Nu kan man printe en granatkaster - med ammunition
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Nu kan man printe en granatkaster - med ammunition

Bortset fra fjedre og beslag er alt på denne granatkaster 3D-printet med forskellige metoder. Endnu er produktionsformen for dyr til masseproduktion, men det er meget billigere at lave fungerende prototyper og teste modifikationer, når man kan printe i stedet for at støbe og fræse, fortæller de amerikanske forskere bag den første 3D-printede granatkaster. Foto: US Army Armament Research, Development and Engineering Centre (ARDEC)

Den amerikanske hær har 3D-printet en granatkaster og et granathylster - og affyret den flere gange uden problemer. Metoden er moden til lynhurtig prototypeproduktion. Navnet? RAMBO!

3D-printede håndvåben har vakt sensation - og ikke så lidt bekymring - de seneste år. Især i USA. Men nu overgår den amerikanske hær våbenbyggerne ved at 3D-printe en fungerende granatkaster med tilhørende ammunition (dog af den ikke-eksplosive slags). Det fortæller den amerikanske hær i en pressemeddelelse, der er gengivet i flere medier, heriblandt The Engineer.

Læs også: Japaner anholdt for at 3D-printe våben

Forskerne på US Army Armament Research, Development and Engineering Center (ARDEC) kalder med sædvanlig amerikansk begejstring for billedskabende akronymer det nye våbensystem Rapid Additively Manufactured Ballistics Ordnance - eller RAMBO i kort form. Det 3D-printede våben er baseret på den konventionelt producerede granatkaster M203A1, som er samlet af mere end 50 enkeltdele. Alle delene med undtagelse af fjedre og beslag blev produceret med forskellige 3D-printmetoder.

Printer riffelgangen

91 procent af delene til granatkasteren kunne printes på samme bundplade i løbet af kun 35 timer. Men print af løbet og receiveren tog 70 timer, og derefter skulle delene både skæres fri af bundpladen, slibes, poleres og annodiseres for at få en tilstrækkelig hård overflade. Foto: US Army Armament Research, Development and Engineering Centre (ARDEC)

Løbet og styrerammen (receiver, red.) blev fremstillet ved mikrosvejsning af aluminumspulver (Direct Metal Laser Sintering (DMLS)). Løbet blev printet vertikalt med riffelgangen inden i. Processen tog 70 timer, og derefter skulle delene skæres fri fra bundpladen og efterbearbejdes i fem timer, før de blev annodiseret for at få en hårdere overflade. 91 procent af delene kunne printes på den samme bundplade i løbet af 35 timer.

Læs også: Aalborg-firma vil forhindre 3D-printede våben

Aftrækkeren og slagstiften blev printet i en stålegering af samme type, som bruges i M203A1, og de øvrige komponenter blev også printet på forskellig vis.

Ammunition udfordrer

Sideløbende har forskerne printet ammunition til granatkasteren. Der er dog tale om ikke-eksplosiv ammunition af typen M781, som bruges til øvelser.

Her var udfordringen, at en del af granaten, projektilkroppen, produceres i zink, som man i dag ikke kan 3D-printe. Derfor eksperimenterede forskerne med at printe selve projektilkroppen i aluminium. Problemet med den metode er, at aluminium vejer under halvdelen af zink, hvilket resulterer i for høj hastighed. Derfor prøvede forskerne at printe i stål. Men stål er hårdere end annodiseret aluminium, så for ikke at ødelægge riffelsnoningerne pressede man en 3D-printet plastring ned over hylsteret, så det var plast, der kom i kontakt med løbets snoninger. En tredje metode var at placere ståldelen i en 3D-printet støbeform og støbe en epoxybaseret ring på. Den fjerde og sidste metode var at 3D-printe projektilkroppen i voks og via ‘lost wax-metoden’ støbe projektilkroppen i zink.

Læs også: Kampagne: 3D-print dit eget våben

Kappen kunne til gengæld let printes i et termoplastisk materiale med samme metode, som de fleste hobby-printere anvender: Fused Deposition Modelling (FDM). Den eneste del, der ikke kunne printes, var granathylsteret.

Sænker pris på prototyper

Herefter testede forskerne våbnets duelighed og kunne efter 15 skud konstatere, at der ikke kunne ses skader eller nedbrydning på granatkasteren.

Læs også: 3D-printet plastpistol affyret for første gang

Forsøget viser ifølge forskerne, at 3D-print med fordel kan bruges i prototypeudvikling og til at teste modifikationer af eksisterende våbensystemer baseret på tilbagemeldinger fra de soldater, der bruger dem. Det er relativt billigt og hurtigt i forhold til eksisterende metoder.

Kommentarer (5)