Nu kommer den grønne elektronik

En mobiltelefon fremstillet af majsekstrakt. En anden baseret på gamle sodavandsdåser og brugte bildæk.

Stadig skrappere miljødirektiver har allerede fået danske og udenlandske elektronikproducenter til at skippe bly, cadmium og kviksølv, men flere er gået skridtet videre.

Nu skal oliebaseret plastic ud af produktionen til fordel for biologisk nedbrydelige materialer, og både Nokia og Samsung har kastet sig ud i løjerne på deres hjemmemarkeder.

»Vi har undersøgt forskellige biomaterialer i årevis, men det er krævende arbejde, fordi materialerne ikke må være sensitive over for varme og vand. Det skal være lige så stærkt som almindelig plastic,« siger Nokias miljødirektør, Mitti Storckvius.

Foreløbig har arbejdet resulteret i en endnu ikke funktionsdygtig showcase-model, hvor coveret er lavet af gamle aluminiumsdåser, plasticdelene stammer fra plasticflasker, mens tasterne engang har været bildæk.

En model, der imidlertid virker og kan købes på visse markeder, er 3110 Evolve. Her er halvdelen af coveret lavet af biomateriale.

Desuden er Nokia holdt op med at bruge polyvinylklorid, også kendt som PVC, og har i stedet udviklet en polylaktisk syre (PLA), baseret på biomasse.

Ifølge Nokia har produktet samtidig den sidegevinst, at der udledes 25 procent mindre CO2 ved produktionen end ved oliebaserede covers.

Samme tendens ses hos koreanske Samsung, som i hjemlandet netop har lanceret en model, hvor coveret indeholder majsekstrakt, samtidig med at telefonen er udstyret med ekstra energibesparende funktioner.

Også hos græsrødderne

I den anden ende af markedet, blandt de små og mere græsrodsorienterede virksomheder, findes den irske pc-producent Micropro, som med sin Iameco-serie kæmper for at få blomstermærket, som er EU's officielle økomærke.

Iameco er kendt for, at firmaets monitors, keyboards og mus er bygget af træ, mens kabinetterne er fremstillet af genbrugsaluminium. I øjeblikket arbejder irerne desuden på at finde erstatninger for plastic i øvrige produkter.

»Grønt er populært nu. Specielt siden 2006 er interessen eksploderet, drevet af regeringer med fokus på drivhuseffekten. Hvis alle fulgte efter, ville vi have en meget grønnere planet,« siger Micropros direktør, Paul Maher.

Endnu er økolinjen dog ikke tilstrækkeligt stor til, at virksomheden kan leve af det, og derfor bliver der også produceret traditionel elektronik ved siden af. Men Iameco-omsætningen er vokset fra at udgøre halvanden procent for fem år siden til 15 procent i dag.

Hvis væksten i brug af biologisk nedbrydelige materialer fortsætter, giver det ikke kun et mindre forbrug af olie og andre skadelige stoffer. Der vil også være massive fordele at hente, når udstyret skal pensioneres. Konventionel elektronik kan nemlig skade naturen flere årtier, efter at det er blevet skrottet, påpeger Jesper Thestrup, som er formand for Elektronikpanelet, et miljøorgan for elektronikaffald, som Miljøstyrelsen har nedsat.

Havner i skraldespanden

Mange elektronikprodukter havner nemlig i skraldespanden sammen med husholdningsaffaldet.

»Det, vi gerne skal undgå, er, at de stoffer, der er i mobiltelefonerne, brydes ned i affaldskæden og havner i grundvandet,« forklarer Jesper Thestrup og understreger, at der ikke findes nogen nem måde at løse miljøproblemerne på.

Men der er dog to veje frem: Den ene er ved indsamling at sørge for, at elektronikprodukterne bliver sorteret fra og nedbrudt under kontrolleret form. Den anden er at sørge for, at de ikke laver flere ulykker end højst nødvendigt, hvor de havner. Derfor kan bionedbrydeligt plastic blive rigtig interessant, mener panelet.

»Men indsamling har ikke nogen stor stjerne hos befolkningen, viser vores undersøgelser desværre,« fortæller Jesper Thestrup,.

Astrid Boisen er projektleder hos Novozymes og en forskergruppe på DTU, der finansieret af Højteknologifonden netop fokuserer på bioplastic. Hun er ligeledes glad for, at der bliver sat gang i markedet.

»Bioplastic er den rigtige vej at gå, og selv hvis mobiltelefonerne ikke bliver håndteret anderledes, eller er biologisk nedbrydelige - hvilket ikke al bioplastic er - så får de sat gang i en udvikling, som vi død og pine skal have sat i gang,« siger hun og fortsætter:

»Vi løber måske tør for olie om 50 år, så vi er nødt til at finde alternativer nu. I dag handler det nok mest om branding for producenterne, for bioplastic er stadig for dyrt at producere i forhold til at bruge olie. En dag vil det dog ikke længere kun være en grøn niche, men en nødvendighed.«

Fakta: Grøn elektronik

Begrebet grøn elektronik afspejler hele produktets livscyklus: Produktion, brug og skrot.

  • Produktionen refererer dels til de materialer, der bliver brugt til enheden, dels til de naturressourcer, der bliver brugt under fremstillingen.

  • Ved brugen af elektronikken fokuseres på energiforbruget, dels ved at producere mindre strømkrævende enheder, men også ved for eksempel at udvikle opladere, som selv slår fra, når enheden er fuldt opladt i stedet for at hive standby­strøm ud efterfølgende.

  • Skrot og genbrug er et af de sværere emner. En undersøgelse fra Nokia viste tidligere på året, at blot tre procent sender deres mobiltelefon til genbrug, mens resten havner i skuffen - eller værre endnu - ryger ud med husholdningsaffaldet.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

En model, der imidlertid virker og kan købes på visse markeder, er 3110 Evolve. Her er halvdelen af coveret lavet af biomateriale.

Desuden er Nokia holdt op med at bruge polyvinylklorid, også kendt som PVC, og har i stedet udviklet en polylaktisk syre (PLA), baseret på biomasse.

polylaktisk = polymælkesyre

  • Søren
  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten