Notat: Her er løsningen på striden om støtte til grøn strøm

At sende solcelleanlæg i udbud er det samme som at vedtage, at mindre virksomheder og husholdningerne ikke skal kunne installere solceller på deres egne hustage. Og det er uheldigt. Der er i befolkningen et stærkt behov for at kunne bidrage til klimaløsninger, og her er solceller den mest oplagte form for el-produktionsteknologi. Det er hurtigt og nemt at lægge solceller op på hustagene, hvorved den enkelte husholdning bliver selvforsynende. I kombination med nye avancerede styringssystemer og batterilagre kan en husholdning blive 60 til 70 % selvforsynende med elektricitet. I Tyskland, hvor der er solceller på 2 millioner hustage vinder batterilagrene hurtigt frem, blandt andet fordi det lønner sig at blive selvforsynende. Men også for el-systemet, er den decentrale produktion en fordel.

At fremme solceller gennem en udbudsordning er det modsatte af at blive selvforsynende; udbud er for el-producenter, som må forventes at bygge store anlæg, hvor produktionen sælges til el-nettet. Udbudsordninger er tillige forbundet til en del bureaukrati, som egentlig burde tilhøre fortiden, når vi nu ved hvor enkelt omstillingen til vedvarende energi i grunden kan ske.

Ordningen med udbud er udtænkt af personer, der vil presse solceller og andre former for vedvarende energi ind i de samme rammer, som gælder for store el-produktionsenheder, og det er ikke rationelt.

Der er brug for helt nye former for rammebetingelser, når det gælder solceller, husstandsvindmøller og andre former for VE teknologi, der enkelt og ubureaukratisk kan anvendes til selvforsyning. Det vil også skabe grundlaget for helt nye erhvervsgrene.

Naturligvis vil egenproducenter snuppe markedsandele fra den etablerede el-forsyningssektor, men det må den lære at leve med, lige så vel som DSB må leve med, at befolkningen med biler og cykler gør sig selvforsynende med transport.

Problemet for skiftende regeringer er, at de indføre adfærds afgifter, og når adfærden er blevet ændret har de gjort sig afhængig af denne afgift. Adfærds afgifter må ikke indgå i finansloven, men kan kun indbetales til en særskilt kasse til ikke vedvarende udgifter, og når denne indtægt er forsvunden, mangler disse pengen ingen steder( kun til nye broer elle andre tiltag) eller kan som alternativ opkræves som en anden adfærds afgift som kræver adfærds ændringer. Alle vælger kan blive enige om, at det er en ansvarlig afgiftspolitik, men det er noget andet med politikerne, hvorfor mon?

Ved at sende solcelleanlæg og andre lokale energiformer i udbud blokerer man reelt for folkelig deltagelse i omstillingen til vedvarende energi. Det er i direkte modstrid med ønsker i ikke bare den danske befolkning, men i mange EU-lande se f.eks. www.communitypower.eu eller www.rescoop.eu

Den danske regering behøver ikke lægge sig helt ned for EU Kommissionens uansvarlige ideologisk begrundede idé om at vedvarende energikilder skal konkurrere på markedsvilkår med fossilt fyrede værker og atomkraft. Uagtet at disse energiteknologier har modtaget støtte fra stater og EU i over 50 år og stadig gør det. Og uagtet at disse kraftværker er ejet af store monopollignende koncerner.

Regeringen, Folketinget og danske EU-parlamentarikere bør i stedet gå i offensiven og kræve forbrugerejede anlæg til udnyttelse af vedvarende energikilder inkluderet i den General Block Exemption, som findes i EU-lovgivningen.

Kun ved at befri udnyttelsen af vedvarende energikilder for bureaukratiske og økonomiske barrierer og åbne for lokal folkelig deltagelse og kontrol kan Danmark og EU opnå reel forsyningsikkerhed, stabile energipriser og en bæredygtig påvirkning af miljøet.

Nogen har nok taenkt at det var synd og skam, at alle de dejlige stoettekroner roeg i skatteborgernes lommer.

Det minder mig lidt om firsernes boom i skibsanparter, som saa at sige hele min familie roeg paa. Selskabs/skattekonstruktionen var helt efter bogen, men een eller anden advokat-type fandt ud af at saelge fidusen til den store uvaskede, og saa var den fest slut.

Vi kan ikke allesammen have snablen i statskassen, for saa loeber den jo tom. Man maa prioritere hvem der skal til fadet.