Det amerikanske biotekselskab Novavax' proteinbaserede vaccinekandidat har i to studier vist sig at være effektiv mod begge de nye og mere smitsomme coronavarianter fra Storbritannien og (dog i mindre grad) Sydafrika.
Det oplyser Novavax i en pressemeddelelse.
»NVX-CoV2373 er den første vaccine til at demonstrere ikke bare høj klinisk effektivitet mod covid-19, men også signifikant klinisk effektivitet mod både den hurtigtspredende britiske og sydafrikanske variant,« lyder det fra Stanley C. Erck, der er administrerende direktør i Novavax.
I et fase 3-forsøg fra Storbritannien med mere end 15.000 forsøgspersoner viste vaccinen at have en højere effektivitet mod den oprindelige coronavirus på hele 95,6 procent, mens den havde en effektivitet mod den britiske variant på 85,6 procent.
Dette giver samlet set en effektivitet på 89,3 procent i fase 3-forsøget, konkluderer Novavax, der i samme ombæring præsenterer resultaterne fra et fase 2-forsøg i Sydafrika.
Læs også: Forsinkede vacciner: EU opnår først flokimmunitet sent i oktober
Ny vaccine mod sydafrikansk variant
I det sydafrikanske fase 2b-forsøg, der startede op i august, indgik mere end 4.400 forsøgspersoner. Resultaterne herfra viste mindre overbevisende resultater end i Storbritannien. Omkring ni ud af ti identificerede tilfælde af coronasmitte blandt forsøgspersonerne i løbet af studiet var med den sydafrikanske variant.
»Den 60 procent reducerede risiko for covid-19-sygdom blandt vaccinerede, sydafrikanske personer understreger værdien af denne vaccine til at forhindre sygdom fra den her meget bekymrende variant, der i øjeblikket cirkulerer i Sydafrika, og som spreder sig globalt,« lyder det fra professor Shabir Maddi, der har stået i spidsen for Novavax' sydafrikanske vaccineforsøg.
Biotekvirksomhedens resultater fra Sydafrika peger derudover i retning af, at en tidligere corona-infektion ikke nødvendigvis helt beskytter mod en efterfølgende infektion med den sydafrikanske variant. Novavax planlægger nu at udvikle en vaccine målrettet den sydafrikanske variant.
Læs også: Nu skruer forskerne på vaccinerne for at ramme nye mutationer
Skal ikke fryses til minusgrader
Novavax' vaccinekandidat adskiller sig fra Oxford/AstraZeneca- og Pfizer/BioNTech-vaccinerne.
Den indeholder spike-proteiner produceret af møl-celler inficeret med en genmodificeret virus og et stof, en såkaldt adjuvant, som hjælper til med at øge immunresponset.
Den behøver ligesom Oxford/AstraZeneca-vaccinen ikke at blive nedkølet til adskille minusgrader og kan opbevares mellem 2-8 grader celsius, hvilket gør den lettere at transportere rundt.
