Nordhavn – mellem snusfornuft og science fiction

Jeg kan ikke finde det,« lyder det opgivende fra fotografen i telefonen.

Vi er på vej ud for at se, hvordan det går med udviklingen af Københavns en million kvadratmeter store nye bydel, Nordhavn.

Mødestedet er udviklingsselskabet By & Havns udstilling i Helsinkigade. Her skal By & Havns chefkonsulent, Kirsten Ledgaard, fortælle, hvordan bydelen skal komme til at huse arbejdspladser til 40.000 personer og boliger til lige så mange – og samtidig være et levende laboratorium for cleantech-virksomheder. Men fotografens GPS kan altså ikke finde adressen.

Google Maps opklarer miseren: Indtil for nylig hed Helsinkigade åbenbart Lüdersvej – opkaldt efter den fremsynede havneinge­niør og havnedirektør F.B. Lüders, som var en af idémændene bag 1800-tallets udbygning af Frihavnen.

Men Københavns Kommunes Vejnavnenævn har besluttet, at hele området skal have en ny international identitet med vejnavne opkaldt efter forskellige havnebyer. På forskellige korttjenester optræder flere af vejene derfor med to navne for tiden.

Den forvirrende overgang spejler meget godt tilstanden i Nordhavn lige nu: Omdannelsen og udbygningen af bydelen er unægteligt kommet i gang – men teknologien har stadig ikke fundet vejen derud.

Vidtløftige ideer droppet

En af ambitionerne med Nordhavn var, at bydelen skulle være stedet, hvor danske og udenlandske virksomheder kunne teste nye grønne teknologier af i praksis. Et sted, man kunne vise frem for udenlandske kunder og sige: ‘Se, her virker det!’

Derfor var der nogle steder i cleantech-branchen ideer om, at bydelen skulle være helt selvforsynende: Drikkevandet skulle være afsaltet havvand, bydelen skulle have sit eget rensningsanlæg og få energi fra lokalt placerede vindmøller, solceller og geotermiværker.

Københavns Kommune, By & Havn, Dong Energy, Hofor (dengang Københavns Energi, red.) samt Klima- og Energiministeriet indgik i 2011 et energipartnerskab, der skulle sikre, at ideerne blev koordineret og ført ud i livet. Men i dag – tre år og mange rapporter og beregninger senere – er energipartnerskabet gået i stå, og de mest vidtløftige ideer er droppet eller sat på standby, fortæller Kirsten Ledgaard, da vi lidt forsinket kommer frem til udstillingsbygningen:

»Vi har ingen intention om at lave ø-løsninger. Det giver hverken økonomisk eller miljømæssigt mening, når vi nu har resten af byens systemer så tæt på. Desuden skal Nordhavn ikke være et eksperimentarium, hvor vi får nogle løsninger, der ikke er holdbare. De kommende beboere skal vide, at de måske nok er med på forkanten, men de flytter ikke ind i noget, der ikke fungerer, og som ikke er økonomisk rentabelt.«

Smart at bygge metro først

På modellen i udstillingsbygningen kan man se, hvilke ideer der har været gode og modne nok til at overleve: Først og fremmest er områdets udformning med 11 holme adskilt af kanaler bibeholdt, og transportinfrastrukturen er på plads: Bydelen skal betjenes af en metroringbane, kaldet loopet, som hænger sammen med Cityringen. Pengene til at bygge de to første stationer i bydelen, Nordhavn og Orientkaj, er fundet, og den del af metroforbindelsen bliver efter planen klar i 2019.

»Det er meget hensigtsmæssigt, at metroen kommer, før byen kommer. Det er mindre generende for de kommende beboere, at metroen allerede er anlagt, og så vil det også give beboerne bedre trafikvaner, hvis den kollektive trafikbetjening fungerer fra starten. Det kunne vi også se i Ørestad,« forklarer Kirsten Ledgaard, som før nordhavnsprojektet har arbejdet på Ørestad, Øresundsforbindelsen og Storebæltsforbindelsen.

Efterhånden, som resten af bydelen bliver udbygget, er det planen at bygge fem stationer yderligere på en ringbane. På den måde sikres det, at ingen beboere vil få længere end 600 meter til en metrostation. Under højbanen skal der anlægges en supercykelsti, mens biltrafik bliver forvist til bydelens yderkanter. For de fleste vil det betyde, at det er hurtigere at tage en cykel eller et tog, hvis man skal ind til centrum.

Hurtigt ude med rørene

Da vi forlader udstillingen, er vi ved at falde ned i to af de andre grønne tiltag, der har klaret sig gennem planprocessen. Under Helsinkigade/Lüdersvej lægges der nemlig rør til både lavtemperatur-fjernvarme og fjernkøling.

»Det er lidt nyt for os, at vi lægger ledningerne ned, før vi faktisk har kunder til at aftage kulden,« fortæller Hofors chef for fjernkøling, Henrik Lorentsen Bøgeskov, da vi efter rundturen fanger ham på telefonen.

»Vi har haft stor fordel af at kunne grave dem ned sammen med fjernvarmeledninger og el. Det er lidt billigere og helt sikkert til mindre gene for områdets kommende beboere, at vi ikke skal ud og grave vejen op igen, når de er flyttet ind. Udfordringen er så, at risikoen er noget større, end vi plejer at operere med, fordi vi som regel har aftaler med kunder, før vi lægger rør ud.«

Fordi erhvervsbyggeriet ikke er gået så hurtigt i Nordhavn, som Hofor forventede, har forsyningsselskabet i dag ledninger liggende i jorden, som de ikke med sikkerhed ved, om der nogensinde kommer kunder til.

»Det er rigtig mange penge, man investerer, uden at man kan være helt sikker på, at man kan bruge det hele til noget. Så en anden gang vil vi nok vente med at lægge rør, til kunderne er på plads,« siger Henrik Lorentsen Bøgeskov.

Indtil videre har Hofor dog holdt igen med investeringen ved ikke at anlægge en kølecentral i området. Den kommer først, når forsyningsselskabet har et overblik over, hvor kunderne er, og hvor meget kulde de skal bruge. Det er også uvist, om Hofor vil fortsætte med at bruge havvand til køling, som man i dag gør på de to centraler i Indre By, eller om man vil supplere med koldt grundvand i de perioder, hvor havvandet ikke er koldt nok.

»Der er heldigvis ret dybe bassiner i Nordhavn, så vi kan få koldt havvand størstedelen af året. Desuden vil vi se på, om kunderne kan bruge otte grader varmt vand i stedet for seks grader varmt vand, som vi normalt sender ud. Hvis de eksisterende kunders anlæg kan bruge det – eller uden store omkostninger kan ombygges til at kunne det – så kan vi spare nogle penge ved at bruge frikøling mere,« forklarer han.

Saltvand i toilettet

Ender Hofor med at kombinere havvand med grundvand, kan fjernkølingen måske komme til at dele boringer med et af forsyningens andre projekter: at bruge områdets saltpåvirkede grundvand til toiletskyl i stedet for drikkevand. På Sandkaj bygger pensionskassen PKA 91 lejligheder.

For at spare på drikkevandet, som københavnerne i gennemsnit bruger 100 liter af om dagen, bliver toiletterne i denne bygning tilsluttet et separat rørsystem, hvor salt grundvand fra en lokal boring pumpes op og bruges til toiletskyl. Ifølge Hofors beregninger sparer det 17 liter grundvand pr. beboer pr. dag.

Fordelen ved at bruge grundvand i stedet for eksempelvis regnvand eller havvand er, at jordlagene virker som et naturligt filter, så grundvandet kun skal igennem et simpelt filter, før det kan bruges i toiletterne.

Hofor har sikret sig, at alle installationer kan holde til det saltholdige vand, og at saltvandssystemet har et lavere tryk end ferskvandssystemet, så saltvandet ikke kan komme over i drikkevandssystemet, selv om en håndværker eller en ivrig gør det selv-mand eller -kvinde skulle komme til at forbinde systemerne. Så det store ubesvarede spørgsmål er kun, om det kan betale sig at installere boringer, pumper og et ekstra rørsystem, fortæller planlægger Martin Vester fra Hofor:

»Teknologien skal nok fungere. Men anlægsprisen vil blive højere, fordi man skal have et ekstra rørsystem. Derfor kigger vi på lovgivningen og på, om vi kan få lov til at fjerne de afgifter, som man i dag betaler for at bruge grundvand. Hvis vi kan fjerne afgifterne fra sekundavand, så ser økonomien i hvert fald noget bedre ud.«

Kan der skabes økonomi i løsningen, øjner Martin Vester mange flere muligheder for at bruge salt grundvand.

»Det er kun cirka ti procent af vandforbruget i boliger, som egentlig kræver rent drikkevand. Man ville virkelig kunne spare meget, hvis man også brugte salt grundvand til sprinkleranlæg og brandhaner og til at bade i. Personligt ville jeg ikke have noget imod at bade i vand, der var lidt salt. Og man vil jo få en opblanding af det kolde salte grundvand og varme drikkevand, så saltprocenten vil være så lav, at man nærmest ikke vil opleve en forskel i forhold til at bade i drikkevand. Hvis man kunne få badevandet med, så vil det være en meget stor andel, man kunne erstatte med sekundavand,« siger han.

Den nye bygning skal stå klar i 2016, og derefter vil Hofor og industripartnerne følge og evaluere projektet over nogle år.

Selv om Hofor ikke skal tjene penge på at sælge teknologi, kan Martin Vester godt se forretningsmulighederne:

»De fleste af verdens storbyer ligger jo ved havet, og mange steder lider man af vandmangel, så der ville nok være interesse for sådan et system.«

Kold fjernvarme

Interesse er der også for fjernvarme – og ikke mindst lavtemperatur-fjernvarme. By & Havn kræver, at alle bygninger i de tre første udbygningsområder skal fjernvarmeforsynes, selv om de opføres som lavenergibygninger og dermed er undtaget fra lovgivningens tilslutningspligt.

Lavtemperatur-fjernvarme bruges flere steder i landet, både til områder med nye lavenergihuse og områder med ældre huse som på Vesterbro i København. Her når fremløbstemperaturen på den koldeste vinterdag højst op på 75 grader og ikke 90 grader som i det øvrige net.

Hofor overvejede oprindelig, om man kunne gå ned på en fremløbstemperatur på 50 grader i Nordhavn, men det er ikke sundhedsmæssigt forsvarligt, vurderer planchef Thomas Hartmann fra Hofor.

»Vi kan gå ned på 60-65 grader, men ikke lavere, fordi der ville kunne opstå legionella-problemer i systemet. Vi skal sikre, at der hele tiden er 55 grader varmt i kundernes varmtvandsbeholdere og 50 grader ved tappestedet for at modvirke fremvækst af legionella-bakterier,« forklarer han.
Selv om lavtemperatur-fjernvarme mindsker nettabet, er besparelsen i sig selv imidlertid ikke nok til, at det virkelig rykker noget for forsyningen.

»Problemet med at have et område med lavtemperatur-fjernvarme i tilknytning til et net, hvor temperaturen er højere, er, at man ikke kan overføre gevinsten til produktions­siden. Vi er stadig nødt til at kunne levere op til 90 grader varmt vand til de dele af byen, hvor kunderne ikke kan klare sig med 60 eller 70 grader på de koldeste vinterdage,« siger Thomas Hartmann.

Derfor har Hofor også kigget meget på, om det kunne betale sig lokalt at producere fjernvarme ved en lav temperatur, eksempelvis med et geotermianlæg. Men selv om undergrunden ser ud til at være god til geotermi, har Hofor modvilligt måttet konkludere, at anlægget med dagens teknologi vil blive for dyrt.

»Det har vist sig noget dyrere, end vi havde regnet med. Derfor ser vi nu på, om man kan mindske anlægsinvesteringen ved at bruge andre materialer eller andre boreteknikker,« siger Thomas Hartmann, som vurderer, at der vil gå nogle år, før forsyningen er klar til at revurdere projektet.

Nogle af de andre energiprojekter, som heller ikke ser ud til at blive realiseret lige med det første, kan man se fra taget af Kamelen – det nye hovedkvarter for Københavns Kommunes Miljøkontrol, som ligger alleryderst på Nordsøvej. Nord for bygningen skyder et en million kvadratmeter stort opfyldningsområde ud i vandet.

I vinderforslaget med masterplanen for Nordhavn skulle kystnære havvindmøller stå i forlængelse af det indvundne område. Når de producerede så meget strøm, at elprisen kom tæt på nul, skulle energien bruges til at varme vandet op i et gigantisk varmelager, som man kan se fra bygningens sydvendte pukkel. Fra miljøcentrets terrasse har man nemlig udsigt over den 300.000 kvadratmeter store tørdok, der blev brugt til at producere tunnelelementer til Øresundsforbindelsen.

Hofor havde en idé om, at tørdokken kunne blive et enormt varmelager, men dokkens størrelse betyder, at projektet kun giver mening, hvis varmen ikke bare bruges i Nordhavn, men i hele Hofors net, fortæller Thomas Hartmann.

»Du skal bygge en 2,4 km lang ledning for at at få forbindelse til det store fjernvarmenet på Østerbro. Selv om den grundlæggende tanke er god, vil det blive for dyrt,« konstaterer han. Men ideen om at bruge varmelagre i fjernvarmesystemet lever stadig videre, understreger Thomas Hartmann:

»Her i 2015 går vi for alvor i gang med at kigge på, hvordan vi kan få mindre varmelagre ind i vores systemer. Og et af lagrene kunne godt komme til at ligge i Nordhavn, hvis vi kan blive enige med By & Havn om en udformning og en placering.«

Trods modgangen håber Hofor, at teknologierne snart bliver så billige, at flere af ambitionerne kan gøres til virkelighed.

»Der er virkelig nogle perspektiver i Nordhavn i forhold til at kombinere lavtemperatur-fjernvarme, geotermi, varmepumper og i samspillet med Østerbro-nettet. Og når vi kigger frem mod 2040 og 2050, er det jo den slags teknologier, vi skal bruge over det hele, så vi er nødt til at få nogle erfaringer med dem,« siger planchefen.

Grønt energilaboratorium

Et grundlæggende problem for de virksomheder, der gerne vil teste ting af i Nordhavn, er, at de projekter, der virkelig kan rykke noget, kræver samspil mellem både forsyningsselskaber, By & Havn, bygherrer, kommende beboere og myndigheder. Men et sådant projekt er måske på vej i regi af Energylab Nordhavn, der er et samarbejde mellem DTU, Københavns Kommune, Hofor, Balslev A/S, ABB A/S og BYG-DTU.

Med støtte fra EUDP-midlerne har parterne analyseret energibehovet i nutidige og fremtidige bygninger og fundet ud af, hvilke typer data de forskellige operatører har behov for at indsamle og udveksle.

Samtidig har de analyseret sig frem til, hvilke teknologier der er brug for, når man skal lave et meget mere integreret energisystem, som skal kunne håndtere meget mere energi fra vedvarende energikilder, end man gør i dag. Projektet bygger videre på nogle af de erfaringer, DTU Elektro har opnået med laboratoriet Powerlab.dk, som modellerer det bornholmske energisystem.

Ved redaktionens slutning havde projektpartnerne søgt EUDP om midler til at følge analyserne op med praktiske forsøg, der skal vise, hvordan man kan gøre elforbruget mere fleksibelt ved at kunne aktivere eller afbryde eksempelvis store varmepumper og elpatroner i fjernvarmesystemet, kølecentraler i fjernkølingen eller apparatur installeret hos private kunder og virksomheder.

»Her vil vi kunne øve os på, hvordan det bliver at stå i en fremtid med kun få store termiske kraftværker,« fortæller Jørgen Boldt fra Hofor.

Snusfornuftige løsninger

Bliver projektet til virkelighed, vil det for alvor opfylde ambitionen om at gøre Nordhavn til et grønt laboratorium. Men selv uden er der allerede nu meget at vise frem, fortæller Kirsten Ledgaard, da vi igen er tilbage i udstillingen på Helsinkigade/Lüdersvej:

»Man har måske set metroer og cykelstier andre steder, men det er sjældent, at man har det hele med fra start. Ofte glemmer man at få de kollektive trafiksystemer tænkt ind fra starten. Det, at man kan komme ordentligt rundt med cykel og kollektiv trafik, er nok en del af den unikke danske tankegang.«

Hun er ikke nervøs for, at bydelen ender med at være for meget snusfornuft og for lidt science fiction.

»Det skal ikke kun handle om miljø, men om bæredygtige løsninger. Det betyder, at det, vi gør her, også skal være økonomisk og socialt bæredygtigt. Det må ikke blive så dyrt, at ingen har råd til at bygge her. Derfor vælger vi nogle gange løsninger, der er mere robuste end innovative. Men derfor kan man jo godt blive et ‘fyrtårn’ alligevel.«

Sker det, burde Nordhavn i hvert fald blive til at finde.