Nu går den vilde jagt på mineraler i Grønlands grundfjeld
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Nu går den vilde jagt på mineraler i Grønlands grundfjeld

2010 ser ud til at blive den største boresæson i Grønlands historie.

Efter at finanskrisen sidste år skruede ned for blusset under jagten på mineraler i den grønlandske undergrund, har en række udenlandske mineselskaber atter været i fuld gang med at lede efter alt fra zink, bly og jernmalm til guld, platin, diamanter og rubiner.

Teltlejre er skudt op, landingsbaner anlagt, boregrej skibet ind og boreprøver sendt ud til analyser.

»2010 ser ud til at blive en stor boresæson, måske den største i Grønlands historie,« siger Ole Fjordgaard Kjær, fuldmægtig i efterforskningsafdelingen i Grønlands mægtige råstofdirektorat, baseret på de rapporteringer, han har fået ind i den første del af året.

»Senere på efteråret kan vi se, hvad de reelt har boret. Men forventningerne er positive ovenpå det lidt matte 2009,« fastslår han.

Matheden i fjor skyldes først og fremmest, at finanskrisen pressede priserne på råstoffer i bund. Sådan er det ikke mere.

»Vi har efterhånden givet 110 aktive tilladelser til forundersøgelser og efterforskning til mellem 30 og 40 udenlandske selskaber,« fortæller Ole Fjordgaard Kjær.

For mineselskaberne er Grønland drømmen om et udvindingsområde. Spørger man canadiske Hudson Resources, der efterforsker sjældne jordarters metaller i Safartoq, lyder svaret:

'Grønland er politisk stabilt, - selvstyret er en fordel for minedrift. Fin logistik og infrastruktur med stor international lufthavn. Udmærket geologi, der tilmed er underudforsket. Konkurrrencedygtige regler og en regering, der fremmer mineinvesteringer. Uddannet arbejdskraft.'

»Interessen er stor for hele Grønland - og efter alle mineraler, lige fra zink til guld,« siger Ole Fjordgaard Kjær.

»Det ser godt ud nu, både på de store og på de små og mindre projekter,« bekræfter afdelingschef John Telling, Råstofdirektoratets mineralafdeling.

Ligesom det er tilfældet for oliejagten i de arktiske farvande har klimaændringer også gjort det lettere at lede efter mineraler i Grønland. Derfor leder de som aldrig før. Til gengæld har fundet af materialer med forhøjet radioaktive værdier og landsstyrets 0-tolerance over for uran sat to ellers økonomisk lovende projekter i stå.

Tilladelserne bliver givet løbende og ikke, som med oliekoncessioner, efter udbudsrunder.

»Helt oppe i nord, i Citronen Fjord, er det australske selskab Ironbark Zinc i gang med et lønsomhedsstudie. Det ser lovende ud, og selskabet er meget optimistisk,« fortæller John Telling.

Infrastrukturen under lup

Lønsomhedsstudiet, der er klar til nytår, omfatter også en vurdering af infrastrukturen. Den vurdering er et 10 mand stort projektteam fra MT Højgaard ved at udføre. Og logistikken omkring en af verdens største zink-forekomster, der befinder sig 100 kilometer fra Jordens nordligste områder på land, er en udfordring, slår afdelingschef Kim Ulrik Hansen fast - både når minen skal etableres, og når koncentraterne skal transporteres væk.

»Nu er den eneste infrastruktur en lille, interimistisk lufthavn. Der er helt goldt. Så mens der er blevet prøveboret i klippen, er de landet på isen i Citronen Fjord i et Herkulesfly.«

»Men når der skal udvindes, er skibstransport nødvendig. Ironbark regner med at udvinde 250.000 ton zinkkoncentrat og 30.000 ton blykoncentrat om året. Og der er et shippingwindow på halvanden måned, fra midt i juli til slutningen af august,« siger Kim Ulrik Hansen, der imidlertid godt mener, det kan lade sig gøre at have en operation kørende året rundt og udskibe i halvanden måned.

Selve oparbejdningsanlægget bliver efter alt at dømme bygget færdig på en pram i Island, hvorfra anlægget bliver sejlet til Citronen Fjord. Dér bliver udgravet et område, hvor prammen kan sejle ind ved højvande. Når vandstanden falder, sætter prammen sig på bunden, og så bygger MT Højgaard en dæmning for at holde vandet ude. Og så er anlægget klar til brug.

Ædle stene og metaller

Fra Citronen Fjord og mod sydøst giver John Telling en hurtig rundtur til de største projekter:

»Syd for Ittoqqortoormiit eller Scoresbysund, i Skærgården, har et andet australsk selskab, Platina Resources, netop afsluttet sin efterforskning og afventer analyseresultater.«

Selskabet har bl.a. gennemført 6.000 meter dybe diamantboringer i guldzonen og venter spændt på analyser, som bliver foretaget i Canada. På det grundlag udarbejder selskabet en forretningsplan, der indeholder endnu et boreprogram, som ventes afsluttet i december i 2011.

Ifølge Platina Resources rummer den 141 km2 store Skærgården-koncession med sine 165 kg guld og 58 kg palladium et af verdens største kendte guld- og palladiumdepoter.

Dertil kommer 4,8 kg platin.

Tillokkende, som det umiddelbart er, er det ifølge John Telling samtidig en forekomst, som er svært tilgængelig på grund af infrastrukturen.

Området, der i dag omfatter en lejr for 20 personer og en 600 meter landingsbane, har dog, ifølge Platina, alle muligheder for med tiden at kunne udvikle sig til robust, livslang minedrift.

»Sydpå, mellem Narsoq og Qaqortoq, i Kringlerne, er endnu et australsk selskab, Rimbal Power Resources, nu i den afgørende fase af efterforskningen efter de sjældne jordarters metaller og eudialyt,« fortæller John Telling.

Planen er at producere en million ton eudialyt om året og beskæftige mindst 80 i minen.

»Årets feltsæson med 30 mand beskæftiget er ved at være slut, og ved årsskiftet ved vi, om de skal i gang med at udvinde,« siger John Telling.

Både i Kvanefjeld ved Narsaq og i Kringlerne er der enorme forekomster af de sjældne jordarters metaller, og på Kringlerne indeholder forekomsten ikke uran. Det gør den på Kvanefjeld. Og det har flyttet fokus fra Kvanefjeld til Kringlerne.

Også i Safartoq er canadiske Hudson Resources stødt på uran i jagten på de sjældne jordarters metaller.

Lovende forekomster

Ifølge John Telling er begge forekomsterne meget lovende, men Landsstyret har besluttet ikke at ville acceptere nogen som helst form for radioaktive værdier.

»Det kan godt få indflydelse på selskabernes interesse i at udvinde,« forudser han.

Lidt nordpå, mellem Nuuk og Paamiut, jager Platina Resources jernmalm, kobber og guld. Og endnu lidt nordligere har det canadiske minefirma True North Gems efterforskningskoncession på et 110 km2 stort område på Fiskenæsset.

»Der er fundet betydelige rubinforekomster og påvist diamanter. Men nu skal vi have et ordentligt kontrolsystem på plads, før de kan udvinde. Vi skal kontrollere, at der ikke bliver udført en masse værdier fra Grønlands undergrund, uden at Grønland får en andel,« forklarer John Telling.

Og det erklærer Nicholas Houghton, administrerende direktør i True North Gems, sig helt indforstået med:

»Vi er meget opsatte på, at vores rubinprojekt skal komme det grønlandske folk til nytte. De aftaler, vi indtil nu har indgået, sikrer både social og kommerciel succes samt miljøet, siger Nicholas Houghton og opfordrer grønlænderne til at etablere underindustrier og -leverandører.

Næppe meget følgeindustri

Som Lise Lyck, lektor på CBS og ekspert i politiske, sociale og økonomiske forhold i bl.a. Grønland, ser det, har det grønlandske samfund dog ikke udsigt til meget følgeindustri:

»Landet vil desværre hurtigt komme til kort, når det gælder forarbejdning. Industripotentialet kræver stordrift, og det bliver der ikke noget af. Derfor kan man ikke forestille sig, at der kommer produktion i Grønland som det eneste sted. Selv om selskaberne selvfølgelig har en interesse i, at deres aktiviteter bliver betragtet med velvilje, skal de også passe på deres omkostninger, og de har deres egne forsyningsvirksomheder i hjemlandet,« vurderer hun.

»Jo mere uddannet, arbejdskraften skal være, desto større problem er det for Grønland, der har et stort uddannelsesefterslæb,« siger Lise Lyck.

Derfor gælder det for Grønland om at udnytte, at landet nu er interessant, eksempelvis ved at indbygge krav om videndeling i de kontrakter, som Råstofdirektoratet laver med mineselskaberne.

»Grønland ser naturligvis på, hvad de selskaber, der har koncession, kan bidrage med, dels ved at tage føl med ud i forskellige funktioner, dels som lærerkræfter på mineskolen i Sisimiut, der er et første tegn på vilje til at opkvalificere folk. Samfundet skal sørge for at få så meget som muligt ud af, at landet har fået et lille vindue til globaliseringen,« siger hun.

Masser af arbejdspladser

Grønlands første guldmine, Nalunaq, der åbnede i Nanortalik i 2004, er et positivt eksempel på, at der er masser af lokale arbejdspladser i mineraludvindingen. Ud over de 150 ansatte i Nalunaq og et canadisk minearbejderfirma, opstod lokale entreprenør- og cateringfirmaer.

Den sorte Engel i Uummannaq, Grønlands første mine i nyere tid, ansatte fra starten udenlandske arbejdere. De blev dog, efter den første grønlandske strejke, erstattet af lokal arbejdskraft.

Indtil videre får Grønland travlt nok med at skaffe lokal arbejdskraft til de projekter, der er og snart skal i gang, siger John Telling.

»Der er uddannelsesaktiviteter i gang, og mineskolen i Sisimiut er lige åbnet. Men det er ikke nok. Så må vi starte med importeret arbejdskraft og arbejde os op til at få så meget som muligt grønlandsk arbejdskraft beskæftiget.«

Intet klondyke

På kanten af indlandsisen, knap 150 km nordøst for Nuuk, befinder det sidste nævneværdige projekt sig. Det er jernforekomsten ved Isua, hvor London Mining regner med at producere 10 millioner ton koncentreret jernmalm.

Her gennemfører Carl Bro en række analyser for at sikre, at minen ikke belaster sine omgivelser socialt og miljømæssigt. Når det arbejde er til ende i slutningen af næste år, skal der etableres anlæg og infrastruktur, så minen kan gå i drift i 2015.

Allerede nu har London Mining etableret en stor camp, tydelig for enhver, der sejler ind i fjorden. Men ellers er der ikke meget klondyke over Grønland, fortæller John Telling:

»Man mærker ikke mineselskaberne, for de bliver derude, hvor de efterforsker. Typisk er det svært at komme til byen fra deres arbejdslejre. De arbejder i en måned ad gangen, og så rejser de hjem med det samme for at være sammen med familien.«

Frostgraderne sætter snart en stopper for al aktivitet i felten:

»En del selskaber stoppet for sæsonen, nogle er i gang med at pakke sammen, og andre skal lige have det sidste med. Men vi er ved at nå til enden,« siger John Telling.


sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten