Nu bliver din wifi-router en mobilmast

Nu bliver din wifi-router en mobilmast

WiFi kommer i fremtidige telefoner til at indgå som en netværksteknologi på linje med 3G og 4G. Her ses symbolet for WiFi-tale på én af TDC's test-telefoner. Foto: Christian Østergaard

Danske mobilselskaber vil nu hverve din wifi-router i kampen mod afskærmede vinduer og netværkshuller. TDC og 3 har allerede taget teknologien i brug på testtelefoner og venter kun på mobilproducenternes godkendelse.

Alt imens mobilselskaberne installerer nye mobilmaster, lukker bygninger stadigt færre radiosignaler ind gennem vinduer og vægge. Som Ingeniøren tidligere har beskrevet betyder det, at mobiltelefoner reelt kan være ubrugelige i helt nye bygninger.

Det er dette problem, flere teleselskaber nu vil løse ved hjælp af wifi-calling, også kendt som Voice over Wifi. Teknologien gør det muligt at koble sig på mobilnetværket gennem et hvilket som helst wifi-signal, så man også kan tale i telefon bag afskærmede vinduer eller langt ude på landet.

Ingen vil sige, om kunderne skal betale mere

Både 3 og TDC lover nu, at deres kunder vil kunne bruge funktionen inden årets udgang. Den bliver dog kun tilgængelig på meget få telefoner, og ingen af selskaberne vil endnu afsløre, om kunderne skal betale ekstra for funktionen.

Læs også: Nye huse blokerer for mobilsignalet

Voice over Wifi kommer til at fungere som en integreret teknologi på linje med 3G og 4G i de telefoner, der understøtter det. På den måde kan telefonen uden videre skifte mellem de forskellige teknologier midt i et opkald. Det er en af grundene til , at funktionen adskiller sig fra Skype, Google Hangouts, Viber og andre Apps, der tilbyder opkald over wifi-signalet, påpeger mobildirektør i TDC Jesper Oldenburg.

»Du skal ikke logge ind på noget og vælge mellem Skype, Viber osv., afhængig af hvem du skal ringe til,« påpeger han.

»Vi ved, at hvis det ikke er enkelt at bruge, så bliver det ikke brugt,« fortsætter Jesper Oldenburg og pointerer, at det er, hvad den internationale brancheorganisation GSMA kalder 'The green button experience' med henvisning til, at brugeren kun skal benytte sig af den grønne opkaldsknap på telefonen.

Indendørs dækning er for ringe

Hverken TDC eller 3 lægger skjul på, at funktionen bliver indført for at lukke huller i mobilnettet. Mens mobilnetværkene hos alle de danske mobiludbydere er forholdsvis dækkende udendørs, står det nemlig ringere til indendørs.

Ifølge TDC’s egne tal dækker deres netværk eksempelvis 99,5 pct. af Danmarks udendørsareal, men kun 97 pct. af indendørsarealet. Hertil kommer, at langt de fleste danskere bruger hovedparten af deres tid indendørs.

Læs også: Regeringen: Slut med dårligt mobilsignal i nye huse

Ingen telefoner klar til funktionen

Selv om de nye modeller fra Samsung, Apple og andre mobilproducenter alle understøtter Voice over wifi, kan funktionen ikke bruges før producenterne har aktiveret den for hver enkelt mobilnetværk. Det betyder, at eksempelvis TDC og 3 hver især skal teste, at telefoner fra eksempelvis Apple kan bruge deres specifikke Voice over Wifi-løsning.

Både 3 og TDC oplyser, at de er færdige med disse test, i hvert fald for de første telefonproducenters hardware. Det er derfor op til telefonprducenterne at lave deres egne test og på den baggrund lave en såkaldt operatør-fil, der ‘låser op’ for funktionen på TDC’s eller 3’s netværk.

Hos TDC har man prioriteret at blive hurtigt færdige med Apple og Samsungs modeller, mens 3 er mindre specifikke, men har arbejdet med både Apple-telefoner og telefoner, der kører på styresystemer fra Android og Windows.

Hos TDC forventer Jesper Oldenburg, at Samsung inden længe vil give sit blå stempel til wifi-opkald på TDC’s netværk, mens Apple forventes at gøre det samme i løbet af et par måneder. Herudover skal selskabet finde ud af, hvordan funktionen skal indgå i mobilpakkerne. Hos 3 vil netværksansvarlig Stefan Ring Støhrmann ikke sætte en dato på lanceringen af funktionen, men selskabet forventer, at den vil være brugbar i løbet af 2016.

Læs også: Ericsson vil forbedre indendørs mobildækning med ny antenne

Alle telefoner, der lever op til den såkaldte kategori 6-standard, kan indstilles til at understøtte wifi-opkald. For Samsung gælder det begge S6-telefoner, mens alle Appletelefoner fra og med Iphone 5S kan understøtte funktionen.

De danske udbydere er langtfra de første i verden til at indføre wifi-opkald, men teknologien er stadig så ny, at selskaberne ikke blot kan leve op til en standard for at kunne aktivere funktionen på telefonerne.

På Apples telefoner er funktionen eksempelvis aktiveret på 12 forskellige udbydere fordelt på Canada, Hongkong, Storbritannien, USA, Saudi-Arabien og Schweiz, fremgår det af selskabets hjemmeside.

TDC blokerer udenlandsk wifi

Løsningen gør det ikke kun muligt at tale fra et hvilket som helst dansk wifi-signal, men også at tale fra udlandet uden at skulle bruge et udenlandsk mobilnet, som ofte kan medføre heftige priser.

Mens 3 selv fremhæver denne funktion i wifi-calling, er TDC mere afvisende over for muligheden. Her er Voice over Wifi: »primært et værktøj til at sikre vores kunder en bedre dækning i Danmark,« påpeger Jesper Oldenburg, der derudover ikke vil forklare hvorfor funktionen ikke vil være tilgængelig i udlandet.

Derfor vil TDC filtrere de udenlandske IP-adresser fra i wifi-kaldene, så det for TDC-kunder stadig er nødvendigt at betale prisen for at roame på et udenlandsk netværk - eller at gå tilbage til Skype eller en anden opkalds-app, der kan tale over wifi.

Kommentarer (25)

Derfor vil TDC filtrere de udenlandske IP-adresser fra i WiFi-kaldene, så det for TDC-kunder stadig er nødvendigt at betale prisen for at roame på et udenlandsk netværk - eller at gå tilbage til Skype eller en anden opkalds-app, der kan tale over WiFi."

Eller bare VPN.

  • 7
  • 0

Helt ærligt...

Nu skal folket betale teleselskaberne for at stjæle "folkets frekvensspektrum" for folkets egne penge ?

Kalkulen hos telco'erne er helt klar: Udstyret står der, kunderne betaler allerede for båndbredden, så vi kan levere telefoni uden at det koster os en bønne. Dertil kan vi spare penge på udbygningen af telemaster og mobilnet.

Hvis TDC og 3 har tænkt sig at bruge deres kunders WiFi på denne måde bør det som et absolut minimum medføre en halvering af prisen for internet forbindelsen.

  • 33
  • 6

"Ingen vil sige, om kunderne skal betale mere"

Kunderne skal da vel have rabat hvis de stiller båndbredde fra sit i forvejen dyre netværk til rådighed for at teleselskaberne skal spare penge ved at undgå at skulle investere for mobil dækning indendøres?

TDC tjener åbenbart meget på de meget dyre roaming priser; det indtægter vil de jo selvføleglig ikke ricikere at tabe.

  • 17
  • 0