Hvorfor går man op i stavefejl, når meningen forstås??? Har du helt ærligt ikke noget bedre at bruge din tid på end at finde andres små stavefejl?
Husker du MacGyver? Tv-helten med knallerthår, der i 1980'erne og 1990’erne løste uløselige problemer udstyret med en schweizerkniv, gaffatape og en enestående evne til at fikse ting ud af ingenting.
Well, MacGyver er tilbage. Ikke som vi kender ham fra serien, men i form af et nyt og højteknologisk koncept til at udvikle og printe komponenter direkte i krigszoner, hvor den amerikanske hær er aktiv.
Ideen stammer fra en enhed under den amerikanske hær kaldet Rapid Equipping Force, REF. Her har man længe arbejdet med unikke teknologiske løsninger på soldaternes problemer, og nu har REF så udviklet et mobilt laboratorium og produktionsanlæg, hvor soldater kan få løst problemer direkte i felten.
Konceptet kaldes Ex Lab (Expeditionary Laboratory) og udgøres i sin enkelthed af en container, der er proppet med avanceret udstyr som 3D-printere, fem-akslede CNC-fræsere, svejseudstyr, udstyr til at lodde og sågar sy, forskellige materialer samt ikke mindst computere, software og en solid satellitforbindelse.
Fire personer er tilknyttet hvert Ex Lab. Det er to ingeniører samt to soldater, hvoraf en er med på patruljerne i felten, mens den anden typisk vil være en officer med lang erfaring.
Selvom der unægtelig er meget MacGyver og Georg Gearløs over Ex Lab, er det dødsens alvor. Pointen er netop, at soldaterne kan få løst forskellige problemer på stedet uden at skulle gennem en måneder lang process. Det kan sikre soldaterne og i yderste konsekvens spare liv.
Eksempelvis har et Ex Lab bygget en brugerdefineret sensor med bevægelsesdetektor, mikroprocessor, GPS og radio. Et andet eksempel er en komponent til et let maskingevær, reservedele til små droner og meget andet. Ud over den fysiske størrelse på et Ex Lab er det i princippet kun fantasien, der sætter grænser.
Fælles for løsningerne er dog, at der ikke er tale om masseproduktion, men specialfremstillede komponenter. Skal noget masseproduceres, sender man via satellit tegninger hjem til videre bearbejdning.
Ifølge Military.com blev de første Ex Labs sendt i felten i Afghanistan i juli, og her kunne man jo godt tro, at historien sluttede. Men sådan er det ikke. Den amerikanske hær har set fordelene ved at kunne tilknytte endnu flere hjerner til at løse soldaternes praktiske problemer i felten.
Det nyeste er, at Ex Labs bliver knudepunkter for crowdsourcing-projekter. REF kalder det Army CoCreate, og tanken er, at eksperter uden for hæren kan byde ind både med helt nye ideer og tilføjelser til eksisterende projekter.
For hæren handler de nye tiltag ikke om volumen. I hvert fald ikke endnu. Hæren har allerede sat en gruppe til at studere, hvordan REF kan bruge teknologierne fra Ex Labs til in-situ produktion af forskellige reservedele.
Ifølge REF vil udfordringen ikke så meget være selve teknologierne men at sikre forbindelser, der kan håndtere massive mængder produktdata, som skal flyttes mellem forskellige lokationer i USA til egne af verden, hvor kragerne for længst er vendt om.
På den måde skal Ex Labs fungere som brohoveder for kloge hoveder. Hoveder som MacGyvers.
Hvorfor går man op i stavefejl, når meningen forstås??? Har du helt ærligt ikke noget bedre at bruge din tid på end at finde andres små stavefejl?
Vi bygger bro med stærke vidensmedier, relevante events, nærværende netværk og Teknologiens Jobfinder, hvor vi forbinder kandidater og virksomheder.
Læs her om vores forskellige abonnementstyper
Med vores nyhedsbreve får du et fagligt overblik og adgang til levende debat mellem fagfolk.
Teknologiens Mediehus tilbyder en bred vifte af muligheder for annoncering over for ingeniører og it-professionelle.
Tech Relations leverer effektiv formidling af dit budskab til ingeniører og it-professionelle.
Danmarks største jobplatform for ingeniører, it-professionelle og tekniske specialister.
Kalvebod Brygge 33. 1560 København V
Adm. direktør
Christina Blaagaard Collignon
Chefredaktør
Trine Reitz Bjerregaard