Nu bliver det endnu lettere at afvise genmodicerede afgrøder på markerne

Efter en afstemning i Europa-Parlamentets miljøudvalg tirsdag får de enkelte EU-lande et mere solidt juridisk grundlag for at sige nej til at dyrke gensplejsede afgrøder med henvisning til miljøet.

Med beslutningen sikrede udvalget hvert land en reel ret til at afvise genmodificerede afgrøder, GMO’er, også selv om den pågældende afgrøde er godkendt i resten af EU.

Læs også: Nu kan Danmark sige nej til genmodificerede majs og kartofler

Dermed bliver det sværere for biotekindustrien at få underkendt et nationalt GMO-forbud ved domstolene. Ifølge miljøorganisationer skabte et forslag fra EU's miljøministre i juli en masse juridiske huller, som nu bliver lukket. Det er Greenpeace godt tilfreds med.

»Det er glædeligt, at Europa-Parlamentets miljøudvalg i dag forbedrer forslaget, så det sikrer muligheden for et GMO-frit landbrug i EU,« siger politisk rådgiver Jan Søndergård.

Han vurderer, at miljøudvalget har gjort det langt sværere for biotekindustrien at trække medlemslandene i retten.

Europæisk forskning i fare

Til gengæld mener 21 førende europæiske planteforskere med professor Stefan Jansson fra Umeå Universitet i Sverige i spidsen, at Europa nu er i fare for at miste sin forskningsmæssige førerposition.

I et åbent brev advarer forskerne om, at Europa risikerer ikke at kunne udføre forskning på topniveau og bl.a. udvikle planter, der er modstandsdygtige over for klimaændringer, hvis ikke politikerne udvikler en mere pro-videnskabelig tilgang.

Brevskriverne vurderer, at politikerne ‘baseret på politiske og ikkevidenskabelige argumenter’ blokerer for transgene eksperimenter i marken, dvs. med indbygget genetisk materiale fra en anden art.

Til det siger Liz O'Neill, direktør i græsrodsorganisationen GM Freeze, at »sociale, politiske, juridiske og etiske argumenter er fuldt gyldige overvejelser i fødevare- og landbrugspolitik«.

Varm kartoffel længe

GMO har i en række år været en varm kartoffel i EU. Det var José Manuel Barroso, EU-Kommissionens netop afgåede formand, der i 2010 foreslog, at EU-landene selv skal kunne bestemme, om de vil acceptere genmodificerede afgrøder.

Hidtil er godkendelsen af GMO i foder og fødevarer sket inden for det europæiske samarbejde. Det har betydet, at der først bliver gennemført en sundheds- og miljømæssig risikovurdering af det konkrete produkt, der bliver søgt godkendt. På det grundlag bliver det besluttet, om den pågældende GMO kan godkendes.

I de kommende uger skal EU-Parlamentet forhandle med EU-Kommissionen og regeringerne for at færdiggøre den ny lov.

I Danmark og de øvrige EU-lande er det lovligt at sælge og købe godkendte GMO-fødevarer, men produkterne skal være GMO-mærkede, så forbrugerne har mulighed for at vælge GMO-fødevarer fra. Det betyder i praksis, at der stort set kun bliver solgt GMO til foder i Europa.

Det er langt vanskeligere at få lov til at dyrke GM-afgrøder end at importere dem til foder.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten