Nordkorea sprængte første rakettrin i småstykker, før det landede i havet

Nordkorea sprængte første rakettrin i småstykker, før det landede i havet

Raketten placerede en satellit i en bane, der også går hen over Danmark.

Omverdenen har tidligere fået kendskab til det nordkoreanske raketprogram ved at bjærge rakettrin.

Læs også: Det ved vi om Nordkoreas såkaldte rumraket

Raketopsendelsen fandt sted søndag morgen lokal tid. (Foto: KCTV, Nordkorea)

Det har nordkoreanerne tilsyneladende ikke ønsket skulle gentage sig ved opsendelsen natten mellem lørdag og søndag.

Umiddelbart før første trin fra raketten skulle lande i det i forvejen varslede område i havet 100 km fra Sydkoreas kyst, detonerede det i omkring 270 mindre dele, rapporterer Spaceflight101.com med henvisning til sydkoreanske kilder.

Dermed har det ikke som ved raketopsendelsen i 2012 været muligt at bjærge større dele, der kan give ny information om det nordkoreanske raketprogram.

Formodningen er dog, at den benyttede Unha-3-raket er nogenlunde identisk med den raket, der i december 2012 bragte satellitten KMS 3-2 i kredsløb.

Susan Rice, der er Barack Obamas nationale sikkerhedsrådgiver, siger, at raketten anvendte samme teknologi som ballistiske missiler. FN har vedtaget adskillige resolutioner, der pålægger Nordkorea ikke at gennemføre forsøg med ballistiske missiler eller nukleare våben.

Den kendte nyhedsoplæser Ri Chun-hee annoncerer med stor patos, at Nordkorea har opsendt en satellit. (Foto: Nordkoreansk tv)

På nordkoreansk tv blev nyheden præsenteret af den kendte nyhedsoplæser Ri Chun-hee, der ellers er gået på pension, men som også vendte tilbage til skærmen, da nyheden om prøvesprægningen at et nyt atomvåben skulle præsenteres for en måned siden.

Læs også: Nordkorea kan have 10 a-bomber i sit arsenal ... og mange flere på vej

Satellitten passerer hen over Danmark

Forgængeren KMS 3-2 indeholdt bl.a. en 470 MHz UHF-radio, der udsendte patriotiske sange, foruden kameraer til optagelse af såvel faste billeder som video.

Der vides endnu ikke så meget om den nye satellit KMS 4, der følger en bane i en højde af 500 km over Jorden, hvor et omløb tager halvanden time. Den vil jævnligt passere direkte hen over Danmark.

Satellittens aktuelle og fremtidige position kan bl.a. følges på sitet n2yo.com.

Kommentarer (7)

  • Susan Rice, der er Barack Obamas nationale sikkerhedsrådgiver, siger, at raketten anvendte samme teknologi som ballistiske missiler.

Med undtagelse af Ariane er der stort set ikke nogen fungerende rumraket der ikke har en fortid som ballistisk missil.

  • 10
  • 0