Nordjyder 40-dobler batteritiden i trådløse enheder

Med en kombineret software-hardwareløsning har danske RTX Telecom i samarbejde med hollandske Sitel udviklet en teknologi, der via algoritmer til styring af strømforbrug og en chip reducerer batteriforbruget i Dect-baserede netværk med en faktor 40.

Virksomhederne kalder teknologien for Ultra Low Power (ULP). Essensen er at putte et særligt kredsløb ind i den mobile del af et Dect-netværk - eksempelvis en håndholdt telefon. Herefter kan enheden lukkes helt ned, mens kredsløbet sørger for at bevare synkroniseringen med basestationen. Alt anden hardware slukkes, så batteriforbruget minimeres.

»Man kan jo godt slukke sin håndholdte Dect-telefon i fem minutter, hvor den så ikke bruger strøm, men når man så tænder den igen, bruger den lige så meget strøm på at finde basestationen igen, som man sparede ved at have den slukket,« fortæller teknisk chef i RTX, Peter Mariager.

Helt nye muligheder

Løsningen er udviklet specifikt til Dect og til den kommende Dect-generation CAT-iq, da RTX i forvejen benytter og har erfaring med netop disse trådløse teknologier.

»Det er ikke en overbygning til Dect, men en sidebygning. Det er en anden måde at styre siliciummet på,« siger Peter Mariager

ULP-teknologien kan umiddelbart køres ind i eksisterende Dect/CAT-iq-netværk, hvor kun de mobile enheder i netværkene skal udskiftes.

»Det giver nogle helt nye muligheder i forhold til at koble Dect-enheder på internettet,« siger Peter Mariager.

Blandt de nye perspektiver i anvendelse af Dect-baseret teknologi er telefoner måske mindre oplagte, siger Peter Mariager. Telefoner har nemlig som udgangspunkt et stort data- og dermed batteriforbrug, og samtidig er det vigtigt, at telefonen reagerer hurtigt, hvis den modtager et opkald. Derfor nytter det ikke at slukke helt for hardwaren i telefonen.

Velegnede til elmålere og sensorer

Derimod egner ULP sig fortrinligt til enheder som elmålere og vejrsensorer, fortæller Peter Mariager. Elektronikken i dem kan godt lukkes helt ned for kun at blive aktiveret eksempelvis hver halve time, for så at sende små datamængder via basestationen og ud på internettet, hvor de kan aflæses fra centralt hold.

»Uden ULP ville enhederne, såfremt de skulle kommunikere med internettet, løbe tør for strøm langt hurtigere,« siger Peter Mariager.

Han tilføjer, at det kun giver mening at anvende teknologien sammen med lithium-baserede batterier, som i modsætning til eksempelvis et nikkelmetalbatteri stort set ikke selvaflader.

Selv om teknologien er afprøvet og klar til at blive sat i produktion, går der noget tid endnu, før den finder vej ud til slutbrugerne. Der skal nemlig være et marked for den først.

»Principielt er vi klar til at lave produktet nu, vi har teknologien på plads, men der skal være en installeret base af CAT-iq-produkter før det kan betale sig,« siger Peter Mariager.

Den base kan meget vel opstå, når traditionelle wi-fi-routere får indbygget CAT-iq. Det arbejdes der ifølge Peter Mariager på for øjeblikket, da de to teknologier sagtens kan sameksistere.

»Wi-fi egner sig især til at overføre store mængder data, mens Dect har andre egenskaber,« siger han.

Dokumentation

RTX: RTX and SiTel create new and innovative Ultra Low Power (ULP) technology

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Såvel DECT som GSM kan laves til, at kun "lytte" på en bit, f.eks. en eller to gange i sekundet. Denne bit, kan indformere om såvel skift mellem basestationer, som om "interrupt" hvor telefonen skal hente flere data, f.eks. opkald. Dog kræves det, at standarderne er udviklet med henblik på det.

Hvis de er det, eller der udvikles en ny standard eller "tillægs" standard, som er det, vil det være muligt at sænke forbruget drastisk. En modtager, kan komme ned på ganse få mikroampere, hvis den kun skal lytte på en enkelt bit per sekund. Det tager kun få mikrosekunder eller mindre, at starte PLL mv. og få frekvensen stabil, og det betyder, at en enkelt bit, eller eventuelt to, kan læses med telefonen aktiv i meget kort tid. Typisk giver det et forbrug, i størrelsesorden få mikroampere. Forbruget kan direkte deles ned, med det antal bits, der sædvanligvis sendes per sekund, og et par bits. Et normalt forbrug, er ca. 20mA for modtageren, og kan nemt deles med 10.000 så det bliver 2uA.

Såvel GSM telefoner, som DECT telefoner, skulle kunne køre mindst 10 år standby på batteriet. Når de ikke kan, så skyldes det, at nogen ikke har tænkt sig om ved udviklingen af standarden.

Hjemme hos os, vil de have fået skældud for at ikke slukke lyset. Vi slukker for alt, som vi ikke bruger.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten