Nordjysk snilde skal løse pladsproblemer i antennespækkede mobiler
Antallet af radioantenner i mobiltelefoner og andre trådløse enheder stiger drastisk, og snart er der ikke længere plads til dem. Især ikke, når enhederne samtidig bliver mindre.
Derfor har Aalborg Universitet slået sig sammen med chipproducenten Infineon, antennegruppen Molex og en amerikansk tuner-virksomhed om at udvikle en integreret antenneløsning, der i et og samme system samler flere og mindre antenner med sende-modtage-enheden, så der spares plads og penge.
»Antennerne kan snart ikke være i de små 'kasser' såsom mobiltelefoner, så vi har en meget konkret idé til, hvordan vi kan lave en løsning, der giver plads til det hele, samtidig med at performance øges,« siger professor Gert Frølund Pedersen fra Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer og leder af antenneafdelingen.
Han forklarer, at udbredelsen af MIMO-teknikken i mobiltelefoner og et stigende antal funktionaliteter i trådløse enheder gør, at f.eks. en mobiltelefon i dag indeholder op mod syv antenner. Og når næste generations mobiltelefoni, LTE, kommer på banen inden for de kommende år, kan antallet af antenner nemt fordobles for at få datahastighederne tilstrækkeligt op og sikre datasignalet.
Trådløse devices bliver mere effektive
Gruppen har fire år til at udvikle platformen med 25 mio. kr. i ryggen fra Højteknologifonden og en egenfinansiering på yderligere 23 mio. kr. Detaljer om den kommende platform vil han dog helst ikke give for mange af.
»Vi er allerede nået langt, men vi har før prøvet at frigive detaljer om projekter, og så har nogle af de store stykket dem sammen og overhalet os. Det skal ikke ske denne gang,« forsikrer Gert Frølund Pedersen.
Det eneste konkrete, han derfor vil rykke ud med, er, at gruppen om fire år skal stå klar med en platform, hvor teknologien er bevist i både hardware og software, men endnu ikke sat i produktion. Den skal gøre radioteknologi i alverdens trådløse enheder både mere effektiv og billig ved at indeholde alle de forskellige sende- og modtage enheder, der normalt lægges individuelt i fx en mobiltelefon.
Og eksperterne fra Aalborg-egnen har gode forudsætninger for at komme først i mål med nye antenneteknologier. Selv om Motorola og Texas Instruments lukkede og slukkede i Nordjylland for et par år siden, blev antennefolkene enige om, at der stadig var grobund for at holde ekspertisen i området. Flere af dem samlede sig sidste år i virksomheden Molex, mens chipproducenten Infineon kan holde tiårsjubilæum i Aalborg i år.
Derfor manglede parterne blot en tuner-ekspert for at fuldende billedet og få alle dele med, så nu er det kommet på plads, at den amerikanske virksomhed WiSpry, der holder til med 20-30 mand i Silicon Valley i Californien, nu laver en filial i Aalborg med formentlig ansættelse af lokal arbejdskraft.
»Det er et projekt med et kæmpe potentiale, fordi det kan bruges i alt trådløst udstyr, og derfor er det vigtigt for os at tiltrække de rigtige partnere. Det kommer også til at betyde meget for regionen heroppe,« understreger Gert Frølund Pedersen om projektet, der officielt hedder SAFE (Smart Antenna Front End).
God industriel mulighed
Gert Frølund Pedersen har allerede et Højteknologi-projekt kørende med Infineon om at udvikle en LTE-platform, men han understreger, at de to projekter intet har med hinanden at gøre. Projekterne kan kun sidestilles så langt, at det bliver endnu et projekt, der kræver et langt og sejt træk over de kommende år - ligesom i 1993, da Aalborg Universitet var med til at udvikle den interne antenne i mobiltelefonen.
»Men det er også den slags projekter, der giver de store sejre, hvor vi kan vinde noget og positionere os godt både industrielt og akademisk,« siger Gert Frølund Pedersen.
Også elektronikvirksomheden Thrane & Thrane har fået tildelt midler i dag af Højteknologifonden. Virksomheden, der har hovedkontor i Kgs. Lyngby, er gået sammen med DTU og antennevirksomheden Ticra om at udvikle en ny antenneteknologi til satellitkommunikation.
Højteknologifonden offentliggør ganske kort, at gruppen vil udvikle en ny type teknisk avanceret satellitantenne, som kan indgå som supplement til de tre virksomheders øvrige aktiviteter inden for området.
