Nordkoreas atombombe: Her er, hvad vi ved

Er Nordkorea skiftet fra plutonium-bomber til bomber med højt beriget uran? Det er et af de ubesvarede spørgsmål efter den underjordiske prøvesprængning den 12. februar 2013.

Den politiske spænding har fået USA til at aflyse en missiltest i næste uge for ikke eskalere situationen yderligere.

I denne artikel samler vi op fakta og de bedste kvalificerede spekulationer omkring det nordkoreanske kernevåbenprogram. Artiklen er i høj grad baseret på rapporter skrevet af professor Siegfried Hecker fra Stanford University i USA og interviews med Hecker i flere medier de seneste måneder.

Siegfried Hecker er den person i Vesten, som bedst kender til det nordkoreanske kernevåbenprogram. Han har besøgt landet syv gange siden 2004, fire gange har han besøgt Yongbyon, som er hjemsted for det den nukleare forskning.

Det seneste besøg fandt sted i november 2010. Ingen vestlige eksperter har siden været i Yongbyon. Hecker har selv anmodet om nye besøg, som ikke er blevet accepteret.

Forskning i et halvt århundrede

Nordkorea har haft et kerneforskningsprogram gennem mere end 50 år – i begyndelsen med hjælp fra Sovjetunionen, men fra og med 1970’erne har nordkoreanerne været i gang uden ekstern assistance.

Landet har ingen reaktorer, der producerer kernekraft til elektricitetsnettet, men er dog i færd med at bygge en eksperimentel letvandsreaktor (25-30 MW elektrisk effekt), som også kan bruges til elektricitetsproduktion.

Den seneste udvikling bekræfter med Heckers ord, at Nordkorea har valgt bomber frem for elektricitet. Det har fået ham til at konkludere, at han er pessimistisk for udviklingen i det korte løb, men at han er optimistisk for udvikling i det lange løb.

Tre prøvesprængninger

Nordkorea har gennemført tre kernevåbensprængninger: I 2006, 2009 og den seneste den 12. februar 2013.

Omverdenen har kendskab til disse sprængninger fra Nordkorea selv og fra de seismiske målestationer, som er en del af et internationalt netværk, der skal kontrollere, at internationale aftaler om forbud mod kernevåbensprængninger overholdes. Nordkorea har ikke tilsluttet sig disse aftaler.

Da alle tre kernevåbensprængninger har fundet sted i samme område, giver seismiske målinger et direkte mål for den relative styrke af de tre bomber. Da de geologiske forhold ikke kendes i alle detaljer, kan de derimod kun give et fingerpeg om den absolutte størrelse af de tre bomber.

Vurderingen er, at de tre bomber har haft en styrke på henholdsvis 1 kiloton TNT, 2-7 kiloton TNT og 7-25 kiloton TNT. Bomben over Hiroshima i 1945 havde til sammenligning en styrke på 12-18 kiloton TNT. Den første sprængning i 2006 vurderes kun at have været en delvis succes.

Da Kina i midten af 1960’erne foretog de første sprængninger af kernevåben, havde de en styrke på henholdsvis 22, 35 og 250 kiloton TNT. Så Nordkorea er begyndt i det små.

Egen produktion af plutonium

Prøvesprængningerne i 2006 og 2009 blev foretaget med plutonium-bomber af samme type, som faldt over Nagasaki i 1945.

Nordkorea har fremstillet sit eget plutonium med en 5 MWe produktionsreaktor, som blev lukket ned i 2007. Hecker skønner, at Nordkorea i dag besidder mellem 24 og 42 kg plutonium, der kan bruges til mellem fire og otte bomber.

I sidste uge meddelte Nordkorea, at man vil genåbne reaktoren. Hecker vurderede efter et besøg i Yongbyon i 2010, at en genåbning vil tage omkring seks måneder, og efterfølgende vil reaktoren kunne producere materiale til én plutoniumbombe om året.

Reaktoren har tidligere været nedlukket og genåbnet. Den blev lukket i 1994 som en del af en international aftale og genåbnet i 2003 uden større problemer.

I forbindelse med nedlukningen i 2007 blev et køletårn sprængt i luften som en nordkoreansk gestus – og mod en amerikansk betaling på 2,5 mio. dollar, har nordkoreanske embedsmænd oplyst til Hecker. Det vil dog ikke være et større problem at bygge et nyt køletårn.

Det rokker ikke ved det faktum, at Nordkorea mangler plutonium til opbygning af selv et mindre arsenal af kernevåben.

Anlæg til berigning af uran

Derfor spekulerer mange på, om sprængningen i februar i år var af en bombe med højt beriget uran.

Da Hecker besøgt Yongbyon, blev han præsenteret for et topmoderne centrifugeanlæg, hvor det er muligt at adskille uran-238 fra uran-235.

Uran-235 udgør kun omkring 0,7 pct. af naturligt forekommende uran. Letvandsreaktorer bruger for en koncentration af uran-235 på 3-5 pct. Til kernevåben skal man have en andel på mindst 20 pct. og allerhelst helt oppe omkring 85-90 pct. Hiroshima-bomben benyttede eksempelvis 64 kg uran beriget til 80 pct. uran-235.

Skal Nordkorea opbygge et større kernevåbensarsenal, vil det formodentligt hurtigere kunne ske med højt beriget uran end med plutonium.

Hecker vurderer, at centrifugeanlægget, han så, kan fremstille 40 kg højt beriget uran om året – nok til en eller måske to bomber.

Hjælp fra Pakistan?

Generelt er det vanskeligere at fremstille en uranbombe end en plutoniumbombe. Hecker nævner dog den mulighed, at den pakistanske ekspert A.Q. Khan kan have solgt et pakistansk design af en lille bombe, der kan monteres på Nordkoreas mellemdistancemissiler.

Den eneste måde, omverdenen vil kunne bestemme indholdet af det fissile materiale i den seneste bombe på, vil være ved at detektere undslupne gasser. Men det er ikke lykkedes at foretage sådanne målinger. Intet slap tilsyneladende ud efter prøvesprængningen i februar.

Hvis Nordkorea er gået over til uran-bomber, giver det også bekymring for, at der er eller kan opstå et samarbejde med Iran, som besidder store centrifugeanlæg til berigning af uran.

Hvis Iran har uran, og Nordkorea har bombedesignet, har de to lande en interesse i at samarbejde.

Miniature-bomber

Hecker og andre eksperter vurderer, at sprængningen i februar har været af en bombe, der størrelsesmæssigt passer til missilerne.

Sprængninger i 2006 og 2009 har været af større prototypebomber, der skulle transporteres med fly og derfor ikke udgør samme trussel.

En uge før sprængningen den 12. februar spekulerede Hecker på, om nordkoreanerne ville foretage to sprængninger på samme tid – eksempelvis både en plutoniumbombe og en uranbombe. Det skete ikke.

Der er i disse dage forlydender om fornyet aktivitet ved sprængningsområdet, og det kan ikke afvises, at hvis sprængningen i februar var af det velkendte plutoniumdesign, så er det en uranbombe, der står for tur – muligvis i forbindelse med fejringen af 101-års dagen for Kim Il-sungs fødsel den 15. april.

Optimist trods alt

Hecker bemærker, at hverken Nordkorea eller Sydkorea har råd til at have kerneforskning, der sigter mod både bomber og elektricitet.

Nordkorea har kernevåben, men ingen reaktorer, der producerer elektricitet. Sydkorea har 31 letvandsreaktorer, der producerer 31 pct. af elektricitetsforsyningen, men ingen bomber.

Kim Jung-un og det øvrige nordkoreanske regime ser i dag uden tvivl kernevåben som den bedste mulighed for at holde regimet ved magten. Derfor er Hecker pessimist, når det gælder udviklingen i det korte løb.

Han mener dog, at regimet i det lange løb bliver nødt til at forbedre økonomien og levestandarden for at blive ved magten.

Hvis ødelæggelsen af et køletårn i 2007 blev betalt med 2,5 mio. dollar, kan Kim Jung-un uden tvivl få en høj pris for at opgive sine kernevåben.

En økonomisk fremgang kan vise sig at være af større værdi for Kim Jung-un end bomber, som han må vide nok kan give voldsomme ødelæggelser andre steder, men også vil føre til hans egen og landets udslettelse, hvis de tages i brug.

Men Nordkorea frygter USA som intet andet, og amerikanerne er ikke sikre på, at de kan stole på nordkoreanerne. Udgangspunktet for en handel er ikke det bedste.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvis vi skal holde os til, hvad vi ved, må vi erkende, at vi ikke ved, om Nordkorea overhovedet nogen sinde har detoneret en atombombe.

Som det rigtigt står i artiklen, kendes prøvesprængningerne kun fra seismiske målinger. Der er, så vidt jeg ved, ikke målt radioaktivitet, der bekræfter, at der er tale om atombomber.

Før den seneste prøvesprængning var emnet oppe blandt eksperter, som talte om det velkendte fænomen, at regimet og den udenlandske fjende kan have en fælles interesse i at holde konflikten kørende på et højt niveau. Og at den nordkoreanske ledelse har megen prestige på spil i forhold til befolkningen - nok til at sprænge en meget stor konventionel bombe og lade, som om der var tale om en overlegen demonstration af nationens videnskabelige talent. (Se fx http://www.nytimes.com/2013/02/13/world/as...)

Men efter prøvesprængningen er al sund skepsis glemt. Desværre også hos journalisterne, som ellers skulle være vores alle sammens vagthunde over for magtens mænd.

Tilbage står, at fakta er fakta: Hvor er beviset på, at der er tale om nordkoreanske atomprøvesprængninger? Og hvor er beviset på, at Iran udvikler atomvåben og dermed overtræder den traktat, de frivilligt har underskrevet (i modsætning til nabolandene)?

  • 3
  • 10

Ok. Så er det vel det, der skal stå, at vi ved: At efter den første prøvesprængning, blev der meldt om målinger af Xenon-isotoper, som antyder, at der var tale om en atombombe. Men at der hverken efter den anden eller tredje er fundet beviser for, at der fandt en vellykket atombombesprængning sted.

Har du i øvrigt en troværdig kilde til det?

  • 2
  • 4

http://www.ctbto.org/the-treaty/developmen...

Nordkorea fortæller selv, de har foretaget en kernevåbensprængning:

At 02.57.51 (UTC) on 12 February 2013, the CTBTO’s seismic network detected an unusual seismic event in the Democratic People’s Republic of Korea (DPRK), which measured 4.9 in magnitude. Later that morning, the DPRK announced that it had conducted a nuclear test. CTBTO Executive Secretary Tibor Tóth strongly condemned DPRK’s action as “a clear threat to international peace and security.” The event was registered by 94 seismic stations and two infrasound stations in the CTBTO’s network. The data processing and analysis are designed to weed out natural events and focus on those events that might be explosions, including nuclear explosions.

  • 0
  • 0

Ja, fra den 12. februar. Og igen den 19. Men den 20. trak Nature artiklen tilbage: "After the story was published, the Comprehensive Nuclear Test-Ban Treaty Organization (CTBTO) in Vienna contacted Nature to say that the radioisotope station primarily responsible for the measurement, located in Takasaki, Japan, regularly detects xenon-133 from surrounding nuclear facilities. Following discussion with the ZAMG scientists, both bodies concluded that the xenon-133 seen in Japan cannot be directly linked to the North Korean test. The ZAMG has taken down its analysis of the xenon release from its website. As a result, Nature has decided to remove the text of its story from its website."

  • 4
  • 3

Jens og Poul-Henning: Af ingeniører/journalister havde jeg ventet en større grad af kildekritik.

Det er ikke, fordi jeg rent politisk er uenig i, at det er utrygt med atomvåben i Nordkorea. Men enten er det en fakta-artikel, eller også er det en af de sædvanlige, perspektivløse historier om konflikten.

Hvorfor ikke bare nøjes med at skrive, hvad vi ved i stedet for citere propagandaskrivelser?

  • 3
  • 4

Artiklen var forsynet med denne varedeklaration:

"I denne artikel samler vi op fakta og de bedste kvalificerede spekulationer omkring det nordkoreanske kernevåbenprogram."

  • og jeg skriver specifikt, at der ikke foreligger målinger af gasser i forbindelse med sprængningen 12. februar.

Her stopper diskussionen om dette emne for mit vedkommende.

  • 10
  • 0

Artiklen er ganske klar i sin kildeangivelse - og det leder unægteligt tanken hen på informanten Curveball, som har været meget omtalt på det seneste. Med den hensigt at provokere et angreb på Irak fik han via Tysklands efterretningsfolk USA til at tro på Eksistensen af WMD (weapons of mass destruktion). Der er således en reel fare ved den ene kilde - som har været væk fra Nordkorea i mindst 3 år.

OG så kan man jo tænke på, om der virkelig har været prøvesprængninger? Mon ikke især Nordkorea, men måske også andre lande, kan have interesse i dette som rygte ?

Faktuelt er der registreret 3 store eksplosionshændelser, men vist intet udslip overhovedet. Til sammenligning, så fremgår det af wikipedia.com, at Halifax-ulykken i 1917 var den største ikke-nukleare eksplosion, og at den estimeres til 3 kilotons (er det en SI-enhed?). Hvis formålet er propaganda, så er det vel ikke umuligt for Nordkorea at lave en 3-4 gange så stor eksplosion ?

Det er sundt at være skeptisk - men også dumt at være naiv.

Irak- krigen blev startet på disinformation - jeg håber ikke vi får endnu krig (uanset om forudsætningerne er nok så troværdige). Men naive skal vi ikke være heller.

  • 5
  • 2

Når en artikel både består af "fakta" og "spekulationer", så kunne det være rart, hvis de to sæt af informationer blev bragt, så læseren kunne skelne imellem dem.

Som det står nu, kunne man jo tro, at du konstaterer, at der rent faktisk har fundet kernevåbeneksplosioner sted, når du skriver, at "Nordkorea har gennemført tre kernevåbensprængninger: I 2006, 2009 og den seneste den 12. februar 2013."

  • 3
  • 4

Tyvärr ser inte jag hur någondera parten kan backa. Nordkorea kan inte lägga ner sitt kärnvapenprogram efter den enorma propagande de sent ut över sitt folk och omvärlden, lika lita kan omvärlden släppa sanktionerna utan att Nordkorea lägger ner sitt kärnvapenprogram.

Spänningen kommer öka tills regimen i Nordkorea störtas.

Det bästa vore en statskupp av reformvilliga högre militärer som därefter öppnade landet och närmade sig väst.

Det näst bästa vore att Kina invaderade, en del tyder på det.

Det sämsta vore om USA invaderade Nordkorea.

Jag hoppas att det finns kloka i ledningen just under den unge diktatorn.

  • 0
  • 1

Men då jag finner Sydkoreas kärnenergiprogram mycket intressant måste jag passa på och skriva att de "bara" har 23 reaktorer i drift, men de bygger så fort de kan.

De APR-1400 som startar nu har kostat 2,3$/We men de som byggs kostar 1,75$/we vilket är i nivå med kolkraft och därmed äntligen kommer minska vår kraftiga ökning av kolförbränning.

För dansk industri och energipolitik är detta ett av många intressanta projekt:

KAERI has also submitted a Very High Temperature Reactor (VHTR) design to the Generation IV International Forum with a view to hydrogen production from it. This is envisaged as 300 MWt modules operating at 950ºC each producing 30,000 tonnes of hydrogen per year. KAERI expects the engineering design to be completed in 2014, construction start 2016 and operation in 2020. An agreement with steelmaker Posco envisages using the VHTR for smelting iron.

Läs ofta landets uppdaterade status här:

http://www.world-nuclear.org/info/Country-...

  • 0
  • 2

Läs på om PACER och skriv om det, jag anser att det inte är ett realistiskt projekt i västvärlden och hoppas nästan att det aldrig blir av.

Men jag är säker på att många läsare här gärna vill debattera den överlägsna tekniken att med små regelbundna detonationer av vätebomber destruera dagens kärnavfall, eller producera över 8000kg U233/år från en 1GWe reaktor för att starta LFTR (även det är orealistiskt, vem vill transportera det över världen till tio nya LFTR från var PACER och år?).

Det finns en hel del dokument från forskningen och de tester som gjorts för att verifiera systemet.

De små reaktorerna i 230mm tjockt stål skulle tillverkas kompletta i fabrik för att sänkas ner 100m i stabilt urberg där de omsluts av 900mm betong.

LiBeF4 ska även kunna innehålla det kärnavfall eller torium som pumpas ner till reaktorn, nytt U233 avlägsnas genom UF6 i det återvändande bränslesaltet.

Vid bridtal 1 krävs 50kg torium och 100 kg deuterium samt 50kg Litium var år för 1GWe och avfallet blir då knappt 200kg helium. (E=M*C^2 närmar sig med detta det blir bara faktor 600 sämre)

Det skulle förvåna mig om inte en välskriven artikel om PACER skulle ge många intressanta kommentarer.

//gunnar

  • 0
  • 1

Jeg ved bare, at det er dumt at tage nogen, ja absolut n-o-g-e-n chancer overhovedet, når det indvolverer atomvåben. Det er kun mænd med en cowboy i maven, der finder på den slags, men dem er der desværre mange af.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten