Nu ser det ud til, at de tre store byer med kulfyrede kraftvarmeværker kan få dispensation fra det såkaldte kraftvarmekrav, når de inden længe skal finde en erstatning for den eksisterende fjernvarme på kul. Et ønske, som de blandt andet har argumenteret for her i Ingeniøren.
Læs også: Biomasse eller varmepumper? I Esbjerg står slaget om fremtidens fjernvarme
Konkret betyder det, at Odense, Esbjerg og Aalborg kommuner i deres energiplanlægningen nu kan få lov at vælge en fjernvarmeforsyning fra for eksempel store varmepumper, solvarme, geotermi og/eller biomassefyret fjernvarme uden elproduktion. Frem for blot at skulle ombygge de kulfyrede kraftvarmeværker til biomassefyrede ditto.
Det er Energistyrelsen, som – efter at have undersøgt sagen – nu »forventer at der er en god mulighed inden for de gældende regler for at kunne hjælpe kommunerne på vej med udfasningen af kul afhængig af det enkelte projekt«.
Undersøgelse under pres
Ministeren har bedt Energistyrelsen undersøge sagen nærmere efter pres fra energiforligskredsen og fra borgmestrene i de tre byer. Et pres, som nu tilsyneladende har båret frugt.
Læs også: Rundspørge: Politikere arbejder på en løsning for de store kulkraftværker
»Vi er glade for at ministeren har lyttet og nu åbner for skræddersyede løsninger for de enkelte værker,« siger energiordfører Jens Joel fra Socialdemokratiet.
Læs også: Fjernvarme Fyn: Varmepumper eller biomasse - vi kender ikke reglerne
Esbjergs borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) kalder udmeldingen for en fantastisk julegave:
»I stedet for en større investering i et biomassefyret kraftvarmeværk bliver der nu mulighed for at basere fremtidens fjernvarme på fremtidens løsninger i stedet for fortidens teknologi,« siger borgmesteren ifølge Jydske Vestkysten.
Afviser stort biomasseværk
Teknisk chef i Din Forsyning i Esbjerg Claus A. Nielsen vil over for netmediet Energiwatch ikke pege på, præcis hvilke alternativer der er mulighed for at bygge i eksempelvis Esbjerg.
Men han tilkendegiver, at Ørsteds oprindelige planer for et stort biomassefyret kraftvarmeværk ikke bliver realiseret:
Læs også: Nordjyllandsværket i knibe: Håber på dispensation til store varmepumper
»Vi vil helt sikkert ikke investere i et stort biomassefyret kraftvarmeværk. Det er hverken økonomisk eller teknologisk attraktivt. Men hvis Ørsted kan præsentere os for en fornuftig løsning, der tilbyder et bedre produkt eller en lavere pris, så har vi intet imod at fortsætte samarbejdet med dem, ligesom vi gerne samarbejder med andre,« siger Claus A. Nielsen.
Analyse af forsyningssikkerhed igang
Det er bestemt i Energiaftalen, at man som udgangspunkt vil afskaffe kraftvarmekravet, og at det først skal ske i de mindre fjernvarmeområder fra 1. januar 2019.
Samtidig besluttede man at se på muligheden for lempelse af kraftvarmekravet også i de mellemstore og store områder. Det skal dog først ske, efter at man har analyseret konsekvenserne for blandt andet forsyningssikkerheden.
Læs også: Tænketank: Kystnære kraftværker bør ombygges med varmepumper
Denne analyse er igangsat og ventes færdig i 2019. Men da der er et presserende behov for at træffe investeringsbeslutninger i de tre byer, har styrelsen altså nu åbnet for, at kommunerne kan søge om dispensation fra kraftvarmekravet allerede nu.
