Novozymes viser brændstof af papiraffald

27. januar 2010 kl. 13:22
Nu kan der laves biobrændstof af pap- og papiraffald. Novozymes præsenterede brændstoffet i Washington, ved at lade to flexi-fuel biler drøne rundt på det miljørigtige brændstof.
Artiklen er ældre end 30 dage

I går præsenterede Novozymes i samarbejde med firmaet Fiberight et brændstof udvundet af papir- og papaffald, ved at bilshow i Washington.

Bilerne, der benytter det nye brændstof, er fra henholdsvis Chevrolet og Ford, og er såkaldte flexi-fuel biler.

De kører på en blanding af 85 pct. biobrændstof og 15 pct. traditionel benzin, og det var således ikke bilerne, der var nyheden ved præsentation, men i stedet, at det nu kan lade sig gøre at omdanne pap- og papir til biobrændstof.

Processen benytter en række forskellige enzymer til først at nedbryde papiret og behandle det, så det bliver til en sukkermasse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Sukkermassen omdannes efterfølgende i en gæringsproces til ethanol. Iblandet en smule benzin får man produktet E85,

Præsident for Novozymes i Nordamerika, Adam Monroe, mener, der på sigt kan være god økonomi i teknologien:

»De avancerede biobrændstoffer fremvist i dag demonstrerer, at enzym-teknologien er klar til markedet. Hvad vi har brug for nu er kommercialisering og udbredelse for at hjælpe med til at imødekomme vores land mest presserende energi- og miljømæssige udfordringer,« sagde han ifølge en pressemeddelelse ved fremvisningen.

Biobrændstof udvundet af pap- og papir er bare en ny måde at lave biobrændstof på.

I de seneste år er der kommet en række nye metoder til at omdanne biomasse til biobrændstof, og senest har Haldor Topsøe fået 125 millioner kr. af det amerikanske energiministerium til at lave et demonstrationsanlæg, der ved hjælp af en forgasnings-teknik skal omdanne træ til benzin.

Ingen kommentarer endnu.  Start debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger