Nu er Darwins samlede værker på nettet
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Nu er Darwins samlede værker på nettet

Fra i dag vil det ikke længere være muligt at holde fast i de sejlivede myter om, hvad det egentlig var, biologen Charles Darwin sagde eller skrev.

Hans samlede værker samt bjerge af noter, kladder og rejsedagbøger er nu offentliggjort på internet, så enhver selv kan se efter og skaffe sig vished.

Samlingen hedder "The Complete Work of Charles Darwin Online". Den omfatter cirka 20.000 dokumenter og 90.000 billeder, som er gjort søgbare ved hjælp af en søgemaskine, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Darwins første skitse af livets træ. Han mente i øvrigt ikke noget om livets oprindelse, kun om livets udvikling. Illustrationen kommer fra Darwin i Danmark, (www.darwin.au.dk), Aarhus Universitet.

Her er for eksempel det første udkast til hans berømte bog "On The Origin Of Species".

Darwin var kontroversiel allerede på sin egen tid, hvor nogle af hans modstandere hånligt antydede, at han måske selv nedstammede fra en abe.

Selv i nutiden, hvor Darwin-modstanderes ideer om "Intelligent Design" har ført til retssager i USA om, hvordan der skal undervises i skolerne, er trækker den gamle biologs påvirkning af verdensbilledet sine spor. Ofte er hans ideer blevet fejlfortoldede eller forsimplede, og et antal myter bruges og misbruges, enten af hans tilhængere og modstandere.

Den store samling af originale papirer om og af Charles Darwin, som nu er offentligt tilgængelig via internet, er udgivet af Cambridge University Library, som opbevarer originalerne. Samlingen omfatter også samtidens artikler og karrikaturtegninger af Darwin.

Dansksproget indgang

I samarbejde med den engelske internet-udgivelse åbner Aarhus Universitet for en dansksproget indgang til den engelske samling.

Her forklares på dansk, hvad Darwin fandt ud af, og hvad han mente.

»Det meste af det, vi alle går og tror, at vi ved om Darwin, er i virkeligheden myter, der har meget lidt forbindelse med den virkelige historie. Vi forsøger at gøre op med de myter. Men vi får hele tiden spørgsmål fra folk om, hvor vi ved det fra. De kan ikke se det fra Darwins udgivne skrifter. Nu kan vi sige til dem: 'Prøv at se her! Kig selv på kilderne!',« siger lektor Peter C. Kjærgaard, Aarhus Universitet.

»Kilderne fortæller blandt andet historien om, hvornår Darwin kom på sin evolutionsteori, og hvordan familien havde det med religion. Det virker meget stærkere, når man selv kan se det og selv undersøge sagen, end når en ekspert stiller sig op og fortæller, hvordan alting i virkeligheden hænger sammen,« tilføjer han.

Survival of the fittest er ikke Darwins egne ord

En af myterne, der kan tilbagevises, er, at ifølge Darwin skulle mennesket nedstamme fra aberne. Darwin mente, at aber og mennesker havde fælles stamtræ, og at arterne deltes for meget længe siden.

En anden myte er, at Darwin var ateist, som ønskede at rydde religion af vejen. Mange har ment, at det var ham, der gjorde op med den bogstavelige læsning af Bibelen. Virkeligheden var, at han ikke ville have, at religion og videnskab blev blandet sammen. Hans holdning var, at det godt kunne lade sig gøre at være religiøs, samtidig med at man accepterede evolutionslæren.

Darwin er også blevet tillagt udtrykket "Survival of the fittest". Men det var filosoffen Herbert Spencer, der fandt på denne simple fortolkning. Darwin var ikke helt tilfreds med det, fordi det kunne opfattes som en slags "bevidst udvælgelse" fra naturens side.

Ifølge Darwin er udvælgelsen en statistisk tilfældighed, og det er ikke nødvendigvis de stærkeste individer, der overlever, men dem der er bedst tilpasset livsvilkårene.

Darwin-kladde i dansk besiddelse offentliggjort

Den danske hjemmeside viser også en side af en original Darwin-kladde, som er i dansk besiddelse, men som indtil i dag har været ukendt uden for Aarhus Universitet.

Det er en side fra et værk om kødædende planter, som blev udgivet i 1875. Sådanne kladdesider blev af Darwins efterkommere brugt som gaver til videnskabelige kontakter.

Den danske side blev givet til overlæge Victor Albeck i 1902 af Darwins søn George H. Darwin som tak for en venlig modtagelse i København.

Kommentarer (11)

En udmærket artikel!
"Darwin er også blevet tillagt udtrykket "Survival of the fittest".. det er ikke nødvendigvis de stærkeste individer, der overlever, men dem der er bedst tilpasset..".

Betyder "fittest" ikke netop nærmere "bedste tilpasset" fremfor "stærkest"? Jeg tro ikke Spencer har misforstået Darwin.

/Jens Lyngsø

  • 0
  • 0