At sende solcelleanlæg i udbud er det samme som at vedtage, at mindre virksomheder og husholdningerne ikke skal kunne installere solceller på deres egne hustage. Og det er uheldigt. Der er i befolkningen et stærkt behov for at kunne bidrage til klimaløsninger, og her er solceller den mest oplagte form for el-produktionsteknologi. Det er hurtigt og nemt at lægge solceller op på hustagene, hvorved den enkelte husholdning bliver selvforsynende. I kombination med nye avancerede styringssystemer og batterilagre kan en husholdning blive 60 til 70 % selvforsynende med elektricitet. I Tyskland, hvor der er solceller på 2 millioner hustage vinder batterilagrene hurtigt frem, blandt andet fordi det lønner sig at blive selvforsynende. Men også for el-systemet, er den decentrale produktion en fordel.
At fremme solceller gennem en udbudsordning er det modsatte af at blive selvforsynende; udbud er for el-producenter, som må forventes at bygge store anlæg, hvor produktionen sælges til el-nettet. Udbudsordninger er tillige forbundet til en del bureaukrati, som egentlig burde tilhøre fortiden, når vi nu ved hvor enkelt omstillingen til vedvarende energi i grunden kan ske.
Ordningen med udbud er udtænkt af personer, der vil presse solceller og andre former for vedvarende energi ind i de samme rammer, som gælder for store el-produktionsenheder, og det er ikke rationelt.
Der er brug for helt nye former for rammebetingelser, når det gælder solceller, husstandsvindmøller og andre former for VE teknologi, der enkelt og ubureaukratisk kan anvendes til selvforsyning. Det vil også skabe grundlaget for helt nye erhvervsgrene.
Naturligvis vil egenproducenter snuppe markedsandele fra den etablerede el-forsyningssektor, men det må den lære at leve med, lige så vel som DSB må leve med, at befolkningen med biler og cykler gør sig selvforsynende med transport.