Det nu snart berømte NOx-fiks på biler fra VW-koncernen, behøver ikke at føre til mindre NOx-udledning. Det viser en netop offentliggjort rapport. Fikset skulle ellers via ny software og eventuel udskiftning af tilsodede EGR-ventiler bringe VW-bilerne ind i den lovlige zone for udledning af NOx.
Det sætter rapporten nu et stort spørgsmålstegn ved. Og i modsætning til tidligere, hvor test har været udført af græsrodsbevægelser, nationale institutter og godkendelsesmyndigheder, så er det denne gang EU’s »Joint Research Centre« (JRC), som står bag. Altså EUs interne forskningstjeneste, der har til formål at understøtte beslutningsgangen i EU med uafhængig, evidensbaseret, videnskabelig rådgivning.
Læs også: VW’s NOx-fiks giver højere brændstofforbrug
JRC har siden 2017 været i gang med at teste biler for at kunne undersøge, om de eksisterende testprotokoller fungerer, når det gælder køretøjers emissioner og ydeevne. Bilerne er blevet testet med en lang række varianter af de to anerkendte testcyklusser: NEDC og WLTC både før og efter at de eventuelt er blevet opgraderet med ny software. Der er blandt andet blevet kørt med ekstra høj hastighed, i ekstra varmt vejr og med ekstra vægt.
I rapporten er 15 biler blevet testet, hvoraf de to er Euro-5 dieselbiler, som blev fanget i VW’s dieselskandale med snydesoftware ombord, men som efterfølgende har fået opdateret software og eventuelt fået udskfitet EGR-ventilen: en Skoda Yeti Outdoor 2.0 TDI og en VW Tiguan 2.0 TDi.
Målingerne viser, at især Skoda’en langt fra lever op til eksisterende grænser for NOx-emission. Det skal bemærkes, at Skodaen kun er blevet testet i laboratoriet og altså ikke ude på vejen i den virkelige verden.
Alligevel viser resultaterne, at Skoda’en efter af være blevet udstyret med den godkendte opdatering, udsender 2-5 gange så meget NOx som tilladt under de forskellige test’.
Læs også: EU indbringer seks lande for domstol på grund af luftforurening
For VW Tiguan er testen lidt bedre, da den i laboratorietest overholder de tilladte grænseværdier. Men ude på vejen, udleder biler over tre gange så meget NOx som tilladt.
Forfatterne af rapporten gør sig umage med at pointere, at resultaterne fra test på et enkelt køretøj ikke kan generaliseres. I det hele taget bruges der meget tekst på at fraskrive sig eventuelle anklager mod de nationale godkendelsesmyndigheder som i EU har ansvaret for at typegodkende biler og dermed også for, at de lever op til emissionsstandarderne.
Hvordan kunne den blive godkendt?
Men biler som Skoda Yeti 2.0 TDI burde aldrig have været godkendt, siger Dr. Peter Mock, der er direktør for ICCT, der i sin tid stod bag den første rapport om NOx, som ledte til hele afsløringen af VW’s snydesoftware og dieselskandalen.
Læs også: Nu kan EU kræve, at biler med diesel-fusk købes tilbage
Tallene fra laboratorietest viser som nævnt, at Skoda’ens emission af NOx slet ikke blev hjulpet af det fiks som VW-koncernen har fået godkendt:
»Men endnu mere chokerende er det, at emission overstiger grænseværdierne for laboratorietest. Sådan et køretøj burde aldrig have været godkendt og bør fjernes fra vejene med det samme,« skriver han i en mail til Ingeniøren og henviser til den britiske godkendelsesmyndighed VCA, som er ansvarlig for at have godkendt det aktuelle køretøj.
Med hensyn til den VW Tiguan, som også blevet testet, så viser laboratorieforsøgene, at bilen holder sig indenfor grænseværdierne for NOx, men overstiger dem mere end tre gange, når den kommer ud på vejene. Alt det er old news, siger Peter Mock:
»Men det der virkelig overrasker er, at emissionen stiger efter at bilen er blevet tilbagekaldt og fået ny software. Normalt ville man forvente at emissionen faldt, som bilindustrien bliver ved med at love,« siger han og undrer sig over, at den tyske godkendelsesmyndighed KBA har kunnet godkende VWs løsning på problemet.
Læs også: Tysk domstol siger god for at forbyde dieselbiler i storbyer
Så selvom forfatterne af rapporten er omhyggelige med at understrege, at resultaterne ikke kan bruges til at anklage nogen, så mener Peter Mock, at tallene skal tages meget seriøst:
»Det er jo ikke en tilfældig NGO, som har testet bilerne - det er altså EU’s Fælles Forskningscenter,« siger han.
Australske resultater peger i samme retning
Det er ikke første gang, at VW’s løsning på NOx-problemerne får kritik. Det har især været frygten for at den nye software ville øge brændstofforbruget, da der skulle bruges mere energi til at holde filtre og ventiler rene.
Læs også: ANALYSE: Bosch vil redde dieselmotoren med teknologisk fix - men skal den overhovedet reddes?
Tidligere i år offentliggjorde den australske motororganisation AAA i samarbejde med den internationale organisation FIA, en undersøgelse, som viste, at NOx-emissionen godt nok var faldet, men at brændstofforbruget på dieselbiler steg med i gennemsnit syv procent og helt op til 14 procent.
Testen, som blev foretaget på offentlig vej, viste dog, at på trods af at NOx-emissionen var faldet, så var den stadig fire gange højere end hvad de australske myndigheder tillod.
