Nu bliver Københavns bybusser næsten fri for NOx

Fra og med i dag skal et nyt rensesystem installeres i 288 københavnske bybusser. Systemet fjerner 95 pct. af den NOx, Movias dieselbusser hidtil har udledt.

Det skriver Miljø- og Fødevareministeriet i dag i en pressemeddelelse.

Det er ministeren selv, der får æren af at skrue det første rensesystem på bus 6A, når hun sammen med Københavns overborgmester, Frank Jensen, og Frederiksbergs borgmester, Jørgen Glenthøj, senere i dag præsenterer investeringen.

»Det er et initiativ, der virker,« siger Eva Kjer Hansen i pressemeddelelsen.

Læs også: Teknologisk ros: Politikerne rammer plet med katalysatorer til busserne

Tidligere katalysatorer ikke byvenlige

Bag systemet, som inden marts 2016 skal implementeres i 288 Movia-busser, er det danske clean tech-firma Amminex.

Virksomheden har skabt en brintpilleteknologi (ASDS), der består af en hovedtank indeholdende en saltblanding med ammoniak. Ammoniakken frigøres kontrolleret, når materialet opvarmes, og ren ammoniakgas kan efterfølgende ledes direkte ind i katalysatoren, der dermed renser udstødningen.

Læs også: Brintpillen kan fjerne 270 ton NOx fra bybussers udstødning


De fleste busser har i dag installeret en SCR-katalysator til reducering af NOx-udledning, men en rapport fra 2012 fra The International Council on Clean Transportation viste, at de store køretøjer udleder op til fire gange så meget NOx, som den tilladte grænseværdi.

SCR-katalysatorerne anvender nemlig normalt en vandig opløsning af urea (AdBlue) til at fjerne NOx, og den metode virker kun, når udstødningen er over 200 grader – men det er den sjældent i en bus, der kører i byen og stopper ofte.

Amminex oplyser i en pressemeddelelse, at ASDS-teknologien hverken vil medføre dårligere brændstoføkonomi eller et større CO2-aftryk.

Fremtidssikring

Op mod 500 københavnere dør hvert år for tidligt som følge af partikler, NOx og andre skadelige stoffer i luften. Dermed er luftforurening et af de mest veldokumenterede miljøproblemer overhovedet.

Det er ligeledes veldokumenteret, at Danmark i flere år har overtrådt EU’s grænseværdier for udledning af NOx.

Læs også: Bybusser med katalysatorer skal gøre luften acceptabel i København

Det er med den viden in mente, at Miljøministeriet sidste år afgav 74 mio. kroner til den såkaldte ‘Ren Luft’-pakke. Københavns Kommune har derudover bidraget med 9 millioner kroner, ligesom Frederiksberg Kommune har smidt 1 million i puljen.

Ifølge Amminex vil de i alt 84 millioner gøre, at de københavnske bybusser ikke blot imødekommer den såkaldte Euro 6-standard, som er gældende i dag, men også en mere krævende version kaldet RDE (Real Driving Emissions), som ventes indført i fremtiden. Denne standard tager mere præcist højde for de faktiske driftsforhold som busserne er udsat for, når de kører i byen.

Håber på internationalt marked

Amminex har indtil nu haft teknologien installeret i enkelte bybusser på testbasis, og det er de positive resultater herfra, der nu har sikret dem kontrakten med Movia - en banebrydende kontrakt for det danske firma.

»De busser, vi allerede har opgraderet og sat i drift, fungerer allesammen upåklageligt, og vi tror på, at Amminex ASDS-teknologien har potentialet til at sætte helt nye standarder for NOx-reduktion globalt,« udtaler teknisk direktør og medstifter af Amminex Tue Johannessen i en pressemeddelelse på Amminex’ hjemmeside.

Administrerende direktør Annika Isaksson supplerer:

»I øjeblikket undersøger vi lignende opgraderingsprojekter i andre storbyer rundt om i verden. Sammen med en af vores ejere, Faurecia, ser vi f.eks. på, hvordan vi kan få bedre fodfæste på de lokale bus- og lastbilmarkeder i de store byer i Asien og Kina. Så det er meget spændende tider for Amminex lige nu,« siger hun.

De 288 busser, som får installeret systemet, vil få hæftet et klistermærke på sig, så de gør borgerne opmærksomme på den grønne forandring.

Emner : Busser
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Ja det har jeg heller aldrig fattet at man blæser det ind på fortorvet og på cykelstierne... Totalt underligt. Man skulle tro at ham der skruer udstødningerne på tror at de skal leveres til venstrekørsel.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten