Forstår ikke hvorfor man ikke bare satser på en Mono-pæl, med en stor kontravægt i bunden

Jeg har set en præsentation fra Stiesdal. Pointen med tripod og asymmetrisk montage er, at man kan montere møllen fra en mole, og med brug af en relativt konventionel kran. Efter montage kan hele strukturen slæbes til havs. Det er faktisk ret genialt når man tænker over det.

En monopæl derimod, skal først rejses på dybt vand. Herefter skal møllen sættes på toppen. Sådan et logistikcirkus koster dyrt, fordi det kræver specialskibe og godt vejr (samtidig)

Så vidt jeg ved er stabilitet ikke det store problem. Jeg mener at man bruger rotoren aktivt til at stabilisere møllen under drift. Er der nogen der ved mere om dette?

Mon Equinor har regnet sig frem til, at risikoen for at investeringen aldrig kommer hjem er for stor nu

Det projekt var vel i bund og grund grøntvaskning og man har indset, at man ikke får grønvask nok for pengene jeg at sætte møller op iblandt andre møller. Der er ikke rigtig nogen energiproduktion der prismæssigt kan konkurrere med en GE gasturbine der kører på overskudsgas direkte fra hullet. Kender ikke størrelsen af de turbiner der allerede står ude på de specifikke felter, men mon ikke de er i xxxMW klassen?

Noget helt andet er, at Equinor (og den Norske stat) i mine øjne har en moralsk forpligtelse til at fremme VE for at off-sette noget af al den skade Norske fossiler har forvoldt verdenen. Penge har de jo nok af. Men sådan er der så meget.......