Novozymes: Vi vil vise børn, hvor forunderlig den naturvidenskabelige verden er
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Novozymes: Vi vil vise børn, hvor forunderlig den naturvidenskabelige verden er

Der bliver gået grundigt til værks, når de mange 5. klasselever til 'Nørd Day' får lov at skære i den rå lever. De fleste har aldrig set en lever før, og enzymer har de slet ikke hørt om. Men det er spændende at lære, når man får lov at røre. Foto: Andreas Beck

Naturvidenskab kan være svært og uoverskueligt, hvis man ikke får fingrene ned i det. Derfor bidrager Novozymes hvert år til hundredvis af arrangementer, der skal fange børn og unges interesse ved at engagere dem praktisk. For eksempel ‘Nørd Days’ i Lyngby.

Fem dage, 600 elever fra 5.klasse, to store nørder, et nedlagt landbrugsmuseum, et science show med ild og eksplosioner og en hulens masse rå svinelever, dominobrikker, brun sovs og lange sugerør.

Omtrent sådan lyder opskriften på et naturvidenskabeligt arrangement, der indfanger børn og pirrer deres nysgerrighed. I hvert fald det Lyngby-Taarbæk Kommune i samarbejde med biotech-virksomheden Novozymes netop har afholdt for samtlige af kommunens 5. klasseelever over fem dage.

Læs også: »På skolen får vi aldrig lov at lege med lever«

‘Nørd Day’ hedder arrangementet, der blandt andet byder på science show med de populære Store Nørder fra DR og eksperimenter med boblende rå lever og jævning af brun sovs. Udover at bidrage økonomisk har Novozymes været med til at lave det undervisningsmateriale, der knytter sig til dagen og stiller samtidig materialer og undervisere til rådighed.

Nørd afmystificerer

Inden dagen for alvor gik i gang, var der science show med de to populære Store Nørder fra DR. Der var masser af ild, eskplosioner og her 'røg' fra flydende nitrogen. Foto: Andreas Beck

Men hvorfor investerer en stor, global virksomhed som Novozymes i et kommunalt arrangement for børn? Ifølge forskningschef i Novozymes, Per Falholt, er der flere væsentlige årsager, men først og fremmest handler det om at skubbe på børn og unges interesse for naturvidenskab og teknisk videnskab.

»Jo før vi starter med at gøre børnene opmærksomme på, hvor sjov og forunderlig den verden er desto bedre,« siger han.

Danmark har slet og ret brug for flere unge mennesker, der uddanner sig inden for det natur- og teknisk videnskabelige, og Novozymes er en af de danske virksomheder, der står i kø for at aftage dem.

Et arrangement som ‘Nørd Days’ er ifølge Per Falholt med til at afmystificere de naturvidenskabelige og tekniske fag og de der nørdede forskertyper, som har ry for at være lidt specielle. Samtidig bliver det lidt mere spiseligt for børnene.

»Naturvidenskab kan virke vanskeligt og uoverskueligt, men når børnene får fingrene ned i det og begynder at få resultater, opdager de også, at det slet ikke er så svært,« siger han.

Per Falholt tror også, at det er nemmere at fange særligt drengenes opmærksom, når opgaverne bliver praktiske:

»Det Store Nørd laver aktiverer dem, fordi det er sjovt, og de ikke bare skal sidde stille.«

Kommuner kom an

Efter hvert forsøger gennemgår 5.klasserne sammen med egne og eksterne undervisere, hvad de har lært. Tilbage på skolebænken får de udleveret undervisningsmateriale, som knytter sig til dagens eksperimenter. Foto: Andreas Beck

Udover ‘Nørd Days’ har Novozymes en lang række undervisningssamarbejder med især gymnasier og universiteter og både Lyngby-Taarbæk og Gladsaxe Kommune.

»Vi prøver at favne bredt for at fange de unge mennesker, der har lyst til at arbejde med det naturvidenskabelige. Vi vil jo gerne holde det faglige niveau i Danmark,« siger Per Falholt, der for 10-15 år siden så med bekymrende øjne på antallet af naturvidenskabelige kandidater, som bare faldt og faldt.

»Nu går det heldigvis fremad, men vi vil gerne have endnu flere,« siger han.

Novozymes har årligt omkring 200 besøg fra skoler, og i 2018 åbner virksomheden et nyt forskningscenter i Lyngby med et såkaldt ‘Learning Center’ der vil være åbent for alle. Her vil blandt andet være undervisningslaboratorier og en mini-bio, hvor de besøgende kan lære om naturens magi.

Skulle man som kommune have lyst til et samarbejde med Novozymes, sådan som de har det i Lyngby-Taarbæk og Gladsaxe, er det bare at henvende sig.

»Så er vi på,« slutter Per Falholt.

Kommentarer (0)