Nu begynder jagten på exomåner
Med over 600 planeter fundet omkring fremmede stjerner er astronomerne nu begyndt at interessere sig for exomåner omkring nogle af disse mange planeter. Med måner i vores eget solsystem som Ganymedes, Titan og Europa, som kunne huse liv, burde der også findes mange måner omkring planeter ved fremmede stjerner, hvor livet har kunnet opstå.
En gruppe forskere under ledelse af ph.d.-forskeren David Kipping fra Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics har startet et program med Kepler planet-teleskopet kaldet 'The Hunt for Exomoons with Kepler'. Målet med projektet er at finde måner uden for vores solsystem. Forskerne har allerede identificeret 100 lyskurver, som kan være tegn på måner omkring en fremmed planet.
Nasas Kepler-rumteleskop har til opgave at finde planeter omkring andre stjerner, specielt dem som findes i den beboelige zone. Den beboelige zone er den afstand fra moderstjernen, hvor der kan findes planeter med flydende vand, og der hermed er chancer for, at liv som vi kender det fra Jorden kan opstå.
Det at finde en planet i den beboelige zone betyder ikke nødvendigvis, at den er beboelig, men selv gasplaneter i denne zone kan have måner, hvor livet kan have udviklet sig.
Gemmer sig i signaler fra stjerner
Det er ikke nemt at finde sådanne måner omkring fremmede planeter. Forskerne mener, at deres signaler vil være gemt i lyskurverne fra de stjerner, som deres planet kredser omkring. Forskerne har derfor i løbet af de sidste seks måneder gennemgået en del af de mange lyskurver, som Kepler-teleskopet har indsamlet.
Udover at finde måner håber forskerne også at kunne fastslå, hvor almindelige sådanne exomåner er. David Kipping er overbevist om, at når Kepler kan finde planeter på størrelse med Jorden, så burde teleskopet også kunne finde måner på samme størrelse.
De mindre måner ligger dog uden for Keplers teknologiske evner. Først med den næste generation af planet-teleskoper vil det være muligt at finde måner omkring planeter på størrelse med Jorden. Indtil da må man koncentrere sig om måner ved de større gasfyldte planeter.
Lyskurver undersøges i detaljer
De 100 lyskurver, som projektgruppen allerede har identificeret, skal nu gennemgås både automatisk og visuelt. Kurverne indeholder usædvanlige ændringer sammenlignet med det fald i lyskurven, som normalt kan iagttages, når der findes en planet ved en stjerne.
Selv hvis astronomerne finde måner omkring fremmede planeter, så vil der gå lang tiden inden man kan begynde at søge efter tegn på liv på månerne. Det forventes, at det kommende James Webb rumteleskop måske kan hjælpe med dette, når det bliver opsendt.
De nye tiltag i jagten på måner om fremmede planeter blev præsenteret på National Astronomy Meeting i Manchester i sidste uge.
Dokumentation
