Norsk motorvejsbro i fare for at styrte sammen

Norsk politi har mandag eftermiddag afspærret motorvejen E18 ved Bentsrud i Holmestrand lidt syd for Oslo på grund af sammenstyrtningsfare. En af de bærende bropiller har forskubbet sig og har skabt en bølgedal i kørebanen, der nu truer med at falde helt sammen.

Motorvejsbroen består af to uafhængige motorvejsbroer - en i hver retning. Selvom det kun er den ene retning, der øjensynligt er ved at kollapse, har norsk politi afspærret motorvejsbroen i begge retninger, og det norske vejvæsen beretter, at skaden på den 15 år gamle bro er omfattende.

»Broen kommer til at være lukket længe, men jeg kan ikke sige noget om hvor længe,« siger afdelingsdirektør Ingunn Foss ved Vejvæsnet i Vestfold. Det skriver Aftenposten.no.

Illustration: Vestfold Interkommunale Brandvæsen

Tekniske eksperter er gået i gang med at undersøge broen og fortsætter arbejdet tirsdag. På nuværende tidspunkt er det dog ikke muligt at placere et ansvar for brokollapset, melder Statens Vejvæsen.

»Nu må broen undersøges og årsagen findes. Det er hovedopgaven nu,« siger pressechef i Statens Vejvæsen Kjell Bjørn Vinje.

Læs også: Eksperter finder potentielt kritiske mangler i spærberegninger på kollapset bro

Den norske trafikminister, Ketil Solvik-Olsen, der er glad for, at ingen kom til skade, siger til Aftenposten, at man trygt kan regne med de norske broer.

»Norske broer har en god standard og er sikre. Derfor er det også opsigtsvækkende at dette her sker. Nu må statens vejvæsen og NVE (Norges vassdrags- og energidirektorat) undersøge, hvad der var årsagen til denne hændelse, så man kan få ny information og lære af den,« siger han.

Illustration: Google Maps

Han tilføjer, at man ud over det eftersyn og opgraderinger af de norske tunneller, man er i gang med, vil se på, om det er nødvendigt at gennemgå motorvejsbroerne på lignende vis.

Blandt årsager til den kæntrende bropille undersøges en sag om en bulldozer, der arbejdede under broen i dagene op til, at bropillen begyndte at hælde. Den arbejdede med at planere noget af jorden under broen, men vejvæsnet kan endnu ikke sige noget om, hvorvidt den er årsag eller en del af årsagen til forskubbelsen.

Illustration: Vestfold Interkommunale Brandvæsen

»En del af det, vi er i gang med, er at finde ud ad, hvor grundbruddet [på broen, red.] skete. Bulldozeren er en af flere brikker i puslespillet,« siger Ingunn Foss fra Statens Vejvæsen Vestfold.

Læs også: NCC om kollaps: Vi rev for meget ned for hurtigt

Morten Rygh i Holmestrand kommunes vand- og afløbsektion siger til Tønsbergs Blad, at der ligger en større vandledning på det sted, hvor bulldozeren så sent som i mandags var i sving.

»Vi skulle have haft information om arbejdet, hvis nogen havde sat gang i det, men det har vi ikke fået,« siger Rygh.

Indtil broen er farbar igen, er trafikken omdirigeret, og det er håbet, at især den tunge trafik vil benytte sig af færgetrafik i området.