Norsk oversvømmelse: Gammel dæmning revet ned før den nye var klar

Her fosser vandet ud af den nedrevne dæmning. Ifølge eksperter er dette en meget usædvanlig løsning, som indebærer en helt unødig risiko. Illustration: Screendump Bergen Brannvesen

Onsdag aften i sidste uge brast en midlertidig dæmning ved Eidsvåg i Bergen.

Resultatet blev, at vandet fossede ud over områderne Eidsvåg og Munkebotn, og 113 personer måtte evakueres.

Professor i vandkraftkontruktioner Leif Lia fra NTNU har set på billeder og videooptagelse af bruddet på dæmningen, og han er meget overrasket over den løsning, som er blevet valgt ved renoveringen af dæmningen.

Læs også: Norsk dæmning brast: Kommunen gik imod konsulenternes råd

»Det er almindeligt at konstruere midlertidige dæmninger, som det er blevet gjort her, og det sker af og til, at de brister under store nedbørsmængder. Men det er meget usædvanligt, at dæmningen er sidste skanse – altså at der ikke findes nogen buffer mellem dæmningen og lokalbefolkningen,« siger Lia.

»Heldigvis gik ingen liv tabt. Men det her er altså en lærestreg fra naturens side,« tilføjer han.

Stor risiko

Den midlertidige dæmning blev bygget i forbindelse med renoveringen af Munkebotsvatnet. Intentionen var først at holde magasinet tomt, mens arbejdet stod på, men på grund af større nedbørsmængder besluttede entreprenøren at bygge en dæmning for at få vandet væk.

Hovedformålet med denne type midlertidige dæmning – på norsk en 'fangdam' – er nemlig at opsamle vandmængderne i en fordybning og samtidig føre vandet ud af magasinet via et udløb i en jævn strøm.

Den anvendte type midlertidige dæmning bygges af løs jord, som enten skal være så finkornet, at det tætner sig af sig selv, eller også skal fordybningen tætnes med en membran i for eksempel plast.

»Ud fra hvad jeg kan se, blev denne her bygget, ganske som man plejer at gøre. Men samtidig har man altså revet den eksisterende dæmning ned, før en permanent dæmning var klar. Det udgør en stor risiko,« siger Lia.

Læs også: Dæmning brast i Norge: Motorvej lukket og 133 evakueret

NVE: Enig i, at dette er en usædvanlig løsning

Lars Grøttå er ansvarlig for dæmningssikkerhed i Norges vandløbs- og energidirektorat (NVE). Han giver NTNU-professoren ret i, at dette er en sjældent set løsning.

»Jeg er enig i, at det er usædvanligt, at den midlertidige dæmning er den sidste skanse, sådan som vi ser her. Vi var klar over, at det indebar en fare, hvis der kom meget nedbør, og der derefter skete et brud på dæmningen, men både ejeren og konsulenten var opmærksomme på situationen og havde en beredskabsplan for netop sådan et tilfælde,« siger Lars Grøttå.

For at bygge en såkaldt fangdam behøver ejeren ikke godkendelse fra NVE. De skal kun modtage information om, hvordan lækage af vand bliver håndteret i byggeperioden. Og det fik de, bekræfter Lars Grøttå.

»Det kan godt være, at både entreprenør, konsulent og NVE skulle have gjort nogle ting anderledes i det her tilfælde, men før rapporten fra ejeren kommer, vil jeg ikke gisne om noget,« siger han.

Det er vand- og afløbsforvaltningen i Bergen kommune, som er bygherre.

Blev varslet i weekenden

Store nedbørsmængder er ikke usædvanligt for bergenserne, og allerede i weekenden blev kommunen varslet om stigende vandstand.

Kommunaldirektør i Bergen Anne Iren Fagerbakke siger, at de brugte weekenden på at planlægge og indførte tiltagene om mandagen.

»Vi lagde en kanal for at føre vandet kontrolleret over dæmningen og øgede tappekapaciteten for at sænke vandstanden,« siger hun.

Der blev også brugt pumper i løbet af onsdagen. Det er foreløbig lidt usikkert, hvornår disse blev sat i gang, men sikkert er det, at tiltagene ikke var nok.

»Det var først i løbet af onsdagen, at vi vurderede, at tiltagene ikke var tilstrækkelige,« siger Anne Iren Fagerbakke.

Geologer har undersøgt området

Torsdag eftermiddag udsendte politiet en pressemeddelelse, som oplyste, at de 133 personer, som var blevet evakueret, kunne vende hjem.

I samme meddelelse skrev politiet, at området fra Munkebotn og ned til Eidsvåg er blevet undersøgt af geologer fra kommunen. De vurderer området som værende sikkert.

Nu skal kommunen fokusere på at færdiggøre en rapport om, hvad der præcis gik galt.

Videoen her viser bruddet på den midlertidige dæmning onsdag. Filmen er sendt til TU fra Bergen Brannvesen.

Artiklen er fra tu.no

Emner : Vandkraft