Nordjysk letvægtsrobot vil udfordre industriens sværvægtere

Der er noget befriende dogme­agtigt, nærmest pioneragtigt, over BlueWorkForces nye lokaler i det sydvestlige Aalborg.

Fra papirnavneskiltet på hoved­døren, der understreger, at virksomheden først for nylig er flyttet dertil, over papkassen med unbraconøgler i produktionen til post-it-lappen på en af testrobotterne.

Men man skal ikke tage fejl; BlueWorkForce er et højteknologisk foretagende. Men dogmeanalogien er ikke skudt helt ved siden af. Akkurat som d’herrer Vinterberg og Trier i 90’erne søsatte deres dogmekoncept for at udfordre rammerne for filmproduktion, har Preben Hjørnet, manden bag BlueWorkForce, en klar ambition om at udfordre den måde, man producerer og anvender industrirobotter på i dag – det, man med et af tidens modeord ville kalde disruption.

Modulær parallelrobotplatform

Det vil han gøre ved her i løbet af efteråret at lancere en modulær parallelrobotplatform – tænk delta- robotter og Quattro-robotten – der er designet ud fra tre A’er: accessibility (tilgængelighed), affordability (ikke for dyr) og applicability (nem at anvende i praksis).

Robotten vil ifølge Preben Hjørnet være både lettere, mindre energikrævende og billigere end eksisterende robotter på markedet. Prisen for en robot med tilbehør står i under 10.000 euro, og for hele standardinstallationen skal man slippe cirka 35.000 euro – svarende til godt 260.000 danske kroner.

»Jeg har gennem tiden mødt mange virksomheder, som ikke har mulighed for at komme i nærheden af robotteknologi på grund af investeringsomkostninger, mangel på kompetencer og nogle gange også tilstrækkeligt store seriestørrelser,« siger Preben Hjørnet, der kalder sig selv serieiværksætter og i 2010 solgte sin robotkomponentvirksomhed InMoTx til amerikanske Adept Technologies, i dag opkøbt af Omron Electronics.

Dansk robotteknologi, der vil udfordre branchens dogmer. Lyder det ikke bekendt? Jo, sammenligningen med Universal Robots ligger lige for, men Preben Hjørnet går efter et helt andet segment.

Hans gebet er parallelrobotter til pick and place-håndtering, der i stedet for – som UR-robotterne – at arbejde sammen med mennesker skal erstatte dem. Det er blå arbejdskraft, BlueWorkForce sælger, som Preben Hjørnet udtrykker det – deraf navnet. Blue-collar workers til både fødevareproducenten og logistikproducenten, der har behov for såkaldt diskret håndtering af emner – og måske endda på sigt bageren, der har brug for en robot til hurtigt og uden pauser at kunne sortere rundstykkerne i håndværkere og birkes.

Prøver at være dogmeagtig

Visionen om at udvikle en robot, der er både simplere, billigere og bedre end konkurrenternes, er Preben Hjørnet naturligvis ikke ene om, og indtil videre er det for tidligt at vurdere, om han får held med foretagendet.

Men at han og hans 11 kolleger i BlueWorkForce – heraf 6 fuldtidsansatte, resten blandt andet studerende fra University College Nordjylland – har en noget anderledes tilgang til robotudvikling, bliver tydeligt under en rundvisning i produktionen.

»Vi prøver faktisk at være lidt dogmeagtige,« forklarer Preben Hjørnet.

Et af dogmerne går således på, at gribeværktøjet – en serie standardgribere støbt i fødevaregodkendt silikone – skal kunne skiftes på få minutter uden brug af værktøjer. At det kan lade sig gøre, demonstrerer Preben Hjørnet selv, da han skifter griber på en testrobot.

Letvægtskonstruktion

En anden radikal innovation er brugen af gribearme i plast frem for aluminium. BlueWorkForce-­robotten består af fire gribearme i to uafhængige kinematiske systemer, som mødes i en griber for enden.

Det giver en letvægtskonstruk- tion med en samlet vægt på under ét kilo, der p.t. kan klare 80-90 såkaldte slag – bevægelser – i minuttet. Preben Hjørnet understreger, at den lette konstruktion ikke er ensbetydende med, at man er gået på kompromis med robustheden.

»Men det er heller ikke hverdagsplast eller hverdagsstøbninger, vi benytter,« som han udtrykker det, inden han tilføjer, at plaststøbningen, der foretages hos leverandøren Viedam, også er med til at holde prisen på robotten nede.

Startinvesteringen i støbeværktøjer er ganske vist stor, men den investering betaler sig hjem, når først produktionen er oppe at køre.

Et tredje nybrud er brugen af stepmotorer frem for servomotorer. En servomotor med dyrt præci- sions­­gear ville kvæle business-­casen, derfor bruger man step­motorer med egenudviklet absolut-­encoder-teknologi til at sikre den præcision på 0,5-2 millimeter, man har sat som grænseværdier.

Fra Galapagos til Ford

Preben Hjørnet er en velformuleret mand, som undervejs i interviewet kommer ind på både helhedstænkning, Galapagos, menneskelig anatomi, disruption og gode gamle Henry Ford. Det kan lyde højtravende, men han er samtidig en erfaren herre med kvalifikationerne og netværket på plads.

Han har arbejdet med robotteknologi siden 80’erne og er uddannet ingeniør fra Aalborg Universitet med hele to specialer: proceskontrol og billedbehandling. Hans vejleder dengang var såmænd ingen anden end Henrik I. Christensen, der senere er blevet anerkendt professor på Georgia Tech University i USA og har rådgivet præsident Obama om robotteknologi.

Til sidst i interviewet dukker en anden professor, i nanoteknologi, op på Hobrovej. Det samme gør en tysk forhandler, som længe har plaget Preben Hjørnet om at få hans blue-collar-robot ud på markedet.

Det sker så nu. De første kunde­ordrer er i hus, og i løbet af det næste år satser virksomheden på at firedoble produktionskapaciteten, så man kan gå fra at producere 5-6 robotter om ugen til 20. Derudover er det planen at etablere endnu en produktion på minimum ét andet kontinent, sandsynligvis USA.

Emner : Robotter