Nu åbner superbredbåndet i Sverige og Norge

Teliasonera trykker i dag på startknappen til det mobile bredbåndsnet LTE i Sverige og Norge, nærmere bestemt i de to landes hovedstader Stockholm og Oslo.

LTE-teknologien giver i princippet mulighed for mobile dataoverførsler på op til 100MBit/s. I praksis vil den oplevede datahastighed dog noget lavere - blandt andet, fordi teknologien ligesom det mobile 3G-bredbånd HSPA er en såkaldt delt ressource. Under alle omstændigheder er LTE's båndbredde dog markant højere hastigheder end HSPA's er i dag.

»Vi er stolte over at være den første operatør i verden, der kan tilbyde vores kunder 4G-tjenester. Takket være det vellykkede samarbejde med Samsung kan vi tilbyde 4G til vores kunder i Sverige og Norge tidligere end først planlagt,« udtaler TeliaSoneras chef for mobiltjenester, Kenneth Karlberg, i en pressemeddelelse.

Samsung leverer modem-teknologien, der minder om de dongles, der i Danmark giver brugere adgang til HSPA via USB-porten i en bærbar.

»Det er et vigtigt, historisk skridt frem for telekomindustrien,« siger JK Shin, chef for Samsungs mobildivision ifølge pressemeddelelsen.

I første omgang er LTE-modemerne kun i stand til at koble på LTE Release 8 net ved 2,6 GHz, men i løbet af 2010 forventer Samsung at have et modem klar, der er bagudkompatibelt, så det både kan koble på LTE, HSPA og Edge.

Danmark venter på auktioner

Også i Danmark er operatørerne i fuld gang med at udrulle LTE-duelige basestationer. Eksempelvis forventer Telernor at være klar med LTE i sommeren 2010. Hvornår der bliver trykket på LTE-startknappen i Danmark afhænger dog i høj grad af, hvordan det går med auktionerne for frekvenserne ved GSM900-båndet, 800 MHz-båndet og ved 2,6 Ghz.

Det forventes, at frekvenserne omkring 2,6 GHz, der er velegnet til at levere høj båndbredde via LTE i byområder, bliver bortauktioneret i første halvdel af 2010.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg er ikke helt afklaret på, om eksisterende 3G enheder kan benytte de højere hastigheder 4G byder på? Ellers - hvad skal vi bruge det til? Hvem har en 4G mobil?

VH Nicholas

  • 0
  • 0

Det skal jo starte et sted. Ingen gidder producere terminaler hvis der ikke er netværk. Og ingen gidder bygge netværk hvis der ikke er terminaler... Der er en terminal tilgængelig fra Samsung. Men den er ikke bagudkompatibel, og må dermed betegnes som en test terminal for specielt interesserede. Nu er der mange LTE projekter på vej, og så burde der også komme nogle interessante bagudkompatible terminaler indenfor et års tid. I første omgang dongles til computere.

  • 0
  • 0

Jeg er ikke helt afklaret på, om eksisterende 3G enheder kan benytte de højere hastigheder 4G byder på?

Det er en ny standard (LTE). Den understøttes per definition ikke af 3G-enheder (UMTS). Hvis teleselskaberne vil gøre sig nogen forhåbning om at sælge 4G-enheder/-abonnementer, gør de nok klogt i at komme i gang med at installere det i netværket, da de jo ellers ikke kan bruges til noget.

Ellers - hvad skal vi bruge det til? Hvem har en 4G mobil?

Mon ikke også, der var nogle, der sagde sådan, da GSM blev introduceret?

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten