Nordmænd bygger restaurant under vandet

»Vi har haft en stor tro på projektet fra dag ét. Men modtagelsen har overgået alt, hvad vi havde drømt om,« siger Gaute Ubostad.

Han og broderen Stig står bag projektet ‘Under’, som bliver verdens største undervandsrestaurant - og Europas første af slagsen - når den slår dørene op i 2019. For nylig offentliggjorde arkitektfirmaet Snøhetta tegningerne af ‘Under’, og det førte til omtaler i medier verden over.

Det er ikke så sært, at billederne vækker opsigt. En kæmpemæssig betonstruktur rejser sig op af havet og læner sig ind mod land ved Båly i Lindesnes i Norge. I nuancer af gråt og blåt og med selskab af sprællevende undervandsliv skal op mod 100 gæster indtage lokal nordisk mad.

Time Magazine mener, at det hele er som taget ud af et science fiction-univers, mens DN.no skriver, at bygningen ligner en krydsning mellem infrastruktur og en strandet kaskelothval.

Og det specielle projekt har da også involveret unikke udfordringer for de involverede ingeniører. Gaute Ubostad anslår, at omkring 40 firmaer er inde over planlægningen på en eller anden måde.

»I mange byggeprojekter kan man kontakte et fagmiljø og få en løsning. Det går ikke her, eftersom ingen behersker alle disciplinerne. Vi har hyret eksperter inden for bl.a. oplevelsesdesign, lysdesign, akustik, marinbiologi og byggeteknik,« siger Gaute Ubostad.

Siden 2013 har rådgiverfirmaet Asplan Viak arbejdet med projektet.

»Vi stødte på rigtig mange nye problemstillinger. Der findes ikke nogen vejledninger for denne type byggeri. Derfor blev det et pionerarbejde for at finde egnede løsninger,« siger Erlend Stien, byggeingeniør i Asplan Viak.

Her er fem udfordringer – og hvordan ingeniørerne løste dem.

1. En speciel udformning

De tidlige skitser af projektet forestillede en firkantet betonkasse med et ensartet tryk mod bunden, fortæller Terje Raanes, fagansvarlig for byggeteknik i Asplan Viak, til TU.

»Dette var den bedste måde at bygge på rent ingeniørmæssigt. Men så kom Snøhetta med helt andre ideer. Så fik vi en reel arkitektur – og reelle udfordringer,« siger Raanes.

Den 1.650 ton tunge og metertykke betonskal skal nu ligge skråt sidelæns mod skærgården. Konstruktionen bliver dermed tung bagtil, og trykket mod bunden ujævnt.

»I olieindustrien, hvor vi har arbejdet tidligere, er vi vant til at tænke funktion over form. I dette projekt er der byttet om på de to,« siger Ben Fitzgerald, projektleder for marine operationer i CoreMarine, som også har deltaget i projektet.

Der arbejdes på to forskellige alternativer til, hvordan skallen skal bygges. Man kan bygge den på land for så at sætte den på en pram, som fragter skallen ud til det sted, hvor den skal nedsænkes. Alternativt kan man bygge hele skallen på den sænkbare pram, så man undgår at skulle fragte den fra land over på prammen.

»Vi henter prammen fra oliesektoren. Den skal kunne sænkes ned på fem meters dybde og være stor og stabil nok til, at den kan bære vægten af betonkonstruktionen,« siger Ubostad.

Det er imidlertid monteringen, ikke selve konstruktionsfasen, som i størst grad har udfordret ingeniørerne. For hvordan skal man montere noget med forskelligt tryk?

Erlend Stien fra Asplan Viak fortæller, at de bruger en pram, som kan tage vand ind.

»Når prammen sænkes, vil konstruktionen flyde op som en tom plasticbøtte. Geometrien gør dog dette til en lidt speciel plasticbøtte. Forpartiet vil stikke op, mens bagenden vippes nedad. Derfor vil vi anvende en kran til at løfte den bageste del op og udad, så konstruktionen sænkes symmetrisk ned i vandet,« siger han.

Kranen sidder på en HLV (heavy lift vessel) og har kapacitet til at løfte flere hundrede ton.

Havbunden forberedes ved først at sprænge dele af den bort, hvorefter bunden fyldes med en pude af fjeldskærver, som konstruktionen skal hvile på.

2. Naturkræfternes påvirkning

Også tidevand og bølger har givet ingeniørerne udfordringer.

Oprindeligt skulle restauranten ligge lige ud for Lindesnes Havhotell, som også ejes af Ubostad-brødrene. Her var der tale om et afskærmet område inden for en mole. I stedet har de flyttet placeringen nogle meter væk til ydersiden af skæret, hvor der ikke er nogen naturlig afskærmning.

»Det gjorde, at vi havde brug for ordentlige bølgeberegninger,« siger Raanes.

Derfor blev CoreMarine hentet ind. De har beregnet bølgekræfterne og strømmen ved hjælp af numerisk fluiddynamik. Her anvendes numeriske metoder til at analysere udfordringer, strømmen kan give.

»Vi tog højde for bølger på maksimalt 3,2 meter samt vandpresset ved fem meters dybde. Presset er ikke så stort så tæt på overfladen,« fortæller Fitzgerald fra CoreMarine.

Resultaterne af beregningerne blev sat ind i et tryk-diagram, og betonskallen udformes, så den kan modstå trykket.

Akrylglasleverandøren bruger så diagrammet til at konstruere vinduet ud fra. Resultatet er, at det 11 meter lange og 3,6 meter brede vindue bliver 30-36 centimeter tykt.

Selv om skallen i sig selv vejer 1.650 ton, er der en risiko for, at tidevand og kraftige bølger får byggeriet til at flytte sig. For at sikre sig mod dette fastgøres bygningen ved, at man borer stålstænger ned i klippen.

»Det er muligt, at vi må fylde konstruktionen med grus, så den står fast, indtil vi får fastgjort den med stængerne,« siger Stien.

3. Håndtering af fugt

Raanes fortæller, at de ikke er specielt bange for, at vandet skal trænge ind gennem de tykke betonvægge og forårsage fugt. Problemet er snarere den kondens, der opstår, når fugtig luft kommer i kontakt med en kold betonoverflade.

»Betonen vil typsik være ti grader varm. Ved den temperatur vil luften let kondensere, og så står vi med et fugtproblem,« siger Raanes.

Løsningen er at bygge en trækonstruktion inde i bygningen, med så få kontaktpunkter mellem betonen og trækonstruktionen som muligt. Gulvet bygges med afløbsdræn og udgør fundamentet for trækonstruktionen. Limtræsbjælker på omkring 11 meter skal hænge frit.

»Bygningen stabiliseres mod betonen nogle få steder, men der skal være færrest muligt kontaktflader, således at fugten ikke kan trænge ind og blive siddende,« siger Raanes.

I hele konstruktionen skal der være et mellemrum på 15 centimeter mellem betonskallen og den indvendige trækonstruktion, fortæller Stien.

»Her installeres et absorptionsanlæg – et ventilationsanlæg, som hiver fugten ud af luften,« fortæller Stien.

Løsningen afviger fra TEK10-standarden (Norges byggetekniske forskrifter - dog nu afløst af TEK17, red.), og teamet er dermed afhængigt af at få godkendt denne løsning af myndighederne. Raanes mener ikke, at det bliver et problem.

Skulle der af en eller anden grund alligevel trænge havvand ind, ledes dette ned i gulvet og hen til en pumpe, som pumper det ud

»Det er et sikkerhedstiltag, som også bruges i undervandstunneler og andre lignende konstruktioner,« siger Stien.

4. Skalkonstruktionens holdbarhed

Ubostad har oplyst, at betonen skal holde mindst lige så længe, som han selv lever, fortæller Stien. De tager højde for en levetid på 50-100 år.

De forskellige aktører udfører flere betontekniske analyser for at finde den opskrift, som resulterer i færrest muligt revner. De planlægger også med såkaldt katodisk beskyttelse – altså at man sætter strøm til armeringen. Skulle der være risiko for på armeringen, vil man kunne forebygge dette ved hjælp af strømtilførsel.

»Når jernet ruster, mister det elektroner. Sætter du strøm til, kan du modvirke tabet af elektroner. Det er en ganske almindelig metode at bruge på betonkonstruktioner og lignende,« siger Stien.

5. Offshorearbejde - men uden offshoreøkonomi

Samtlige af ingeniørerne i CoreMarine kommer fra oliebranchen, men selskabet specialiserer sig nu i rådgivning inden for vedvarende offshoreenergi.

Projektleder Fitzgerald fortæller, at opgaverne i restaurantprojektet ligner dem fra olieproduktionen - en væsentlig udfordring er dog, at man ikke er i nærheden af at have de samme midler til disposition.

»Jeg vil anslå budgettet til at være på mellem en femtedel og en tiendedel af et tilsvarende olie- og gasprojekt. Derfor er vi nødt til at være lidt mere effektive,« siger han.

Han fremhæver det gode samarbejde mellem projektets forskellige aktører.

»Alle synes, at det er sjovt at arbejde med noget så anderledes og nyt. Strukturen vil uden tvivl blive en turistattraktion i sig selv - og så tilbydes der desuden god mad. Sørlandet skriger på noget turistvenligt. Jeg tror, at mange vil slå et smut ind omkring på vejen till Lista Fyr (et berømt fyr på den norske sydkyst, red.),« siger Fitzgerald.

Projektet har en omkostningsramme på 50 millioner norske kroner. Ifølge DN inkluderer dette støtteordninger på næsten ti millioner kroner.

Artiklen er oprindeligt fra tu.no.