Nu kommer den russiske gasledning: Danmark giver grønt lys til Nord Stream 2
Energistyrelsen har godkendt, at det russiske olieselskab Gazprom må lægge gasledningen Nord Stream 2 sydøst om Bornholm. Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.
Tilladelsen kommer, to et halvt år efter projektet sendte deres første ansøgning om at føre ledningen gennem dansk territorium.
Siden da har der været en del tovtrækkerier, men nu har Nord Stream 2 sin sidste tilladelse i hus. Indtil i dag var Danmark nemlig det eneste land, der endnu ikke havde givet grønt lys til ledningen.
Derfor kan kaptajnen på rørlægningsskibet Solitaire nu udstikke retningen for skibet, som allerede er i fuld gang med at anlægge den 1.230 kilometer lange gasledning i havets dyb - og for en måned siden var blot få uger fra Bornholm. Der var derfor tvivl om de ville have tilladelsen i tide.
Læs også: Kæmpe russisk gasledning er få uger fra Bornholm – uden dansk tilladelse
»Vi taler ikke længere måneder. Om få uger forventer vi at nå EEZ-grænsen, alt afhængig af vejret,« lød det på det tidspunkt fra Ulrich Lissek, som er pressechef i Nord Stream 2, der er ejet af Gazprom.
De sidste tilladelser til gasledningen fra Rusland, Sverige, Finland og Tyskland kom i hus i august 2018, men i 2019 var der stadig intet svar fra Danmark, selvom de havde fået den første ansøgning fra Nord Stream 2 helt tilbage i april 2017. Præcis to år senere fik Nord Stream 2 nok og udsendte 1. april i år en skarp pressemeddelelse, hvor de kritiserede den danske sagsbehandlingsproces.
Selskabet skrev blandt andet, at de opfattede, at de danske myndigheder var ude i et »bevidst forsøg på at forsinke gennemførelsen af projektet«.
Læs også: Energistyrelsen: Flyt Nord Stream 2-rute syd om Bornholm
Siden da ansøgte Nord Stream 2 om en række andre ruter. Den seneste ansøgning med to rutealternativer blev sendt i april i år, og det er den korte af de to, Energistyrelsen nu har godkendt.
Det skyldes, at risikoen og påvirkningen ud fra et miljø- og sikkerhedsmæssigt perspektiv er mindst ved den korte rute, oplyser Energistyrelsen i deres pressemeddelelse.
Selvom tilladelsen fra Danmark nu er i hus, skal Nord Stream 2 vente yderligere en måned, før de kan begynde at lægge rør ved den danske såkaldte EEZ-grænse. Årsagen er en klagefrist, som løber en måned efter tilladelsen er givet.
