mange ideer til, hvordan man kunne gøre det. Men vi har ikke fundet det helt rigtige, og man skal jo ikke bruge teknologien til noget, som den ikke er optimal til. Derfor bygger vi et traditionelt tag med tagspær, osv.,« siger Jakob Jørgensen.

Installationerne bliver også udført traditionelt.

»Vi kunne godt have ført installationerne op i væggene, men det ville have taget lang tid. Så vi har valgt at bruge gulvkontakter og føre ledninger op igennem panelerne. De er jo også krumme, så dem printer vi efterfølgende i plast, så de er til at samle som samlesæt.«

Læs også: Kinesere 3D-printer ti nye hjem på én dag

På mandag kan man komme og se printeren arbejde i det telt, der er opført over byggepladsen. Hele huset skal stå færdigt i november.

Løsninger skal optimeres

Sideløbende har 3D Printhuset gang i flere nye projekter.

»Vi håber at komme med i flere udviklingsprojekter. Og vi har et samarbejde med Arkitektskolen om at udvikle teknologien. Lige nu printer vi et hus, som man ville printe en lille genstand i en almindelig 3D-printer. Men der er jo ingen, der siger, at det er den optimale metode. Måske kunne man printe elementer, der ligger på siden og efterfølgende skal rejses op. Måske skal man bruge en anden slags printer. Det kan være, at der er andre teknologier, der er endnu bedre.«

Ud over projektet i Nordhavn er der også et projekt i gang i Nyborg, hvor der skal opføres et kombineret fælleshus og vaskeri i forbindelse med et ungdomsboligbyggeri. Dette projekt vil imidlertid blive opført i 3D-printede elementer.

OPDATERET: I den oprindelige artikel stod der, at NCC Construction A/S, Force Institute A/S og Gips Recycling A/S var en del af holdet bag projektet. Oplysningen stammede fra projektets hjemmeside, hvor der stod, at 'Projektet udføres i samarbejde med NCC Construction A/S, Force Institute A/S og Gips Recycling A/S, der alle også støtter op om nuværende projekt.' Efter artiklens publicering har NCC og 3D Printhuset henvendt sig for at understrege, at det udelukkende er 3D Printhuset, der står bag byggeprojektet i Nordhavn. Artiklen er opdateret 9/9-2017, så det fremgår, at det er 3D Printhuset, der står bag projektet.

Taget burde vel være en 3d-printet kuppelstruktur af en eller andet art? Enten hobbit-agtig eller geometrisk.

  • 1
  • 0