Nu bliver der pumpet tonsvis af salt fra gaslager ud i Limfjorden
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Nu bliver der pumpet tonsvis af salt fra gaslager ud i Limfjorden

Lyden af brummende pumper lyder nu ud over det gigantiske gaslager nord for Viborg med det noget misvisende navn Lille Torup.

Lageret med plads til 700 millioner kubikmeter gas har for nylig fået endeligt grønt lys til en renovering og udvidelse og er nu begyndt at trække vand ind fra Hjarbæk Fjord for at fylde det første af syv underjordiske hulrum, kaverne TO-9.

Fjordvandet presser gassen ud og samler noget saltet fra den underjordiske hule. Derefter bliver saltbrinen ledt ud i Lovns Bredning. Med hulrummet fri for gas kan ejeren Energinet.dk endelig udskifte de lidt over en kilometer lange jernrør, der løber mellem kavernerne og den overjordiske gasstation, samt pakningerne, der forbinder rørene med de underjordiske rum.

»Vi har fået vurderet, at pakningerne har en levetid på 30 år, og derfor er tiden inde til en udskiftning. Vi er ikke i en kritisk situation, men sikkerheden skal også være i top i fremtiden,« siger gaslagerchef Allan Therkelsen.

Illustration: MI Grafik

Energinet.dk tømmer 11 gange gas ud af lageret ved at pumper vand ind, tømme gas ud igen osv.

Arbejdet starter nu, fordi vinteren er over os, og forbruget af gas derfor er i top. En gevinst ved processen er, at kavernerne ender med at blive cirka 15 procent større. Vandet opløser nemlig saltet på kavernens vægge, og fjerner det - desværre sammen med naturligt forekommende tungmetaller som cadmium, bly og arsen.

Læs også: Energinet.dk: For dyrt at undgå tungmetalforurening i Limfjorden

Skærpede krav efter klagesag

Netop udledningen af saltmættet vand med tungmetaller har været fokus for flere års miljøkamp i området. Myndighederne har nu givet deres endelige godkendelse, fordi saltkoncentrationen er holdt nede ved at blande vandet med vand fra Hjarbæk Fjord, og koncentrationen af tungmetaller er også holdt på et acceptabelt niveau.

Et af de syv hulrum ved Lille Torup sat i forhold til Eiffeltårnet. (Illustration: Energinet.dk) Illustration: Energinet.dk

Godkendelsen er dog ikke kommet uden sværdslag. Interesseorganisationerne Fjordvenner og Danmarks Naturfredningsforening har kæmpet mod projektet i årevis. I januar sidste år skærpede Natur- og Miljøklagenævnet kravene til projektet. Den maksimale tilladte udledning af en lang række tungmetaller er sat ned, og når udpumpningen sker, skal der tages yderligere prøver af vandkvaliteten og bunddyrene i Lovns Bredning.

Læs også: Klagenævn sætter stopper for udskylning af salt til Limfjorden

Klager mod projektet er dog allerede begyndt at ende i Miljøstyrelsens brevkasse, som har sat en deadline for klager den 30. januar. Fjordvenner truer også med en politianmeldelse, da man har observeret misfarvning af vandet nær gaslagerets pumpestation ved en sluse i Hjarbæk Fjord 1. januar. Mistanken er, at Energinet.dk er synderen, men det afviser Allan Therkelsen.

»Vi har slet ingen aktiviteter i det område, hvor misfarvningen har fundet sted,« siger han.

Projekt løber over syv år

Udskylningen af gaslageret ventes at løbe over de næste syv år og føre til, at en million ton salt bliver ledt ud Lovns Bredgning. Det svarer til ca. 0,09 procent af den mængde salt, som Limfjorden naturligt får tilført fra Vesterhavet i samme periode.

Foreløbig har Energinet.dk dog kun grønt lys fra bestyrelsen til gennemskylning af kaverne TO9, mens gennemskylning af de resterende kræver en ny beslutning fra bestyrelsen.

Gaslageret er 30 år gammelt og fungerer som buffer for gasforsyningen i Danmark. Udskylningen vil således ske i etaper, så kavernerne løbende kan bruges som lagerplads.

Læs også: Nu bliver der skyllet salt ud i naturområde ved Limfjorden

Når udskylningen går i gang til sommer, vil det dog ikke være første gang, man gennemskyller en kaverne. Den første af de syv kaverner blev gennemskyllet i september 2013, og det er på erfaringer med det projekt, at myndighederne har valgt at give grønt lys for gennemskylning af de resterende kaverner.

Emner : Naturgas
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

citat: Den maksimale tilladte udledning af en lang række tungmetaller er sat ned...

Der mangler oplysninger om udledningsværdierne før, nu og fremover for de enkelte stoffer og tungmetaller.

Ellers forstår læserne ikke hvori ændringen ligger.

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten