Nu kan et fingeraftryk dateres

Illustration: University of Sussex.

Fingeraftrykseksperter får nu et nyt, kraftfuldt værktøj i hænderne, når alvorlige forbrydelser skal opklares. En såkaldt EPS (Electric Potential Sensor) kan aflæse og adskille nye og ældre fingeraftryk ved hjælp af bittesmå elektrostatiske ladninger i aftrykkene.

Det giver en række fordele frem for nutidens teknologi. For eksempel muligheden for at datere et enkelt fingeraftryk nøjagtigt, selv hvis det er gemt mellem andre fingeraftryk.

»EPS-teknikken kan tages i brug af retsmedicinske laboratorier nu, og når der senere bliver udviklet blokke af sammenbyggede sensorer, vil metoden nemt kunne bruges på gerningssteder,« siger professor Robert Prance, som har ledet forskningen.

Brugen af de fintfølende EPS'er er udviklet af et hold forskere fra University of Sussex syd for London. Sensorerne scanner et fingeraftryk på en afstand af 5 my, altså fem tusindedele af en millimeter.

Det er en form for mikroskopi, hvor et raster-billede dannes med outputtet fra sensorer med ekstremt høj impedans. Sensorerne måler elektriske felter fra de meget små ladningsforskelle, som de mistænkte har efterladt i fingeraftrykket. Resultatet er et højopløst billede.

Ladningen falder med tiden

Imidlertid bliver de elektrostatiske ladninger gradvist mindre, efterhånden som tiden går. Og denne afladningstid er velkendt og ensartet, uanset hvilken overflade, fingeraftrykket sidder på. Dermed bliver det nu muligt at skelne et nyt fingeraftryk fra et flere dage ældre aftryk, som ligger neden under det nye.

Den mulighed er betydningsfuld, fordi den giver mulighed for at eliminere mistænkte, som har sat aftryk på stedet, før forbrydelsen skete.

Og det er netop et af problemerne i nutidens fingeraftryksteknikker. Uanset om man fotograferer aftrykkene, eller om man pudrer dem og løfter dem af med klæbrig film, så kan man ikke skelne nye aftryk fra gamle.

Desuden kan man ødelægge muligheden for DNA-analyse, hvis man løfter aftrykkene af på den kendte måde.

Men den nye EPS-teknologi berøres fingeraftrykket ikke mekanisk, og dermed bevares muligheden for at udtage DNA.

Den engelske forskningsartikel er offentliggjort i magasinet Forensic Science International.

Dokumentation

Forskningsartikel fra University of Sussex (koster cirka 175 kroner)

Emner : Sensorer