Nu går jagten ind: Hvem skal have mellemlageret med atomaffald?
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Nu går jagten ind: Hvem skal have mellemlageret med atomaffald?

De fem såkaldte atomkommuner kunne i sidste uge ånde lettet op for en stund. Folketingets partier valgte på et møde med sundhedsminister Nick Hækkerup (S) at lægge planen om et slutdepot på hylden og i stedet fokusere på den mere midlertidige løsning: Et mellemlager. Dermed er scenen sat for endnu en kamp mellem alle kommuner om at undgå landets måske mest upopulære nabo.

Læs også: Flertal i Folketinget vil skrinlægge slutdepot for atomaffald

De fem atomkommuner blev nemlig udvalgt på baggrund af en række geologiske hensyn. Men alle disse kriterier er kastet op i luften på ny, fordi et mellemlager er meget mindre afhængigt af den omkringliggende natur, fortæller chefkonsulent ved Geus, Peter Gravesen.

»Der er ikke de samme skrappe krav til et mellemlager,« fastslår han.

Sammen med Dansk Dekommissionering har Geus for nyligt leveret en rapport, der undersøger muligheden for et mellemlager i Danmark. Heri kommer de to myndigheder med flere bud på kriterier, der kan ligge grund for jagten på den rette byggegrund.

Læs også: Eksportforsøget der floppede: Ingen vil have det danske atomaffald

Rapporten anbefaler som det første, at et mellemlager bygges væk fra de såkaldte områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD-områder), der huser størstedelen af Danmarks grundvand.

»Stort set alt drikkevand i dette land er baseret på grundvandet, så det er noget vi skal passe særlig godt på,« siger Peter Gravesen.

Dertil kommer de særlige naturområder, der er beskyttet af Europæisk lov. Natura2000-områderne skal beskytte sjælden natur og truede dyr. Så også her giver det mening at holde atomskrot på afstand, mener Peter Gravesen.

Sæt det i et industrikvarter

Det er ikke bare naturforhold, man kan skele til, for at finde den ideelle position for et mellemlager. Der kan også være en fidus i at sætte det sammen med industri, der i forvejen forurener, mener Peter Gravesen.

»Når et industriområde anlægges tager man jo grundvandsforhold og drikkevandsforhold i betragtning. Det betyder, at man allerede har taget stilling til nogle af de hensyn, som også kan gøre sig gældende for et mellemlager,« siger han.

Læs også: Leder: Dansk atomaffald – ud med det farlige, til Roskilde med resten

Der er kun begrænset erfaring med mellemlagre. De danske myndigheder har set på Holland, hvor man netop har placeret et lager sammen med storindustri og tæt ved et atomkraftværk.

»På den måde kan man drage nytte af den viden, der allerede eksisterer,« påpeger Peter Gravesen, og understreger, at der ligger et større forarbejde og venter, før politikerne om et år skal beslutte de endelige kriterier til mellemlagerets placering, struktur og sikkerhed.

Ingeniører til undsætning

Politikerne selv var i sidste uge tilfredse med, at et enigt Folketing onsdag valgte mellemlager-sporet. Også selvom en årelang placeringskrig kan vise sig at have været unødvendig, mener SF’s energiordfører, Steen Gade.

»Det er en helt ny diskussion. Så der er ingen sammenhæng,« siger han til Ingeniøren.

Har det været spildte kræfter?

»Ja, det kan man godt sige. Men den proces vi har haft, har været med til at modne tanken om et mellemlager,« forklarer Steen Gade og påpeger, at forbilledet i det hollandske mellemlager ikke eksisterede i 2003, da loven om et slutdepot blev vedtaget.

Også socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, ser nu landet som åbent, når vi skal diskutere beliggenhed for atomlageret. Og denne gang håber politikeren, at dialogen med eventuelle værts-kommuner kommer i højsædet.

»Mit ønske er klart, at det ikke skal være givet, at der er stor folkelig eller kommunal modstand mod projektet, men derimod, at der er nogen, der kan se noget potentiale i det,« siger Flemming Møller Mortensen.

Men endnu før det, er der brug for nøgterne vurderinger af udfordringen, mener ordføreren, som gerne ser Ingeniørens læsere komme med indspark til debatten.

»Det er jo et spørgsmål om, hvilke tekniske specifikationer skal ligges ind i sådan et anlæg,« siger Flemming Møller Mortensen og tilføjer:

»Alle faglige kompetencer skal sættes i spil.«

Emner : Affald
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Der findes i forvejen områder i DK der har sikring og et industrielt formål, herunder beredskabsplaner for udslip, brand, terror mm.
Man kunne lægge det sammen med oliehavnene i Århus eller Fredericia.

  • 0
  • 0

Altså der gør det vel ikke så meget. Det ville stadig være noget nemmere, hvis vi kunne låne et lille bitte hjørne f.eks. der nede i Holland. For ja - fint nok med industrikvarter, men tænk hvor mange sølvpapirshattehistorier der kan komme ud af folk der arbejder i nærheden af den der bygning? Altså når folk bliver syge af vindmøller, så bliver det her STORT.

Men ok - det er jo nok godt for pressen, der jo har brug for noget der kan sælge blade :-)

Dog forstår jeg ikke helt hvorfor man, som mange andre også har bemærket, ikke bare lader det stå i Risø? Altså der skal man jo ikke igennem 20 år med protester eller noget, for det har ALTID ligget der. Har man lovet nogen noget, som man ikke har tænkt igennem eller hvordan?

  • 6
  • 1

Hvis vi går ude fra at sikkerheden ved det her er i orden. Så er det blot et spørgsmål om værditab for naboerne. Derfor er det mest oplagte sted at placere det midt under København, nu man alligevel graver til metroer, så graver man lige et lager ud.

Rent værditabmæssigt kan København sagtens tage det. Problematikken er en hel anden i et udkantsområde. Det kan godt være at det umiddelbart med det traditionelle erstatningstabeller er billigere at vælge et udkantsområde og sig åh det koster kun et værdi tab på et par procent. Realiteten for udkantsområderne er bare langt mere alvorligt, da de ikke har andet at stå imod med og derfor vil atomlageret blot blive endnu en pind til ligkisten.

København derimod er så overophedet at ingen vil bekymre sig om et par tønder atomaffald.

  • 3
  • 5

...Apple datacentret med relativt få faste arbejdspladser og stor anlægningsomkostning.

Begge dele gælder for et mellemlager.

Er løsningen ikke bare at mumle noget ala "1000* mandeår til den heldige udkantskommune" til spin-doktorerne?

*1000 er estimeret ud fra døgnbemanding (5-6 fastansatte) over 100 år, samt regulære kontroller (1-2 fastansatte), vedligehold (1 fastansat i gns), og anlægningsomkostning af bygning der opfylder mindstekravet til sikkerheden over de næste 100 år

  • 0
  • 0

Se nu var det jo ikke "udkanten" der lavede stor ståhej men nærmere den kant der ligger mod øst der lavede en masse ståhej ud af at Apple bygger et datacenter. Så som diverse medier lokaliseret i hovedstaden. Samme medier som så med det samme sablede det ned fordi det jo netop ligger i provinsen og ikke hos dem selv, noget med prestige og såret selvforståelse.

Nu er udkanten ikke så dumme at de vil binde an med et mellemlager alene på baggrund af politiske løfter og analyser udarbejdet af folk som vil gøre alt for at få det længst væk fra dem selv. For hvis det er så ufarligt hvorfor så flytte det? der er jo ingen speciel risiko ved at lade det være hvor det er? ( Hvis vi ser bort fra at der så er nogle der ikke kan tjene fedt på at sælge byggegrunde og opskrive ejendomskatterne)

Så et mellemlager skal ligge i et område med mange vælgere og tæt på landspolitikerne så de ikke kan løbe fra ansvaret, et sted hvor beslutningerne kan koste nok stemmer til at de tænker sig en ekstra gang om. For eneste de har respekt for er vælgere nok til at smide dem af tinge. Nå ja sikkerheden vil nok også være højre prioriteret når embedsfolkene og politikerne selv ligger inden for kort afstand af et sådant lager. Det må aldrig komme ud af øje eller sind.

  • 4
  • 1

Hvis man goer det til en tilstraekkelig god forretning for vaertskommunen, burde det ikke vaere svaert at finde et sted at anbringe affaldet.

Hvis man f.eks laver en lov der giver vaertskommunen en 1 milliard aarlig rabat paa statsskatter inbyggerne i kommunen skal betale tror jeg ikke det vil vaere svaert at finde et sted at anbringe det.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten