Nu kan du styre brændeovnen fra din smartphone
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Nu kan du styre brændeovnen fra din smartphone

Stefan Hvam Pedersen, administrerende direktør i det familieejede Hwam A/S. Illustration: Joshua Tree

Tre forskellige spjæld, tre sensorer og fjernstyring via mobiltelefonen.

Det er den grundlæggende teknik bag en dansk-designet brændeovn, der giver et mindre brændeforbrug, en mere miljøvenlig forbrænding og dermed mindre partikelforurening.

Bag udviklingen står den danske virksomhed Hwam sammen med Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Brændeovnen fungerer sammen med appen Hwam Autopilot IHS og er dermed en forbedring af en tidligere model fra samme virksomhed, hvor fjernbetjeningen foregik via en dedikeret enhed.

Med fjernbetjeningen kan man regulere temperaturniveauet i et rum med brændeovn, så stuen ikke skiftevis bliver for hed og for kold, og på den måde bliver brændeovnen sidestillet med et varmeapparat.

Og ikke mindst kan man ifølge Hwam sikre, at brændeovnen tager præcis den mængde luft ind, som giver den bedste og mest miljøvenlige forbrænding. Dermed sparer man op til halvdelen af brændet, og røgen bliver renere, fordi træet udnyttes optimalt.

Læs også: Allergiforbund: Miljøkrav til brændeovne er helt ude i skoven

»Vores forskning på DTU Kemiteknik viser, at det er meget svært at styre forbrændingen ved manuel regulering af forbrændingsluften. Målinger viser, at forbrændingsprocessen bliver meget stabil og mere optimal med den nye teknik – hvilket betyder højere virkningsgrad og mindre udledning af skadelige stoffer,« siger seniorrådgiver på DTU Jytte Boll Illerup.

Farlig røg

En undersøgelse fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi – har tidligere påvist, at over 500 personer i Danmark om året dør for tidligt som følge af træfyring. Det er især ældre brændeovne, som forurener.

»Den nye teknik i brændeovnen hjælper forbrugeren, så der bliver fyret korrekt og brændet bliver brugt optimalt. Dét giver ren røg i skorstenen. Med autopiloten udledes så få skadelige partikler som muligt,« forklarer Stefan Hvam Pedersen, administrerende direktør hos Hwam.

Læs også: Advarsler mod brændeafgift strømmer ind

Med den nye app kan brændeovnen indstilles til fast nattesænkning af temperaturen, så den automatisk skruer ned for luftstrømmen. Dette er ikke muligt med andre ovne og systemer. Forbrændingen kontrolleres af tre sensorer. En lambdasonde, som måler ilten i røgen, en varmesensor, der måler temperaturen i røgafgangen, og en rumføler, som afslører, hvor varmt det er i rummet. Alle tre sensorer taler sammen kontinuerligt og sender signaler til luftboksen, der er monteret under brændkammeret.

Luftboksen består af computeren samt tre bevægelige spjæld. Det vil sige primær, sekundær og tertiær luft, som åbnes og lukkes i forskellige tempi med forskellige åbningsarealer. Luften i de tre spjæld kommer ind i brændkammeret efter behov, og behovet skabes ved hjælp af info fra de tre sensorer.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Træ har som bekendt (fra EUs nær forbud mod trætjære) en yderst kompleks kemisk sammensætning, og brændeovne er jo ret simple trods mange års videreudvikling, så det kan være et stort skridt frem med automatisk luftstyring og nedbringelse af forureningsniveauet.
Det ville være rart, hvis Ingeniøren var gået mere bag om producentens information om, hvordan det kan lade sig gøre at regulere op og ned for ydelsen af en brændeovn med en given mængde antændt brænde i. Det er forbudt at "fyre over" i flere kommuner, dvs. at fyre op og så skrue ned for lufttilførslen. Betyder det, at Frederiksberg nu kan tillade borgere at fyre over natten med Hvams særlige natsænkning?
Mvh Mads Aarup

  • 6
  • 0

Beskrivelsen af denne styring minder meget om den der findes til flere pillefyr. Det er i princippet samme system som anvendes i benzinbiler. Man fyrer op i ovnen, måler på hvad der kommer ud og finregulerer.

Ejer selv et MGM Comfort pillefyr, og kan se driftstatus på PC'en via LAN forbindelse. Desværre findes der ingen SW som kan linke det videre til nettet så man kan se det på mobilen. Det leder mig til det oplagte spørgsmål; Hvor går man hen for at få udviklet sådan en applikation? Mange MGM ejere sukker efter sådan en.

  • 2
  • 0

Det er i princippet samme system som anvendes i benzinbiler. Man fyrer op i ovnen, måler på hvad der kommer ud og finregulerer.

Nej, det er netop ikke det samme, fordi der kun er millisekunder hhv sekunder mellem brændstofindsprøjtningen i motorer og pillefyr, hvorved man løbende kan regulere ydelsen. I eksemplet med natsænkning går der mange timer til næste indfyring, og det ville være interessant at forstå, hvordan automatik kan regulere ydelsen UDEN at det går ud over forureningsniveauet, når det ikke kan lade sig gøre manuelt, og derfor er forbudt flere stedet af hensyn til nærmiljøet.

  • 6
  • 0

Artiklen er en anprisning af et udokumenteret produkt, og er nøgternt set et afskrift af en pressemeddelelse, med smartphone som glidemiddel.

Der er ingen påvisning af op til 500 for tidlige dødsfald grundet træfyring. Det har Dødsårsagsregistret under Sundhedsdatastyrelsen endegyldigt afvist. DCE har intet påvist - de har kun bekræftet deres intime forhold til Det Økologiske Råd.

Natsænkning hvor luftstrømmen reduceres er idioti, fordi partikeldannelse øges til skade for både mennesker og skorsten. Reduceret luftstrøm er hvad skorstensfjerne fraråder som det første.

De tre sensorer taler ikke sammen - de taler sort, fordi Stefan Hvam Pedersen ikke aner hvad han taler om, men han øjner sandsynligvis en lukrativ aftale med Alternativet.

  • 3
  • 5

Millisekunder / timer - bevars' , i begge tilfælde fyrer man op og måler efterfølgende på forbrændingsresultatet. Det ligger min sammenligning.

  • 2
  • 1

og det ville være interessant at forstå, hvordan automatik kan regulere ydelsen UDEN at det går ud over forureningsniveauet


Ovnen kan måske regulere effektafgivelsen mellem 4 og 6kW, dog med nogen forsinkelse, men kan den af sig selv holde 1kW bare i middelydelse over en halv dag? Og kan app'en lægge brænde på.
En god forbrænding kræver en vis temperatur i brændkammeret, og medmindre du varierer isoleringen, så vil en god forbrænding afgive en vis effekt. Kræver du mindre end denne effekt bliver forbrændingen dårlig eller bålet går ud.
Den kan måske gøre det bedre end andre ovne, men hvad gør den når temperaturen i stuen bliver høj nok og solen klarer det meste af varmen.

  • 2
  • 1

Ifølge deres egen reklame blad, giver den avancerede styring mellem 0-5% mere max effektivitet, end deres egen mekaniske regulering, som ligner en fjeder der styrer luften.

http://quickpaper.rosendahls.dk/hwam/2016-...

Man kan så håbe at systemet bedre kan holde max effektiviteten, fordi brugeren bliver mindet på at smide mere eller mindre træ i og det er her den lovede besparelse ligger.

Det virker ikke til at der er blæsere indbygget i ovnen, så indtil skårstenen er varm eller på anden måde får lavet træk, så virker ovnen ikke korrekt, fordi den er handicappet af, at den ikke kan levere luften selv.

  • 1
  • 0

Tjaaah,

Man kunne jo få sin smartphone til at sende sig en SMS om, at lade være med at smide mere brænde på inden man går i seng ;-)

Hvis "fjernbetjeningen", som den så futuristisk er benævnt, i forvejen sørger for :

> at brændeovnen tager præcis den mængde luft ind, som giver den bedste og mest miljøvenlige forbrænding. <

Hvilket en en SUPER god løsning, og burde egentlig overrule den manuelle justering.

Men hvorfor er det så :

> den automatisk skruer ned for luftstrømmen. < ved nat sænkning ?

Hvor blev den optimale forbrænding så af ?

\Petter

  • 2
  • 0

Har brugt en HWAM IHS styret brændeovn (model 3660 IHS) siden 2012 og har fungerede som ulønnet testbruger af ovnen i perioden 2014-2015 hvor algoritmen til styring af IHS-enheden blev finjusteret. Bruger brændeovnen som den primære varmekilde i vores 200 kvadratmeter store hus. Huset er tillige forsynet med solpaneler, solfanger samt en 12 kW luft-vand varmepumpe. Varmeløsningen afløste et bedaget oliefyr samt en forholdsvis ny Morsø brændeovn.

Kort fortalt tror jeg, at vores nyværende løsning fungerer nogenlunde så optimalt, som det er muligt at opnå med brændefyret opvarmning. Bortset fra de første få minutter efter optænding ses aldrig synlig røg fra skorstenen, hvilket formentlig var medvirkende årsag til, at skorstensfejeren uopfordret meddelte, at ét årligt besøg var mere end rigeligt; der var kun en tynd, grå belægning i skorstenen. Vores brændeforbrug faldt betragteligt, selvom det er umuligt, at angive en præcis reduktion i forhold til forbruget med Morsø ovnen.

Ovnen er tændt fra 6 morgen til 24 aften stort set hver dag (i fyringssæsonen) med påfyldning hver 3-4 time. Regulering af ovnens ydelse med remotekontrollens 5 trin fungerer perfekt, fra optænding til løbende forbrænding.

Ovnen lukker selv kontrolleret ned efter sidste påfyldning - uden at glasset i lågerne sodes til. Det betyder ikke, at ovnen "brænder over", men at den sidste påfyldning brænder færdig - styret af IHS-enheden - i løbet af nogle timer, hvorefter ovnen lukker ned og lukker alle spjæld, når temperaturen er faldet til ca. 75 grader. I øvrigt følger vi løbende styringen, herunder ventilernes stilling, via en tilsluttet pc.

Vi bor i landzone uden mulighed for fjernvarme og er således henvist til en privat varmeløsning. Og anser vores løsning som ret nær den optimale (for personer, som har mulighed for at fyre dagen igennem). Så dette er en varm - omend subjektiv - anbefaling af den IHS-styrede brændeovn baseret på 4 års erfaring med HWAM ovnen.

Om den seneste tilføjelse af styring med en smartphone forbedrer ovnens funktion, ved jeg ikke. Men kernen i styringen ved hjælp af en lambdasonde, en termoføler samt en rumføler fungerer i hvert fald fortræffeligt.

  • 6
  • 0

Om den seneste tilføjelse af styring med en smartphone forbedrer ovnens funktion, ved jeg ikke


Det er meget moderne at kunne styre sin varme med en smartphone og en app, men kan det give noget andet end følelsen af kontrol?
Tidskonstanterne er ofte timer, og det sparede ved en temperatursænkning tabes ofte igen når temperaturen hæves.
Jeg vil gerne høre læsernes meninger og erfaringer med det, for jeg er måske uberettiget skeptisk til det.

  • 2
  • 1

Problemet er vel at HVAM løsningen bruger brænde. Man har i flere år kunnet købe træpilleovne til stuebrug. Der er automatisk brændselstilførsel, selv i små mængder, elektrisk optænding, og reguleret lufttilførsel med blæser. De kan køre i døgndrift, bare der er piller på tanken.
Jeg bor selv på landet, varmer 165 m2 hus + varmt vand op med træpillefyr for ca. 12000.- om året.

  • 1
  • 0