Norsk ekspeditionsskib leder efter forsvundet argentinsk ubåd
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Norsk ekspeditionsskib leder efter forsvundet argentinsk ubåd

Seabed Constructor er egnet til lidt af hvert. Fartøjet har også deltaget i eftersøgning af skibsvrag med skatte om bord. Illustration: Swire Seabed AS

Det er et mysterium, hvad der skete den 15. november 2017, hvor den argentinske kystvagt sidste gang hørte fra kaptajnen på marinens ubåd ’Ara San Juan’.

Den argentinske ubåd skulle rejse over 3.000 kilometer fra et af Argentinas sydligste punkter, og op til en base ved byen Mar del Plata. Omkring 430 kilometer fra den argentinske kyst meddelte ubådskaptajnen, at der var sket et svigt i ubådens batterisystem. Derefter var der tavst fra ubåden.

Trods intensiv eftersøgning med blandt andet to af den amerikanske flådes ubemandede undervandsfartøjer til sidescanning, sonarer og Nasas Lockheed P-3 Orion-fly, lykkedes det ikke at lokalisere ubåden. Nu bliver eftersøgningen genoptaget.

Det amerikanske selskab Ocean Infinity, der har specialiseret sig i havbundsundersøgelser, er stævnet ud for at lede efter ubåden i Atlanterhavet cirka 300 sømil øst for Comodoro Rivadavia, skriver selskabet på sin hjemmeside.

»For alle, der er involveret i denne tragedie, håber vi, at vi kan hjælpe med at finde ubåden. Som altid kan der ikke garanteres succes, da det nøjagtige sted er ukendt, ligesom forholdene omkring hendes (ubådens, red.) tab,« siger Oliver Plunkett, administrerende direktør i Ocean Infinity.

Højteknologisk undervandsudstyr

Ocean Infinity har leaset det norske ekspeditionsskib Seabed Constructor med hjemhavn i Bergen i en årrække. Det var det samme skib, selskabet brugte først på året, hvor man ledte efter det forsvundne Malaysian Airlines-fly MH370, der forsvandt i 2014, og stadig ikke er fundet.

Læs også: Faktatjek: Udbredt analyse om argentinsk ubåds implodering er ikke bekræftet

Efterfølgende har Ocean Infinity i øvrigt overdraget unikke data om havbunden til de australske myndigheder.

Seabed Constructor har plads til en besætning på 102, helikopterlandingsplads og kran på dækket, og det er udstyret med fem autonome undervandsfartøjer (AUV'er) fra den norske koncern Kongsberg Maritime. Dronerne, kaldet Hugin, er opgraderet med sonarteknologi fra det canadiske firma Kraken Robotics.

AUV’erne kan operere på en vanddybde fra fem meter til 6000 meter. De kan kortlægge havbunden både under dronen og cirka 300 meter ud til hver side afhængigt af farten med sidescanning, sonar, multibeam-ekkolod, HD-kamera og magnetometer.

60 dage – og ingen penge uden fund

Der er til denne mission sat en besætning på 60 mand om bord, samt tre officerer fra Argentinas flåde og fire familiemedlemmer til ubådsbesætningen.

Læs også: MH370: Skanderborg-software skal behandle eftersøgningsdata

Der er i første omgang afsat 60 dage til eftersøgningen, og eftersøgningsområdet er fastlagt i samråd med Argentinas flåde og Storbritanniens søværn.

I lighed med eftersøgningen af MH370 har Ocean Infinity indgået en aftale om, at selskabet kun får betaling, hvis man finder ubåden.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten