I mange lande stiller offentlige og private fonde allerede krav om Open Access. I Norge og Sverige, hvor Open Access har været en realitet siden 2010, har man store forventninger til den frie videndeling.
»Open Access bliver jættestort,« siger forskningssekretær Lisbeth Södervist fra Vetenskapsrådet i Sverige.
Selv om der kan være direkte økonomiske fordele forbundet med en gratis adgang til forskningsartikler for industrien og andre interesserede, er dette dog ikke den primære begrundelse for kravet om Open Access hos Forskningsrådet i Norge.
»Udslagsgivende har været den principielle holdning hos den norske regering: At alle videnskabelige artikler, som er et resultat af offentlig finansieret forskning, skal være åbent tilgængelige,« forklarer seniorrådgiver Rune Rambæk Schjølberg fra Forskningsrådet.
Derfor har Forskningsrådet siden 1. januar 2010 forlangt, at forskerne selvarkiverer artikler, der fremkommer fra projekter, der har fået økonomiske støtte fra Forskningsrådet.
Rune Schjølberg oplyser, at man i fremtiden vil holde styr på arkiveringerne via det fælles forskningsdokumentationssystem Cristin (Current Research Information System in Norway), som bliver taget i brug i år.
Han vurderer, at før kravet blev indført, var det kun ganske få procent af norske forskningsartikler, der blev selvarkiveret - og at uvidenhed og misforståelser om, hvad selvarkivering og Open Access indebærer, var årsagen til, at det ikke gjaldt flere.
Det synspunkt deler Lisbeth Söderqvist fra Vetenskapsrådet i Sverige, som også siden 1. januar 2010 har stillet krav om Open Access - et krav, der ikke blev indført uden modstand:
»Det vil der altid være, når man indfører nye krav, men der har også været en pædagogisk opgave i at forklare systemet,« siger hun og fremhæver, at det bedste argument over for forskerne er, at Open Access giver anledning til, at forskningsartikler får større udbredelse, og de derved bliver mere citerede.
»Det er jo hele formålet med at offentliggøre forskningsresultater og i forskernes egen interesse.«
Men hovedargumentet for Open Access i Sverige er som i Norge, at forskningen er udført for offentlige bevillinger.
»Det drejer sig om skattekroner, og så skal resultaterne ikke holdes bag lås og slå,« siger Lisbeth Söderqvist.
I Sverige har kemikere bl.a. fremført, at der jo alligevel ikke er nogen uden for de snævre forskerkredse, der forstår artiklerne. Men det argument køber Lisbeth Söderqvist ikke:
»Det er vel ikke noget, forskerne skal vurdere,« siger hun og påpeger, at man heller ikke skal underkende fordelene for forskere i den tredje verden, som i dag ikke har adgang til dyre tidsskrifter.
Lisbeth Söderqvist understreger vigtigheden af, at infrastrukturen var på plads, da Open Access blev indført sidste år. Alle universiteter har desuden medarbejdere med kendskab til Open Access, som kan hjælpe de enkelte forskere med de praktiske detaljer.
Det er netop et af problemerne ved en implementering herhjemme, mener Tove Faber Frandsen, lektor ved SDU og forsker i Open Access. Der er for mange ubekendte, og så vælger forskerne den vanlige vej.
»Vi skal have en procedure, hvor forskeren har nogen at trække på. Som det er nu, skal du selv vælge, hvor du vil lægge artiklen op, hvordan det skal se ud, og så skal du selv tjekke, om det forlag, du udgiver ved, tillader en Open Access-version.«
Det er ikke ualmindeligt, at forskerne og forlag deler holdning.
»Man skal ikke underkende, at mange forskere identificerer sig med de tidsskrifter og forlag, hvor de normalt publicerer deres artikler, og derfor kan de være tilbøjelige til at dele forlagenes interesse, « siger Lisbeth Söderqvist.
Hun mener, at det var en af forklaringerne på den modstand mod Open Access, som bl.a. svenske kemikere har givet udtryk for. Og Open Access vil komme til at gå ud over forlagenes indtjening, erkender hun:
»Men de er jo heller ikke 'fattiglappar',« som hun siger.
Ingeniøren har tidligere beskrevet, at et kommercielt forlag som Reeds Elsevier, der udgiver 1.100 videnskabelige tidsskrifter, i 2009 havde et overskud på 693 mio. pund ud af en omsætning på 1.986 mio. pund.
De svenske regler tillader dog, at der kan være en embargoperiode på seks måneder - eller i undtagelsestilfælde i 12 måneder - før en artikel bliver tilgængelig som Open Access.
Derved kan forlagene efter Lisbeth Söderqvists opfattelse stadig opretholde en forretning, for der vil altid være nogle, der er villige til at betale for øjeblikkelig adgang til den endelige udgave af en forskningsartikel.
I Danmark har hverken Det Frie Forskningsråd eller Det Strategiske Forskningsråd endnu besluttet sig for, hvordan de skal forholde sig til Open Access.
Professor Jens Christian Djurhuus, formand for Det Frie Forskningsråd, mener, der stadig er mange tvivlsspørgsmål, mens direktør Peter Olesen, der er formand for Det Strategiske Forskningsråd, oplyser, at emnet vil blive taget op på et kommende bestyrelsesmøde. En overordnet national politik kan være med til at afklare den tvivl.
